Glædelig bagjul

Herfra skal der lyde et kæmpe glædelig jul til jer alle.

Vi har hygget os den sidste uge. Udover alle grænser. Altså efter Tomas blev rask. Men så tog vi skam også revanche. Julegaver er blevet købt. Julemad. Og vi har da spist brunch ude en enkelt gang eller to… Det ender med, at barnet vokser op og kun kan finde ud af at spise ude…
Julekort er blevet skrevet og sendt sammen med konfekt til de tre i familien og omgangskredsen, der er så heldige at være på listen. Ja ja, det er skam kun specielt udvalgte, der får sådan noget herfra.

Vi nåede endda også en tur til Tønder. Sidste år opdagede jeg på en zappetur på fjernsynet, at der i Tønder ligger noget, der hedder Det Gamle Apotek. Her er vist alt hvad hjertet kan begære i lys, servietter, julepynt, tremastede skonnertere og julekugler. Det var så meningen, at vi skulle have været afsted sidste tirsdag, men der lå Tomas jo på gravens rand (hvis man spørger ham selv). Heldigvis flaskede alt sig i ugens løb, så vi kom afsted i fredags. Og sikke en dejlig tur – en tur på Klostercafeen for lidt at spise og så på opdagelse i apoteket. Vi kunne have købt meget mere, men Andreas julekugle blev i hvert fald købt.
Klar til en tur i Det Gamle Apotek:

Bagvendt

Og så blev det jul. Og sikke en dejlig julemorgen. Op kl 8 og så morgenmad til Andrea. Lidt morgenhygge og leg og ned at sove. Og så var det dælme med at benytte sig af chancen. Jeg gik i et dejligt langt bad. Tænk sig at have tid til både at barbere ben mv og tage creme på kroppen bagefter – det er sgu stort :) Imens var Tomas i gang i køkkenet. Pandekager med smør og sirup. Scrambled æg. Bacon. Bagels. Yoghurt med frugt. Friskpresset juice. Te og kaffe. Så bliver det ikke bedre. Manglede måske lige en avis, men det går. Og Andrea sov fra det hele, så der var rigtig tid til at sidde og nyde det. Uhm!

Bilen blev læsset med gaver, mad, mand og barn og kursen sat mod Tomas’ forældre i Rønde. Og her blev der også hygget til den store guldmedalje. Fik glarmestersild og varm leverpostej da vi kom. Spiste lidt konfekt og da Andrea skulle sove igen, gik vi forbi en af vores venner, vi lige skulle udveksle en gave med.
Hjemvendt herfra var der en flok der tog i kirke. Ikke mig. Jeg SKAL se Disneys Juleshow, og med kirke kl. 15 turde jeg ikke løbe an på at kunne være tilbage tidsnok. Så jeg blev hjemme med et par unger der tegnede og en svigerfar der tog opvasken. Imens Disney løb over skærmen smuttede og hakkede jeg mandler til ris ala manden, og de hjemvendte fra kirken pyntede juletræ.
Sørme om det ikke endte med at blive et helt pænt træ:

Træ anno 2007


Anden var perfekt – svigermor ville have haft kalkun, men leverandøren havde haft problemer med salmonella i dem, så hun kunne kun købe en and. Waldorf’en var god og med masser af den kunne det da ikke gå galt. Kartofler af både den ene og anden slags og sovs i rigelige mængder gjorde sit til, at vi ikke kunne rokke mange millimeter med ørene efter maden. Men sådan spiller klaveret ikke, så op og røre ris ala manden (jeg sværger til at den skal laves, lige før den skal spises). Mandeliputningskontrollanten betvivler stadig sin kontrol, for sørme om det ikke endte med, at både Tomas og jeg fik mandlen (der var to gaver i år). Så nu kan vi både spise mere chokolade og vaske hænder i uldsæbe – svigermor har taget et stykke sæbe og vådfiltet noget uld rundt om, så når man bruger sæben sliber den godt på huden og man får filtet ulden mere og mere sammen. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå med den.

Juletræet blev jo ikke pyntet for sjov, og jeg tror alligevel aldrig, at jeg har løbet så mange gange rundt om et juletræ. Det ville ingen ende tage -. man blev jo helt svedt. Og fik måske også lige lavet plads til lidt mere konfekt og ris ala mande.
Gaver, gaver og flere gaver senere. Tomas’ mor og os har som sædvanlig tænkt på det samme til ungerne, så de skal bytte lidt. Jeg synes først ikke, at det så ud til, at der var så mange gaver, men hold da op vi har mange med hjem igen. Og jeg glæder mig til at nærstudere dem om lidt for det var nogle gode nogle af slagsen.

Her til morgen har vi fået pandekager og hele baduljen igen. Denne gang med Andrea. Vi kom nemlig først i seng kl 1 (Andrea havde nu sovet lidt i sin farmor og farfars nye seng), og stod heldigvis først op kl 9. Dagen er gået med at se på julegaver, hænge højtalere op (vores gave til hinanden) og have kort besøg af yndlingsvennerne til gavebytning. Og hold da op nogle dejlige sko jeg fik! Ikke dårligt :)

Der hygges med det store morgenbord:

Husets specialitet

RSS feed for kommentarer til dette indlæg · TrackBack URL

Skriv en kommentar