Et kort men fatalt sygdomsforløb – historien om en kogeplades endeligt
Egentlig har jeg sammen med en kollega gang i en analogi om, at mine kogeplader er en patient, og at jeg da derfor selvfølgelig kan få kogepladens første sygedag og orlov til at passe samme, da kogeplademanden kommer og tager patienten med til indlæggelse. Senere ringer kogeplademanden så og fortæller, at patienten er afgået ved døden, og vi skal nu ud og se os om efter nye kogeplader.
Problemet er bare, at indlægget jeg vil henvise til, hvor jeg skriver om sygdommens opståen også omhandler Andrea og hendes hosten lungevæv op (altså næsten). Så nej, jeg burde jo ikke skrive “patienten afgik ved døden” og linke til indlægget, man kunne jo en forkert opfattelse, men da jeg nu har forklaret det hele, så gør jeg det alligevel: patienten afgik ved døden.
Korte af det lange er, at vi endnu en aften skal lave mad uden komfur. Hvorfor får man sådan lyst til ting, der kun kan laves på komfur, når man er i den situation?
PS: Den anden patient har det fint nu – hoster stadig, men er i vuggestue og har leget med Karoline ude på legepladsen, ikke den samme bluse på hjem som derover og er træt. Så mon ikke det har været dejligt at komme derover igen?
