Sur baby
Baby er sur for tiden. Så sur at mor er ved at være lidt træt af hende. Og så sur at mor slet ikke har haft tid til at skrive om, hvad hun laver.
Men det er selvfølgelig også ret træls, at man hverken kan kravle eller gå. Når nu det er det, man vil. Men op vil hun i hvert fald. Hiver sig op ved at holde fast i bluser, maveskind, overarme, babser – hvad hun nu kan få fat i.
En tand er også på vej, så der er nok at være sur over lige for tiden. Om det er tanden eller det udviklingstrin, hun er på vej igennem her 37 uger gammel, der gør, at hun bliver sur og står som en flitsbue, når man sætter hende i hendes stol for at give hende mad. Det er helt umuligt at få hende til at spise til frokost og aftensmad. Morgenmad som består af havregrød glider fint ned, men ellers er det begrænset, hvad hun får spist i løbet af dagen.
Lige undtagen i dag hvor hun spiste en hel rugbrød og en halv ørredfilet – men det foregik også siddende på skødet af mig, og jeg skulle ikke forsøge at foreslå en hagesmæk!
Det sidste lange stykke tid har jeg kun ammet hende om natten, og det har for det meste været en enkelt eller to gange i løbet af en nat, og hun spiste faktisk noget, hyggede ikke kun. Den sidste uges tid har det så været mindre og mindre hun har fået i løbet af natten, så da hun natten til fredag faldt i søvn med det samme, tænkte jeg, at jeg næste nat bare ville tage hende op og give hende sutten. To bab på den og så sov hun. Natten til søndag blev hun passet af hendes farmor og farfar, og der gik hun i seng halv ti og stod op kl. seks. Uden at vågne. I nat vågnede hun lige en enkelt gang, jeg tog hende op, gav hende sutten og hun havde knap fået den i munden, før hun sov.
Så det korte af det lange er, at jeg faktisk ikke ammer mere.
Det er lidt blandet hvordan, jeg har det med det. Trist fordi det betyder, at hun bliver større. Glad fordi det betyder, at hun er nemmere at få passet. Trist fordi hun godt måtte have fået den ekstra beskyttelse sådan noget modermælk giver, lidt længere. Glad fordi nu er det MINE igen. Og jeg skal købe undertøj! Nyt, dyrt og lækkert! Altså når jeg er sikker på, at de ikke ændrer størrelse mere.
