Hello World

Fandeme godt det ikke er mig, der er fast læser af denne blog. Hvis der altså findes sådan nogen (tilbage)…

Well, jeg har lavet så meget andet. Jeg har bl.a. fundet mig en hobby. Måske jeg egentlig hele tiden har haft den, men først nu, i mit 34. år, har jeg åbenbart fundet ud af, at jeg synes det er hyggeligt, sjovt og afslappende at sidde foran symaskinen.
Man skal jo heller ikke fornægte, at man ikke kan sy i det rene luft, men man bliver jo nødt til at have noget stof at sy sammen, så det er jo en hobby med basis for en række fremtidige indkøb!
Og jeg har allerede været igang. Jeg mener jo, at man ikke skal gå ned på gear, så jeg har købt lidt forskelligt værktøj – har sågar snakket om en ny og sej maskine for mine SP-penge, men det lader vi lige blive ved snakken.
Jeg har også købt stof, og jeg er endda kommet så langt, at jeg også har syet et par ting. Det startede faktisk tidligere på året (se flere billeder på Flickr af syede sager), men nu er det nærmest blevet en vedtagen regel her i huset, at jeg er at finde foran symaskinen, når jeg ikke lige er på arbejde eller Andrea har brug for mig.

Det vildeste jeg har kastet mig ud i, er at tilmelde mig denne gruppe på Flickr: http://www.flickr.com/groups/oldredbarncoquiltalong2009/
Jeg fulgte dog kun med på sidelinien til den første quilt, men den næste har jeg stoffet klar til. Venter bare (u)tålmodigt på direktioner der starter på mandag. Det er en fantastisk flok kvinder (og en enkelt mand, så vidt jeg kan se), der er fuld af gode råd og opmuntringer.
Faktisk  er en af dem ved at sende et nyt blad til mit rulleskærer – et blad hun har liggende og ikke bruger, men som jeg lige står og mangler. Ufatteligt hvad man kan bruge det her internet til :)

Nå, men alt i dette comeback-indlæg skal jo ikke gå op i min nyfundne hobby. Der var jo også noget med, at vores badeværelse var blevet færdig, ikke? (selvom det nu egentlig også kan karakteriseres som en hobby her i huset – at bygge om, altså)
Åhh jo, og jeg siger bare: Bo Bedre, I må gerne komme at kigge! Jeg er simpelthen så smaskforelsket i det, og har ikke noget at udsætte på det. Hvilket er MEGET ulig mig, da jeg hurtigt finder på noget, der skulle have været lavet anderledes. Jeg har ikke fundet noget endnu (eller det har jeg jo, men det er virkelig småting).
Billeder siger du? Jamen selvfølgelig da! (og så ser man dem og så yder de det slet ikke retfærdighed. Øv. Men nu er jeg også tæt på at være verdens dårligste fotograf.)

Det var da vist også noget med en Hamborgtur? Ohhhh, I tell you! Det var SÅ lækkert. Brugte det hvide ud af øjnene på at bo her 1 dag og tilbringe den i Wellnessområdet og blive masseret, trykket, aet, skrubbet og alt muligt andet behageligt på. Uhm.
De første to dage var vi her – helt fint sted. Ligger lige to gader bag banegården, og går man til venstre for enden af vejen ender man i det vildeste luder og lommetyve kvarter, men går man til højre er der masser af små restaurenter, sjove butikker og herlig stemning. Cool.
Og hvor var det mærkeligt ikke at være spærret inde om aftenen. Man kunne rent faktisk komme hjem på hotellet kl 18, tage sig en lille lur, vaske sig lidt og SÅ gå ud at spise. Ihh hvor dejligt. Og barnet? Hun råhyggede sig vist derhjemme med mormoren og morfaren – spurgte kun efter os een gang. Jamen altså hvor skønt (så kan vi jo også gøre det igen uden at have dårlig samvittighed ;) ).

Og barnet hun bliver kun større og større og større.
Er faktisk (næsten) holdt op med at bruge ble. Har den kun på om natten for en sikkerhedsskyld (og når hun skal lave lort – sådan noget gør man åbenbart ikke på toilettet. Forleden RÅBTE hun inde fra sengen kl. 5 om natten; “JEG SKAL TISSE”! Jamen så må hun jo op og ud på toilet :)

Og hun snakker. Og snakker. Og er så dygtig til det. Og siger sådan nogle søde ting – og min opgave i aften er lige at komme i tanken om dem og skrive dem ned. Håber jeg kan huske dem, men for fanden altså – jeg render jo ikke lige rundt med en blok hele tiden og får skrevet ned.

Synger gør hun også. Meget og usædvanligt flot (hvis man spørger nære familiemedlemmer – men et par enkelte udefra har nu også kommenteret det positivt). Og hun er begyndt at holde hånden op for munden som en mikrofon.
Måske hun står på en scene om 20 år og fortæller, at hun har sunget siden hun var 2, og gik rundt og sang ind i hårbørsten? Jeg tror det :)

Midt i alt vore feriehalløj var der jo sådan set også to af veninderne, der endnu engang nedkom med et styk barn (hver forstås). Den ene en pige og den anden en dreng. Og de er søde og små og nej, jeg skal IKKE have flere.

Nå, men var det ikke det for denne omgang? Op på hesten igen, og gang i skrivningen. Som min mor sagde; “Julia Lahme holder pause – det er din chance”. Så her er jeg.
Og hvis I ikke kan finde mig her, så kan I finde mig her:

Mit syværelse / my sewing room

13 Kommentarer »

  1. Randi sagde,

    onsdag 15. juli 2009 kl. 16:15

    Hold da op, jeg er misundelig på både badeværelse OG syværelse!
    Fede detaljer i badet – lækker, lækker, kæmpebruser!
    Og så er det sgi smart med den skabsymaskine! En af grundene (baby er selvfølgelig en anden vægtig grund) til at jeg ikke får syet i øjeblikket er præcis at det er et hyr pakke maskinen frem og tilbage og da det foregår i stuen holder det bare ikke med sy-ting udover det hele i dagevis.

  2. Puk sagde,

    onsdag 15. juli 2009 kl. 17:54

    Altså lige omkring badeværelset har jeg det RET svært med falsk beskedenhed, så jeg siger rent ud: “det kan du også roligt være” :)
    Ja, så er der jo lige det med kæmpebruseren – jeg bruger den aldrig. Mand og barn bruger den, men jeg gør ikke. Godt nok har vi trukket nye rør i vores lejlighed, men når det stadig er små, gamle rør op til lejligheden, så er der ikke meget at gøre med vandtrykket.
    Så der kommer faktisk for lidt vand ud (hvis du spørger mig).

    Nemlig – møgirriterende at skulle hive den maskine frem og tilbage. Også derfor jeg besluttede, at den stationære pc der stod i skabet – og hvor tastaturet lå på træk-ud-hylden – den skulle ud. Sådan en bliver jo ikke brugt, når der står en bærbar på spisebordet.

    Men det er skam nemt nok at lave en skabssymaskine – bare et skab fra IKEA, en udtrækshylde uden front (har faktisk også pillet bagkanten af, så der var plads til ledningen) og så er du kørende.

    Men så vidt jeg husker, så var det da vist noget med et kæmpe tøjskab hos jer? Det er JEG til gængæld misundelig på :)

  3. Randi sagde,

    onsdag 15. juli 2009 kl. 19:40

    Hæhæ, det kan DU også roligt være – altså misundelig på skabet :-) Jeg nyder det dagligt – især når jeg skal vælge sko fra udtræksskohylden ;-)

  4. Puk sagde,

    onsdag 15. juli 2009 kl. 21:23

    Ohh jamen udtrækshylden – den har jeg skam: http://www.flickr.com/photos/bakbilleder/3723800419/

    Og den er eddermanme smart sådan en!

  5. Randi sagde,

    torsdag 16. juli 2009 kl. 17:42

    Øj, hvor du kan! Ja, jeg har kun en enkelt hylde til sko – men der er altså heller ikke plads til dem allesammen, så resten står enten rundt omkring eller i kasser inde i skabet ;-) Anton har tre par sko: Et par kondisko, et par klipklappere og et par morfartøfler. Thats it – så han har slet ingen skohylde :-D

  6. Puk sagde,

    torsdag 16. juli 2009 kl. 22:34

    3 par sko?
    Hvordan kan man kun have 3 par sko? Jeg forstår det ikke! :)

    Tomas havde vist også kun et enkelt eller to par for 15 år siden, men nu er han så småt ved at lære det – et par til hver stil og lejlighed. Og så i forskellige farver :)

  7. iBaby sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 13:30

    Argh! Hold OP med at vise seje ting til hjemmet – bliver jo helt misundelig! Sejt badeværelse! Sej udtrækshylde til sko (fatter heller ingenting af, hvordan man kan nøjes med 3 par sko. Det gør HDD heller ikke, så han er efterhånden ved at overhale mig i skosamling. Grrr). Og sejt symaskineskab.

    Jeg har faktisk pønset på at begynde at sy, men eftersom jeg ikke ejer en symaskine og derfor skal ud og investere, skal jeg vist lige overveje noget mere. Og så er der jo også lige det der med, om jeg mon kan finde ud af det – det er trods alt nogen tid siden, jeg tog mit symaskine-kørekort dengang i 2. klasse… :-)

  8. Puk sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 14:16

    Jamen det undskylder jeg da så mange gange – men så er det her nok ikke bloggen, du skal følge med på. Har en indretningsarkitekt gemt i maven og gør hvad jeg kan få at få den ud :)
    Og nu er lejligheden her snart færdig, og hvad gør man så?

    Du skal nok komme efter HDD med skoene, når du er færdig med barsel og et nummer større fødder – mine blev nemlig mindre igen efter en midlertidig STOR 39. Men først da barnet var ca 1½ år. Men så kunne jeg også passe alle de gamle igen, og købe nye i 39 uden at knække tæerne.

    Mht syning så kan jeg kun sige “spring ud i det”. Det er vitterligt ikke svært – hvis man lader være med at vælge alt for svære mønstre selvfølgelig. Men til husbehov er det ret nemt. Så er det jo bare ligeud for at sy sammen og zigzag for at forhindre det i at trævle (eller en fransk syning – meget nemmere og pænere hvis du spørger mig).
    Og hvis du ikke ved, hvor meget du vil gøre ved det, så ville jeg springe på en maskine fra Bilka til en god tusse (er det ikke sådan de koster derude?). Den bør snildt kunne klare det, hvis det bare er en nederdel hist og et par bukser pist.
    Det kan også være, at der en god brugt at finde et eller andet sted.

  9. Puk sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 14:16

    Og forresten, selv JEG er misundelig på det badeværelse. Tænk sig hvis man var så lækker at se på selv :)

  10. iBaby sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 16:43

    Hvis du mangler projekter efter jeres egen lejlighed, så er du velkommen til at komme og fikse vores. :-) Eller… den skal alligevel bare sælges, så det er nok skønne spildte kræfter; så får jeg jo ikke selv glæde af det. :-)

    Glæder mig til mine fødder bliver helt sig selv igen. De er på vej til at skrumpe igen (heldigvis), men der er stadig nogle af stilletterne, jeg ikke kan klemme mig ned i. Nok godt det samme, eftersom de ikke er så velegnede til lange traveture med barnevognen.

    Tak for tip med symaskinen. Må i Bilka og kigge – kunne være ret så hyggeligt at kunne sy lidt hist og pist. Måske ovenikøbet noget til Øglen, hvis jeg rigtigt får blod på tanden. Sådan noget overlock-noget (hedder det overhovedet dét?) har man ikke brug for som glad nybegynder, har man?!

  11. Puk sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 17:40

    Det er vist også der vi er med vores lejlighed. Synd og skam, for det er nu et dejligt badeværelse – men så må vi jo bare lave et nyt.

    Vi mødtes i mødregruppen en gang om ugen, og jeg var altid pænt klædt på. Høje hæle, smykker – det hele. Fandeme med at benytte sig af chancen, når man ikke er på travetur, men bare sidder stille og drikker the og snakker og ammer :)

    Så faktisk lige reklamen fra Jysk – der har de en lille Singermaskine til 800 kr. Den ligner helt klart noget, man godt kunne bruge som førstegangsmaskine.

    Yup det hedder overlock, og jeg har længe ønsket mig en. Det er jeg holdt op med, efter jeg er begyndt at lave franske sømme. Meget pænere! Se selv: http://www.youtube.com/watch?v=nvb2TaHUu-U
    Så nej, overlock behøver du ikke.

  12. iBaby sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 18:17

    Smykker, tjek! Make-up – tjek! Nogenlunde pænt tøj – tjek! Høje hæle – minus-tjek! Tror, mit balancecenter har rykket sig i graviditeten; er i hvert fald ikke lige så sikker på høje hæle nu, som jeg var præ-Øglen.

    Jeg vil straks tjekke Jysk og deres maskine ud. Tak for endnu et tip. :-) Og for linket til de franske sømme. Det ser jo ganske fikst (og relativt enkelt, faktisk?) ud. Ingen overlock til mig, så. Synes også de ser så komplicerede ud…

  13. Puk sagde,

    fredag 17. juli 2009 kl. 18:24

    Du skal bare ha en uge på det pulserende arbejdsmarked – så er du helt i balance igen :)

    Åh ja, tanken om at skulle tråde så mange tråde. Har aldrig prøvet det, men er sikker på, man kunne få lidt sved på panden.

    Jeg har også tidligere tænkt, at det var svært, men det er piece of cake at lave dem. Og hvis man så lægger “flappen” ned og syr den fast (så det kommer til at ligne ydersømmen på et par cowboybukser), så ser det ikke bare godt ud, men der hænger ikke sådan en flap og kilder på benet (eller armen eller hvor man nu er).

RSS feed for kommentarer til dette indlæg · TrackBack URL

Skriv en kommentar