Skejby igen. Og igen. Og igen.

af Puk torsdag 28. december 2006 kl. 0:30 i Skejby, Sygdom

Ja nu er de jo så søde på Skejby, så jeg har lige været forbi dem et par gange mere.
Efter vi var kommet hjem derude fra fredag middag gik alting fint. Jeg havde det helt super. Var endda til 60 års fødselsdag om lørdagen i fire timer. Søndag var huset fuld af gæster til den årlige konfektdag. Det hele forløb uden problemer.

Så blev det onsdag igen.
Og klokken ca det samme som onsdagen før begyndte jeg at bløde igen. Ikke noget i samme stil som ugen før, men der kom alligevel en del.
Manden (som heldigvis har sin ugentlige fridag om onsdagen) ringer til 112 og får at vide, at hvis vi kan, bliver vi nødt til at klare det selv. Et uheld har beslaglagt en del ambulancer, så det ville blive en kørsel 2 – og de kan være med en del ventetid.
Manden ringer derfor til min mor og hører om hun kan komme fra arbejdet og køre mig mens han får pakket barn og hvad man ellers skal have med til Skejby.

Vi kommer til Skejby – manden har ringet og advaret dem – og belært af sidste gang er de klar med alt udstyret til drop osv.
Jeg bliver skannet og undersøgt af læge Peter (endnu en lækker mand, må jeg lige tilføje), og han vurderer, at det han kan se på skanningsbilledet er en klump halvstørknet blod som bare skal ud. Ellers ser det helt fint ud.
Vi skal blive klogere.
Han giver mig nogle piller for at få livmoderen til at trække sig sammen og vi bliver indlogeret til observation til om aftenen, hvor vi tager hjem.

Så bliver det torsdag.
Klokken bliver lige en halv time senere end dagen før – og jeg begynder at bløde igen. Denne gang mindre end første gang, men mere end dagen før. Og det bliver ved. Manden (som har fået fri torsdag når nu konen havde været på Skejby dagen før) og jeg minder hinanden om, at det skal jo nok bløde lidt, når nu læge Peter siger, der er noget, der skal ud.
Men det blev ved. Sådan on og off i to timer og når det var on, var det med ret høj hastighed.
Vi når at snakke med Skejby 4 gange indenfor to timer til de siger “kom her ud”. Vi pakker mig og barn i bilen og kører derud, og lige da jeg når skranken ved akutstuen kan jeg mærke, at nu drypper det ikke bare – nu kommer det i klumper.
Op på briksen og denne gang er det overlæge Frank (desværre ikke så lækker som han er gammel). Han undersøger mig alt i mens det bliver ved med at bløde. En narkoselæge bliver tilkaldt og hun må desværre meddele mig, at det er for kort tid siden, jeg har spist, til at jeg kan slippe uden om at brække mig af mig selv eller få en sonde ned.
Overlæge Frank har nemlig besluttet, at jeg skal have endnu en udskrabning.

Efter jeg har forsøgt med et par fingre i halsen i 10 minutter kommer narkoselægen forbi igen og foreslår, at vi klarer det med en rygbedøvelse. Præcist som ved kejsersnittet. Jeg tygger lidt på det, men tanken om sonden er RET klam, så jeg vælger rygbedøvelsen.
Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville vælge igen en anden gang.
Der var ikke noget, der gjorde ondt – hverken bedøvelsen eller udskrabningen, men det var sgu lidt klamt alligevel. På trods af søde narkoselæger og sygeplejersker, musik i ørene og smertestillende.

Overlæge Frank havde hjælp af en anden overlæge, og de besluttede efter en times tid roden og gøren og skannen, at nu skulle der ikke være mere at hente. Den klump blod læge Peter mente at have set, viste sig nemlig at være et stykke moderkage. Så det hele var åbenbart ikke kommet med første gang.

Vi bliver udskrevet lørdag middag og så er det bare hjem og sove. Og være glad for at det hele nu er overstået.

Så bliver det fredag.
I løbet af torsdag aften og fredag morgen bløder jeg en smule mere en dagene før. Intet i stil med nogen af de andre dage, men denne gang tager jeg ingen chancer med noget som helst og ringer til Skejby og får en tid til et tjek om eftermiddagen.
Vi kører derud med krydsede fingre for at det ingenting er, men jeg er holdt op med at overveje noget som helst selv.
Jeg bliver tjekket (af læge Kirsten), og det viser sig, at der sidder en smule blod. Den har vi jo hørt før, men den her gang sidder blodet så langt nede, så der burde ikke være nogen tvivl.

Nu er det torsdag, og indtil videre er alting fint. Jeg har en tid derude 2. januar til endnu et tjek – rart at vide, at jeg lige får tjekket, om alting skrider fremad
Jeg er noget træt, men det er det. Heldigvis fik det ikke ødelagt julen. Vi nåede ikke at få julepyntet, men det går nok – barnet er jo heldigvis ligeglad. Hun har som sædvanlig taget tingene med ophøjet ro. En af dagene da hun var på mor-barnafdelingen mens jeg var på operationsbordet fandt vi da ud af, at vi synes rigtigt, når vi nu synes, at hun grovæder. Det lykkedes hende at spise næsten en halv liter erstatning fra klokken lidt over et om eftermiddagen til omkring klokken syv om aftenen – inklusive sovning. Det er nu ret pænt gået :)

Udover mine ture til Skejby (hvor jeg nu også har fundet en lækker portør og en lækker (mandlig) sygeplejerske), så går alting fint med den lille tøs.
Hun tager alle med storm, og det føles som om hun har været her altid. Hun er stadig nem – der er dog ikke så langt til skrig som der har været.
Nu skal jeg bare lige være sikker på, at alting går som det skal, så der kommer 100% ro på.

Nå ja, de to sidste i vennekredsen har født. Endnu en pige og en lillebitte (2340 g og 45 cm) dreng – 5 uger før tid og med gulsot, men det går vist fremad med ham nu.