Alt går godt – også tiden

Altså det her barselsnoget, ikke? Det er helt vildt fantastisk – man har jo fri flere dage i træk :)
Jeg er så tilgengæld ikke fastmonteret foran en pc 8 timer om dagen, så det med opdateringer, deeeet…

Well, alt går fint her i huset. Maven vokser og BB sparker – og bliver mere og mere besværlig at slæbe rundt på. Den er dog stadig bare en kugle foran, og jeg har kun taget 4,5 kg på – dejligt :)
Der er dog eet problem – jeg er kommet i besiddelse af et stykke strækmærke!
Hvad f*nden er den nu af? Det var hverken en del af aftalen eller planen :(

Den anden fødsel i omgangskredsen er også overstået – det blev ikke en lynfødsel som den første. Faktisk endte den med et kejsersnit (hvilket hun klart mente var at foretrække frem for den sugekop, de begyndte at snakke om).
Det blev også en pige, så mon ikke pigekvoten snart er opbrugt her i kliken?
Håber dog på en enkelt mere til os…

0 Kommentarer

Jordemoderbesøg

Torsdag morgen var dagen for vores andet besøg hos jordemoderen.
Denne gang var jeg forberedt: havde af en veninde fået at vide, at jeg skulle lave en urinprøve med det samme, jeg ankom, sætte en testpind i og tage den med ind til jordemoderen.
At hun så ca 7 minutter før tid kalder os ind, og jeg stadig er på toilet, er bare et kryds mere i bogen under overskriften “hvor er hun mærkelig”.

Korte af det lange er, at hun rent faktisk undersøgte mig denne gang.
Om det er fordi, hun skulle vise sig for hende studinen, der også var der, skal jeg lade være usagt, men hun tjekkede da testpinden, tog mit blodtryk og rumsterede godt og grundigt rundt med BB.
At hun så ikke jagede mig ud på vægten, som jeg jo ikke nåede efter toiletbesøget, fordi hun kaldte os for tidligt ind, det springer vi så op og falder ned på – det var også kun 14 dage siden, jeg sidste blev vejet, så det går nok.

Vi valgte at svare ja tak til hendes spørgsmål, om vi var interesserede i et besøg af sundhedsplejersken før fødslen. Veninden, der fødte for en måned siden, har anbefalt det, så den anbefaling følger vi.
Så må vi bare håbe, at vi har fået gjort det soveværelse færdigt, vi er ved at bygge om hjemme i lejligheden, har fået gjort rent og er flyttet hjem fra kolonihaven, hvor vi har boet i 5 måneder nu. Ellers bliver barnet sgu tvangsfjernet på forhånd… Det ligner jeg ved ikke hvad hjemme i den lejlighed.

Så kom vi jo til emnet; kejsersnit. Jeg sagde til hende, at det kunne godt være, at det ville hun gerne vente med at snakke om til senere, men det her barn er kun blevet bygget velvidende, at det er muligt at foretage et kejsersnit, og det er planen, og sådan er det.
Næste skridt er derfor en dobbelttid næste gang, hvor hun vil fortælle om de facts der er, fordele og ulemper og derefter henvise til dem ude på Skejby, der tager sig af sådan noget.
Det er en fair deal, og så er vi begge glade. Selvfølgelig skal jeg høre om de ulemper, der er ved kejsersnit (jeg tror dog godt, at jeg kan dem allesammen), og hvad jeg går ind til – og hvad jeg vælger fra. Det skal jo ikke bare være fordi, man har en fiks ide.
Tror dog heller ikke, at dem der kender mig, vil sige, at det er en fiks ide, jeg har.

Alt i alt en langt bedre oplevelse end sidste gang – men hun er stadig ikke min kop the – men fair nok, jeg skal ikke have hende som bedste veninde resten af mit liv.

Nå ja, så gætter hun på, at BB vejer 1200-1300 g. Og i følge hende var hjertelyden helt fin.
Hun foreslog ikke, at vi fik den at høre (og ja, vi kunne da bare have bedt om det, men det blev der lissom ikke lagt op til), så vi må jo tage hendes ord for det.

Og PS: hvor er det fedt at have fri :)

3 Kommentarer

Og vinder af valget blev…

Odder og Teutonia. Vi fik overraskende en onsdag med kun en enkelt aftale tidligt om formiddagen, så vi benyttede os af chancen og kastede os ud i den helt store BBtransportmiddelsundersøgelse. Vi startede i Stokke-centeret i Århus (en noget bedre hjemmeside end den sidste). Og ved I hvad? Man skal altså kende de produkter, man står og sælger!
På klapvognen derfra kan man skubbe hjulene sammen, men det er jo ikke fedt, når sælgeren “ikke lige kan huske hvordan man gør”, og det ender med, at det er manden, der lurer tricket. Derudover skal man ikke tænke på den som barnevogn. Heller ikke som en klapvogn, som ungen skal kunne sove ude i. Det er den alt for lille til, og barnet er slet ikke pakket ind på samme måde som i enten en barne-, kombi- eller klapvogn. Man kan selvfølgelig købe en kørepose, men nej. Den er også alt for besværlig at skille ad – jeg havde ikke fingerkræfter nok, så det går jo ikke.
Det er en smart lille tingest, som man tager med sig på sin forlængede weekend til New York eller Paris og viser kræet frem i.
Men stadig: det er altså smart, at barnet kan komme op i højden. Det kunne de andre producenter godt begynde at skele lidt til. Derefter smuttede vi i BabySam.
Og halleluja! Herfra skal der lyde en hyldest til Jakob.
Jeg tror ikke, at der er den ting, han ikke ved om barnevogne (og lignende transportmidler). Han er serviceminded. Han forsøger ikke at prakke dig noget på. Han bruger gladeligt 2 timer på at fortælle dig om fordele og ulemper og forventer ikke, at du fiser op til kassen bagefter og siger ja tak, på beløbet. 

Fra BabySam røg vi til den nyåbnede Ønskebørn i CityVest (så nyåbnet butikken ikke engang er med på deres hjemmeside…).
Her blev vi også betjent at en meget venlig ekspedient (vores krav til servicen var på det tidspunkt urimeligt høje, men alligevel blev vi positivt overraskede), der helt sikkert vidste en del, om de varer, han solgte. Og som også kunne underholde os i 1½ time, og fik alligevel kun solgt et supersødt sengesæt til 200 kr.
Varerne var bare ikke af lige så høj kvalitet, som dem Jakob viste frem.

Da vi begge er vilde med god service, gerne betaler ekstra for at få den, og også gerne lægger ekstra i puljen for et produkt, der virker og er nemt at bruge, så ender det med en Odder barnevogn og en Teutonia klapvogn.
Begge dele bliver bestilt hos Jakob personligt (han skal fandeme have salget!) på tirsdag – og så kommer det sværeste: At vente på at få det hjem.
Lige pludselig er der vældig længe til at BB melder sin ankomst.

0 Kommentarer