2½ liter blod senere…

af Puk lørdag 9. december 2006 kl. 1:10 i Skejby, Sygdom

Skal vi ikke bare starte med at sige, at det var meget godt, at manden havde fri fra arbejde onsdag?
Og at vi ikke var kommet så langt, at vi sad på en café og spiste brunch?

Klokken lidt over 10 stod jeg på badeværelset og var ved at gøre mig i en tilstand, jeg kunne tillade mig at gå uden for døren i, da jeg pludselig mærker, at der kommer en del mere blod ud forneden end der gjorde tidligere på dagen.
Jeg sætter mig på toilettet, og så løber det faktisk ud af mig. Jeg tørrer mig og synes det er stoppet lidt og kalder på manden, for det vil jeg da alligevel lige tjekke med lægen. Da jeg ber ham ringe til lægen, spørger han selvfølgelig hvorfor, og da jeg så svarer, at jeg bløder ret meget, vil han jo vide hvor meget, og da jeg flytter den hånd, der holder et stykke toiletpapir, løber det igen. Det løber faktisk, som hvis man tænder en vandhane lige nøjagtig så meget, at den ikke drypper, men løber.
“Ahh, jeg ringer lige til 112 i stedet for”, siger den kloge mand.

Der kommer så 2 vældige flinke Falckmænd for at hjælpe. Den ene lægger et drop – et af de store af slagsen, hvilket skal vise sig at være meget klogt tænkt – og den anden finder iltapperat og saltvand frem. Alt i mens ligger jeg på gulvet med benene oppe på en skammel og blodet løbende ud.
Jeg får saltvand, tjekket blodtryk (der forbavsende nok stadig er fint), bliver pakket ind i morgenkåbe og et tæppe. Falckmanden bliver ved med at spørge, om jeg ikke har været svimmel og om jeg har det godt. Han ringer til Skejby for at fortælle, at nu har jeg nok mistet en liter blod, og vi er der om ca 12 minutter.
Jeg skal så lige ned fra 3. sal først. Ned af en trappe hvor der på øverste etage ligger træ nok til en halv tømmerhandel. Altså en trappe der ikke er bredere end nødvendigt – i dagligdagen, men ikke når to Falckmænd skal have en storblødende kvinde ned. Det foregik på en bærestol, og tillad mig at sige, at det var faktisk var det mest skræmmende den dag. Jeg kender godt den trappe, og ved godt hvor smal den er, og hvor nemt det er at miste fodfæstet bare en lille smule – og der hænger jeg mellem to (den ene lige en smule mere lækker end den anden i øvrigt) Falckmænd. En tillidssag som jeg gjorde dem opmærksom på.

Trappeturen ender lykkeligt. Med et par pauser ind i mellem. Jeg ender nede på gaden, hvor der står en båre og venter på mig. Og lad mig lige benytte lejligheden til at sige undskyld til de to damer, der kom gående mod mig lige netop som jeg (kun iført morgenkåbe og blødende underliv) svinger først det ene og så det andet ben op på båren.
Ind i ambulancen sammen med både mand og barn og så en “blød kørsel 1″ mod Skejby, hvor vi ender på akut gynækologisk modtagelse. Og bliver modtaget af min nye helt læge Mikkel. En læge der starter med at tage sin højre pege- og langefinger og bore dem så langt ned i min livmoder, at han kunne tælle mine ryghvirvler; “nu skal jeg lige få den til at trække sig sammen”. Av for satan! Tror stadig han har neglemærker i sin arm.
Der ryger så også lige en halv liter blod mere.
Bagefter vil han så lægge et ekstra drop i min højre hånd, men må opgive, fordi jeg nu har mistet så meget blod, at det ikke er muligt at fange en blodåre. Han er nu ikke så bekymret for det, da mit blodtryk stadig er fint.
Indtil videre er jeg ikke så glad for Mikkel. Alt hvad han har gjort ved mig, har gjort ondt. Men det ændrer sig.

Jeg bliver skannet og det viser sig, at der er 3½ cm slimhinde i min livmoder – hvilket er for meget, så jeg skal have en udskrabning.
Så er det jo ret heldigt, at jeg ikke har fået noget at spise siden aftensmaden og kun en stort glas vand i løbet af morgenen.

På det her tidspunktet er barnet også ved at vågne og være sulten, så manden der har siddet ovre i et hjørne tager barnet og går over på mor-barnafdelingen, hvor vi var indlagt for bare 3 uger siden, for at give hende noget at spise. Midt i det hele kommer jeg faktisk i tanke om, at der i fryseren står en flaske brystmælk fra dengang. Læge Mikkels kommentar var “kvinder og deres overblik”.

Jeg bliver kørt på operationsstuen, og Mikkel siger bagefter, at det var en rest af moderkagen, der sad i livmoderen og gjorde det umuligt for den at trække sig sammen, hvilket fik den til at slappe helt af, og så er der åben for alle sluser.
Det havde været ret svært for læge Mikkel at standse blødningen, og jeg mistede ca 2½ liter blod. Lige her var det, at læge Mikkel blev glad for det store drop Falckmanden lagde, for det blev nødvendigt at bruge til de to poser blod, jeg fik tilført.

Vi er alle tre hjemme nu – blev udskrevet her til middag [update: fredag middag, så kun to dage på hospitalet]. Manden blev “indlagt” sammen med mig og Andrea, så der var nogen til at tage sig af hende. Så slap jeg også for at skulle ligge der helt alene.
Jeg har gennem det hele haft det helt fint – kun to gange fik jeg det dårligt. Det var natten til torsdag, da jeg var oppe på toilet, og jeg lige måtte have hovedet ned ad. Jeg har ikke haft ondt en eneste gang, og er heller ikke specielt træt.
Min blodprocent er lidt lav (5,0), så den står på grønne bønner, røde bøffer og broccoli.

Og manden? Han panikkede ikke en eneste gang. Der var faktisk mere panik i ham, da jeg næsten brækkede anklen.
Så tak til ham og tak til læge Mikkel.
Og lille Andrea der som sædvanlig har opført sig eksemplarisk og har sovet både 5 og 6 timer ad gangen.

Og så lige en note til kritikere af mit selvvalgte kejsersnit; det har ikke noget med det at gøre, og kunne lige så godt have været sket ved en normal fødsel.