Afhængig
Man kan vælge at være afhængig af mange ting, og normalt vil jeg bare sige chokolade, hvis folk spørger, hvilken form min trang har. Men nej, der er mere.
Der er nu 4 dage til fuldmåne. Ikke noget der normalt dikterer afhængighed, men her i huset betyder det, at undertegnede ikke kan sove. Jeg er åbenbart fuldmåneafhængig. Måden det kommer til udtryk på er, at jeg bare ligger og kigger op i luften og er egentlig ikke specielt træt, når jeg skal sove. Hvad fanden skal det gøre godt for?
Det gode er så, at jeg kan bruge denne tidlige nattetime til at fortælle om weekendens festivitas. To gange fødselsdagsfest og en gang afterparty blev det til i anledningen af Andreas første fødselsdag.
Lørdag var hele min famile på besøg. Det er Andreas mormor, morfar, en grandmoster, en grandkusine, to grandfætre, en grandonkel og en oldemorfar. Oldemormoren må desværre blive hjemme, da hun kun kan sidde i rullestol, og vi bor på anden sal. Der blev givet gaver og der blev spist. Både Brio og Duplo kom til huse, mens vi spiste boller, lagkage og kagekone. Og de skal jo ikke gå sultne hjem, de kære, så der var også hjemmelavede burgere og æblecrumblecake. Og hvis det er sandt, hvad de sagde, så spiste de vist først igen her til morgen.
Søndag var det Tomas’ families tur. Her var det så Andreas farmor, farfar, faster, onkel og tre kusiner. Fine gaver igen – nu er der dyr til en hel bondegård og flere bolde at kaste med - og vi havde ikke lært af lørdagen, så mad var der rigeligt af. Denne gang lasagne og æblekage med makroner foruden de lækre boller. Faktisk så meget at mormoren og morfaren var forbi igen i dag til afterparty med rester. Ikke så ringe endda – tre dages fødselsdagfest, hvem kan prale af at få det?
