af Puk torsdag 19. oktober 2006 kl. 13:27 i
BB, Diverse, Graviditet, Venner
Fredag var jo dagen, hvor vi skulle på Skejby og snakke med læge og sygeplejerske om planlagt kejsersnit.
Jeg har hele tiden ment, at hvis jeg er velforberedt og velinformeret, så burde det ikke være en svær samtale.
Jeg havde bare ikke troet, at hele samtalen kun skulle tage 12 minutter…
Jeg forklarede først, hvorfor jeg vil have et kejsersnit, og bagefter fortalte lægen om de risici, der er forbundet med et kejsersnit. En ting jeg tidligere har tænkt over, og som jeg også bed mærke i her var, at de risici der er, primært er for undertegnede og ikke barnet. Det eneste hun nævnte, var problemet med vejrtrækningen, hvilket hun påpegede skete meget sjældent. Det styrker mig kun i min beslutning.
Efter denne gennemgang og et par spørgsmål fra min side, kigger hun på mig og siger; “men jeg kan jo godt se, at du har besluttet dig”. Hviket hun jo har fuldstændig ret i.
En foreløbig dato blev skrevet ned og sendt til dem, der har styr på kalenderen.
Den endelige dato kom så med brev i går – damn det er spookey!
I går var det så tiden for det sidste lægebesøg med barnet indenfor – næste gang er det med den i liften.
Siden jordemoderbesøget 13 dage tidligere er min vægt godt nok forøget en del (med 1,4 kg), men det er jo meget normalt. Blev godt nok lidt overrasket, og som I ved – to forskellige vægte og andet tøj og bla bla bla… ;)
I morges var der så besøg af sundhedsplejersken. En af alle veninderne anbefalede jo, at man siger ja tak til sådan et før-fødsels-besøg. Hun (sundhedsplejersken altså) var vældig flink, og nu ved vi, hvem hun er og omvendt. Jeg er sikker på, at det er en fordel til næste besøg, hvor vi formentlig har en masse spørgsmål om den lille og vil bruge tiden på det.
Var i øvrigt på barselsbesøg hos resultatet af den tredje fødsel i kliken i går. Og sikke da en bette fin pige. Hun var kun 50 cm og 2750 g, da hun blev født i torsdags, så hun hører til de små, men det var da helt vildt så lille hun var. Specielt hendes fødder! Næh hvor små og fine – tæerne lignede små Rice Krispies eller risene i en hvid Crunch (og det er altså sødt ment) – og ja Rice Krispies og ris i hvid Crunch er det samme (og nu er jeg chokoladesulten…).
Men altså en pige mere til flokken – er begyndt at blive overbevist om, at det smitter.
Om ikke andet har vi aftalt arrangerede ægteskaber om nogle tyve år med resultatet af venindens kærestes venner – den flok producerer nemlig kun drenge.
Men ellers er der jo ikke mange dage tilbage… Skræmmende…
8 Kommentarer
af Puk fredag 13. oktober 2006 kl. 8:39 i
Kejsersnit
Jeg skal da vist passe på med at holde fri fra nettet flere dage i træk – det vælter jo ind med kommentarer :)
Istedet for en lang kommentar, har jeg valgt at lave et indlæg i stedet.
For at tage det fra en ende af:
@Sophie: Jo, jeg har tænkt over den sprække, jeg får på maven. Forskellen på den og de eventuelle andre sprækker er, at den ikke sidder i mine kønsdele. Og det er grund nok for mig.
Jeg siger ikke, at det absolut vil gå galt, men risikoen er der – og det er en risiko, jeg ikke har lyst til at tage.
Jeg har flere familiemedlemmer, der har født – med komplikationer efter at være sprækket. Jeg har veninder/bekendte, der har født – med komplikationer efter at være sprækket. Jeg har også flere familiemedlemmer, veninder og bekendte, der har fået foretaget kejsersnit – både akutte og planlagte – og kun en har haft mindre komplikationer. Svigerinden har f.eks. fået to akutte og et planlagt kejsersnit uden et eneste problem efterfølgende.
Lægger jeg alle disse oplevelser på vægtskålene, så vejer et kejsersnit for mig tungest.
Og ja, mine mavemuskler bliver skåret over, og nej, min mave kan ikke blive helt så flad igen – men det var den sgu heller ikke før. Jeg har alligevel længe været både for blød og gammel til at gå med stumpebluser, så det går nok.
@Frederikke: Angst er måske så meget sagt. Eftersom det er blevet mere almindeligt at “få lov” til et planlagt kejsersnit her i Danmark, så er jeg ikke kommet til det at være angst – det er ikke nødvendigt, jeg “får jo bare” et kejsersnit (nu lyder det lidt let og overfladisk).
I forhold til det at jeg går glip af en fantastisk oplevelse, så har jeg aldrig tænkt på det som en fantastisk oplevelse – for mig er en fødsel “et nødvendigt onde” under det at få et barn.
@Mille: Lige nøjagtig; jeg kunne være heldig at slippe uden en skramme. Jeg ved det bare ikke, og den chance tager jeg ikke.
Jeg går ind for kalkulerede risici og velovervejede beslutninger :)
Det hører måske med til historien, at indtil for 3 år siden, skulle jeg ikke have børn. Jeg havde andet at bruge min tid, penge og mit liv på. Manden vidste, hvad han gik ind til, da vi blev gift (efter at have kendt hinanden i 7 år), men efter 3 år måtte han trække i land og sige, at det var han vist alligevel ikke helt så afklaret med. Mange skænderier og og overvejelser senere valgte jeg “at gi mig” – hellere leve et liv med ham og et barn, end leve et liv uden ham. Der er jo andre kvinder før mig, der har fået et fornuftigt liv med børn ;)
Dette for at sige, at for mig har det ikke været en forventet – og længe ventet – del af mit liv at få børn, og derfor skal det så vidt muligt foregå på mine præmisser. Jeg er et planlægningsmenneske og velvidende at man ikke kan planlægge alt (faktisk næsten ingen ting), når det kommer til graviditet og børn, så vil jeg gerne have indflydelse på så meget som muligt.
Jeg vil dog gerne understrege, at jeg er ganske klar over, at det hele lyder lidt småskabet og nu må jeg sgu tage mig sammen. Jeg er en kvinde på 31, der ikke fejler noget som helst og som formegentlig ville få en ganske normal fødsel. Formegentlig er bare ikke godt nok til mig – groft sagt er jeg en af de her krævende unge, der er vant til at få det, som jeg vil ha det.
Håber det for alle nysgerrige kunne give lidt svar på spørgsmålene.
11 Kommentarer
af Puk tirsdag 10. oktober 2006 kl. 15:44 i
BB, Graviditet, Jordemoderbesøg
Var til den famøse dobbelttid hos jordemoderen i fredags. Udover at manden endelig fik lov til at lytte til hans kære barns hjerte, fandt hun ud af, at BB har vendt sig og nu står på hovedet.
Der fik jeg så lige et chok – jamen så er det jo snart! Aaarrggghhh, jeg har jo ikke nået halvdelen af det, jeg havde planlagt.
Derudover er jeg på plus 6 kg, BB vejer ca 2100 g og alt er fint. Det er dog for alvor ved at blive besværligt. Det er et helvede at bukke sig ned, hvis man skal samle noget op fra gulvet – og det skal man tit, når man er ved at flytte på plads efter at være blevet færdig med renovering af soveværelse og er flyttet hjem fra kolonien.
Jeg er også begyndt med lidt hævede fingre og tæer ind i mellem. Ikke meget men nok til, at ringene ikke kommer på. Det startede dagen efter vi knoklede i 11 timer med at tage et udstillingskøkken ned i Ikea, som manden lige pludselig kom til at købe.
Så kunne jeg jo bare have ladet være med det.
Tilbage til jordemoderen; hun skulle jo berette, forkynde og fortælle om fordele og ulemper om kejsesnit og almindelig fødsel. Det gik stille og roligt, og hun kunne da bidrage med en oplysning, jeg ikke kendte. At det faktisk er hele 39% af de førstegangsfødende, der IKKE sprækker. Det er langt flere end jeg havde troet.
Ikke at det ændrer på min beslutning, men det var da postivt at høre.
Slutningen på hele seancen blev, at vi har fået en tid på Skejby på fredag, hvor vi skal snakke med lægerne.
9 Kommentarer
