Jeg brækker mig, gør vi…

Så hyggeligt det skulle have været. Barnet skulle passes af fasteren. Forældrene skulle til julefrokost. Faderen skulle have startet forældreorlov. Men nej.

Lørdag morgen startede som den skulle med at Andrea og jeg tog til svømning, mens Tomas tog til den sidste dags status på hans arbejde. Jeg følte mig sådan lidt svimmel, da jeg gik hjemad, men tænkte, at jeg bare trængte til noget at spise.
Efter svømning får Andrea noget havregrød og så falder hun i søvn på vej hjem og sover et par timer. Denne gang nåede jeg ikke andet end lige om i gården med hende, gav hende den sut, hun havde tabt og så sagde det “bvadr” og så havde hun brækket sig – mens hun lå og sov. I Voksipose, øre, hat, overtøj, handsker – det hele. Hun var godt nok forvirret, men op kom hun, fik rent tøj på og lidt vand at drikke. 1½ times søvn for lidt gør jo meget for sådan en bette tøs, så ned i barnevognen igen. Hun virkede jo ikke syg, så jeg tilskrev det en blanding af klor og havregrød og en sut i den gale hals. Denne gang kom hun ned med dyne, ny hat og nyt overtøj. 20 minutter senere gør hun det samme stunt. Bræk ud over det hele. Og så lige et par gange på gulvet i løbet af eftermiddagen – og hver gang hun kom ned at ligge i sengen, så hun sov siddende op ad to tykke puder.

Tomas kom hjem omkring kl 16 og 5 minutter senere var jeg ude at brække mig første gang. Så ingen julefrokost til nogen af os, men pasning af syge mennesker til Tomas.
Han påstår, han stadig elsker mig selvom jeg lå midt på stuegulvet og brækkede mig – jeg nåede ikke lige op på badeværelset :(

Søndag skulle vi så til min morfars og mosters fødselsdag – Andrea var frisk nok, og jeg var voksen nok til at kunne klare det. Og det gik da også helt fint – i løbet af eftermiddagen endte jeg med at have det helt godt.

Så blev det mandag og Tomas’ orlov starter og vi skulle rigtig hygge os – ja hurra da. Vi hygger os med, at han brækker sig. Og I ved hvordan mænd er, når de er syge…
Fandeme godt det kun er en 18-24 timers ting – selvom det i Tomas’ tilfælde nok ender med 48 – han lyder i hvert fald, som om han er ved at dø og vrøvler om menigitis, hovedpine, mavekramper og andet pjat ;).

RSS feed for kommentarer til dette indlæg · TrackBack URL

Skriv en kommentar