Fars kram*
Tomas fik forleden sin første krammer af Andrea (jeg fik mit bagefter).
Det ser sådan her ud:
Det havde hun lige lært, mens hun var nede at sove. Er det ikke bare det sødeste?
*Tidligere kolleger vil opdage henvisningen ;)
Almindelig i al sin hiphed
Jeg er hip. Jeg er nemlig helt almindelig. Og kan slet ikke noget specielt.
Hvad hipt er der ved det, spørger du sikkert?
Jo for ser du, en direktør (Anne Skare Nielsen) i et “gå-bagom-tendenserne-og kig-ind-i-fremtiden”s firma praler nemlig af at være helt almindelig. Og fortæller, at man bliver ganske ulykkelige af at gå og forsøge at være ualmindelig. Og når en fremtidsforsker (eller hvad vi nu skal kalde hende) siger, at vi alle har gået og forsøgt at være perfekte og ualmindelige, så er den næste trend (det næste modtræk for ikke at være som de andre) jo selvfølgelig, at vi skal være almindelige. Og eftersom at jeg er almindelig, så må jeg jo være hip. Faktisk hip før de hippe, for der er ikke andre almindelige i det her land. Vi skal jo alle være lidt ualmindelige i det.
Artiklen fandt jeg via Mebbe her, og mens jeg sidder og læser om hvor almindelig Anne er, skurrer det mig så slemt i ørerne. For hun siger selv, at hun da også helt bestemt er helt almindelig. Men er hun nu også det?
Gu er hun da ej.
For det første er hun direktør i et firma. Og hvis vi definerer det at være almindelig, som at være som de fleste, så er det da ikke de fleste her i landet, der er direktører.
Ikke bare er hun direktør, næh nej, hun har skam også tidligere været medlem af Etisk Råd. Jamen hvor ualmindeligt kan det da snart blive? Jeg ved ikke med dig, men det er sgu da ikke lige alle mine naboer, der har været det.
Så hun sidder der i al sin ualmindelighed og praler af at være almindelig. Og gør et stort nummer ud af, at hendes børn sjældent har ens sokker på. For det er åbenbart sådan man er almindelig. For det at være almindelig er åbenbart, at man ikke er perfekt og ikke har et hjem som i Bo Bedre.
Bullshit siger jeg bare – du er ikke almindelig, så lad være med at dække dig bag et par uens sokker.
Og hvorfor helvede er det, at et tegn på at være almindelig og uperfekt er ikke at have styr på vasketøjet?
Så blev jeg jo lige pludselig ganske ualmindelig igen. Og dermed ganske uhip.
Blåt øje
Barnet har nu 3 blå øjne. De to hun altid har haft – plus et ekstra rundt om det ene af de to: 
Synderen er to af vores indskudssofaborde og puffen ved sofaen. Hun faldt ikke engang, men væltede kun. Men når man vælter med hovedet ind i to bordkanter, så skal det kunne mærkes. Og i det her tilfælde også ses.
Et hak under øjet, hvor man kan blodsamlingen under huden, og et blåt mærke – med voksende bule – i det yderste af øjenbrynet.
Det skal nok blive pænt blåt i morgen…
Også mig!
Vi var forbi nogle venner i går. Først det ene sted for at fikse et par vandhaner og så det andet sted for at slappe af og grille – og det var da vældig hygsomt. Alt for lang tid siden sidst.
Fælles for begge steder er, at de har have. Mig også ha!
Tænk sig at sidde der i solen med grillen tændt, misser i skyggen fra træet, barnet i sandkassen og blomster i flor.
Det kunne jeg normalt også, men i år er vi jo uden kolonihave, og med den her forsommer, så er det en ekstra torn i øjet.
Vi gør dog det bedste, vi kan for både at ignorere det og leve uden. Vi går aftenture rundt om blokken – puha det kan godt blive dyrt i is - og er på legepladsen nærmest hver dag. Hvilket man jo også bliver nødt til at være, når man er strejkeramt.
En ting er dog sikkert; jeg har en have til næste sommer! Basta! Ellers garanterer jeg ikke for følgerne!
Strejkeramt
Sådan ser en stakkels lille vuggestue-pige ud, når hun er strejkeramt og må nøjes med den lokale legeplads sammen med sin mor, mormor og morfar:
Og så må jeg da vist hellere nævne, at hun sagde mormor i går!
