Så havde jeg sørme lige besøg af George Michael i dag*. Han er sgu blevet ejendomsmægler på sine gamle dage. Og en vældig flink fyr er han. Og han synes vores gulv er flot. Og også vores badeværelse. Og fliserne i køkkenet var fede.
Så han synes jo nok, at den her biks skal være mange millioner værd :)
*Han lignede i hvert fald rigtig meget. Gi ham et par RayBans på, og man kunne godt tro på det.
Og er der så skarpe grænser? Specielt i lige nøjagtig den her situation:
Jeg læste med ovre hos Lis, hvor hun betvivler sine egne pædagogiske evner. Og ihh hvor jeg kender fornemmelsen.
Man er midt i en situtation med barnet, hvor man pludselig indser, at den måde man reagerer på lige nu (og næste gang vi er i samme situation), den har betydning for SÅ meget senere i hendes liv. Og ens måde at være sammen på. Og hendes evne til at omgås hendes veninder. Hvordan hun opfører sig overfor kommende kærester (altså om ca 25 år!). Og hendes svigermor. Og jeg kunne blive ved med at remse områder op, hvor udfaldet er nøje afstemt med min (eller mandens for den sags skyld) måde at agere på i een bestemt situation.
Lis brugte (lidt ufrivilligt) den med at give mindre dessert som straf, fordi barnet har klippet i noget stof, hun ikke skulle klippe i
Som jeg skriver i min kommentar, så ville jeg have valgt en timeout/skammekrog (og nej, sådan en er ikke på værelset, hvis du spørger mig. Den er f.eks. på trappen i gangen. Værelset skal ikke være et sted man bliver sendt hen som afstraffelse).
Men har jeg ret? Er det bedre at give mindre dessert? Burde hun bare sendes på værelset istedet for gangen? Eller ingen af delene, men bare have en forklaring om, at det ikke er i orden.
Hvad er rigtigt/bedst?
Og jeg ved godt, at “bare du elsker hende, og viser hende det, så kan du ikke gøre noget forkert” er mantraet, men hey, det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig er der da en måde at gøre tingene på, som er bedre end andre. Men hvilken spørger jer? Og hvor ringer man hen og får den forklaret i forhold til nøjagtig den situation, man står i?
Min situation var i forgårs (to gange faktisk).
Barn og jeg er i Brugsen. Skal bare hente to ting og hun er på sin trehjulede cykel. Hun kører fint frem og tilbage, men opdager så pludselig, at man kan køre en anden vej ned til mælken end den mor går (og bør hun egentlig køre på cykel inde i Brugsen? Der var ikke mange mennesker, og hun plejer at gøre det ordentligt. Kan vel være ét fedt om det er kurv eller cykel hun kører med? Eller hur?).
Det går lystigt med at køre, og så længe hun sådan nogenlunde følger med mig er det ok. Men da vi så skal op til kassen for at stå i kø, drøner hun ned i den anden ende af butikken (og man kan altså godt køre hurtigt på sådan en cykel, skal jeg lige hilse at sige). Jeg ved godt, at det bliver kun værre, hvis jeg løber efter hende, og der er måske heller ikke grund til at hele Brugsen opdager os cykle og løbe hele biksen igennem, så jeg går bare stille og roligt efter hende.
Jeg finder hende, og får forklaret, at jeg ikke vil ha, at hun skriger så højt og at hun skal med op til kassen nu. Det går fint nok – halvdelen af Brugsen igennem hvorefter hun fiser afsted igen. Mig efter hende igen og denne gang løfter jeg stemmen lidt og holder hende i armen, så hun står stille og ser lidt vred ud, mens jeg fortæller, at nu skal hun stoppe med det, og vi skal op og betale.
Men hvorfor skal det være nødvendigt? Altså at hæve stemmen og blive lidt sur. Er det bare en nødvendig ting, når de ikke er større og ikke helt fatter, hvad man mener? Burde man kunne forklare sig ud af tingene, eller virker den slags ikke på den størrelse?
Anden situation samme aften: jeg skal til at børste tænder og lægge hende i seng. Hun siger, hun ikke vil have børstet tænder, og jeg fortæller hende, at hvis man ikke børster tænder, så kommer Karius og Baktus og hamrer i tænderne, men hvis man børster dem, så dukker de ikke op.
Hun begynder at få lidt våde øjne og spørger om det gør ondt. Ja det gør ondt, hvis Karius og Baktus hamrer i tænderne, men man skal bare bruge sin tandbørste, så kommer de ikke.
Får man så plaster på? Nej, man kan ikke få plaster på tænderne skat.
Bævende underlæbe og våde øjne “far skal putte mig!”
Jeg tænkte jo bare, at hun måske kunne forholde sig til, at der dukker sådanne to små fyre op, hvis man ikke børster tænder, så det er jo bare med at komme igang med tandbørsten.
Hvad gør man i den situation? Jeg gider ikke være den slags mor, der ikke accepterer, at barnet ikke synes det er fedt at få børstet tænder. Altså de bliver jo selvfølgelig børstet, men før vi tager “hårdt fat” og bare gør det, så kunne man måske lige snakke sig til det.
Er det håbløst naivt at tro det, når hun ikke er ældre?
Har I nummeret på en 24 timers hotline?
Fandeme godt det ikke er mig, der er fast læser af denne blog. Hvis der altså findes sådan nogen (tilbage)…
Well, jeg har lavet så meget andet. Jeg har bl.a. fundet mig en hobby. Måske jeg egentlig hele tiden har haft den, men først nu, i mit 34. år, har jeg åbenbart fundet ud af, at jeg synes det er hyggeligt, sjovt og afslappende at sidde foran symaskinen.
Man skal jo heller ikke fornægte, at man ikke kan sy i det rene luft, men man bliver jo nødt til at have noget stof at sy sammen, så det er jo en hobby med basis for en række fremtidige indkøb!
Og jeg har allerede været igang. Jeg mener jo, at man ikke skal gå ned på gear, så jeg har købt lidt forskelligt værktøj – har sågar snakket om en ny og sej maskine for mine SP-penge, men det lader vi lige blive ved snakken.
Jeg har også købt stof, og jeg er endda kommet så langt, at jeg også har syet et par ting. Det startede faktisk tidligere på året (se flere billeder på Flickr af syede sager), men nu er det nærmest blevet en vedtagen regel her i huset, at jeg er at finde foran symaskinen, når jeg ikke lige er på arbejde eller Andrea har brug for mig.
Det vildeste jeg har kastet mig ud i, er at tilmelde mig denne gruppe på Flickr: http://www.flickr.com/groups/oldredbarncoquiltalong2009/
Jeg fulgte dog kun med på sidelinien til den første quilt, men den næste har jeg stoffet klar til. Venter bare (u)tålmodigt på direktioner der starter på mandag. Det er en fantastisk flok kvinder (og en enkelt mand, så vidt jeg kan se), der er fuld af gode råd og opmuntringer.
Faktisk er en af dem ved at sende et nyt blad til mit rulleskærer – et blad hun har liggende og ikke bruger, men som jeg lige står og mangler. Ufatteligt hvad man kan bruge det her internet til :)
Nå, men alt i dette comeback-indlæg skal jo ikke gå op i min nyfundne hobby. Der var jo også noget med, at vores badeværelse var blevet færdig, ikke? (selvom det nu egentlig også kan karakteriseres som en hobby her i huset – at bygge om, altså)
Åhh jo, og jeg siger bare: Bo Bedre, I må gerne komme at kigge! Jeg er simpelthen så smaskforelsket i det, og har ikke noget at udsætte på det. Hvilket er MEGET ulig mig, da jeg hurtigt finder på noget, der skulle have været lavet anderledes. Jeg har ikke fundet noget endnu (eller det har jeg jo, men det er virkelig småting).
Billeder siger du? Jamen selvfølgelig da! (og så ser man dem og så yder de det slet ikke retfærdighed. Øv. Men nu er jeg også tæt på at være verdens dårligste fotograf.)
Det var da vist også noget med en Hamborgtur? Ohhhh, I tell you! Det var SÅ lækkert. Brugte det hvide ud af øjnene på at bo her 1 dag og tilbringe den i Wellnessområdet og blive masseret, trykket, aet, skrubbet og alt muligt andet behageligt på. Uhm.
De første to dage var vi her – helt fint sted. Ligger lige to gader bag banegården, og går man til venstre for enden af vejen ender man i det vildeste luder og lommetyve kvarter, men går man til højre er der masser af små restaurenter, sjove butikker og herlig stemning. Cool.
Og hvor var det mærkeligt ikke at være spærret inde om aftenen. Man kunne rent faktisk komme hjem på hotellet kl 18, tage sig en lille lur, vaske sig lidt og SÅ gå ud at spise. Ihh hvor dejligt. Og barnet? Hun råhyggede sig vist derhjemme med mormoren og morfaren – spurgte kun efter os een gang. Jamen altså hvor skønt (så kan vi jo også gøre det igen uden at have dårlig samvittighed ;) ).
Og barnet hun bliver kun større og større og større.
Er faktisk (næsten) holdt op med at bruge ble. Har den kun på om natten for en sikkerhedsskyld (og når hun skal lave lort – sådan noget gør man åbenbart ikke på toilettet. Forleden RÅBTE hun inde fra sengen kl. 5 om natten; “JEG SKAL TISSE”! Jamen så må hun jo op og ud på toilet :)
Og hun snakker. Og snakker. Og er så dygtig til det. Og siger sådan nogle søde ting – og min opgave i aften er lige at komme i tanken om dem og skrive dem ned. Håber jeg kan huske dem, men for fanden altså – jeg render jo ikke lige rundt med en blok hele tiden og får skrevet ned.
Synger gør hun også. Meget og usædvanligt flot (hvis man spørger nære familiemedlemmer – men et par enkelte udefra har nu også kommenteret det positivt). Og hun er begyndt at holde hånden op for munden som en mikrofon.
Måske hun står på en scene om 20 år og fortæller, at hun har sunget siden hun var 2, og gik rundt og sang ind i hårbørsten? Jeg tror det :)
Midt i alt vore feriehalløj var der jo sådan set også to af veninderne, der endnu engang nedkom med et styk barn (hver forstås). Den ene en pige og den anden en dreng. Og de er søde og små og nej, jeg skal IKKE have flere.
Nå, men var det ikke det for denne omgang? Op på hesten igen, og gang i skrivningen. Som min mor sagde; “Julia Lahme holder pause – det er din chance”. Så her er jeg.
Og hvis I ikke kan finde mig her, så kan I finde mig her:
15 forespørgelser. 0,595 sekunder.
Hvor intet andet er angivet, tilhører al materiale bloggens ejer.
Køres af WordPress
·
Design by Beccary and Weblogs.us
·
XHTML
·
CSS
