Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

af Puk fredag 17. juli 2009 kl. 15:10 i Andrea, Dagligdagen

Og er der så skarpe grænser? Specielt i lige nøjagtig den her situation:

Jeg læste med ovre hos Lis, hvor hun betvivler sine egne pædagogiske evner. Og ihh hvor jeg kender fornemmelsen.
Man er midt i en situtation med barnet, hvor man pludselig indser, at den måde man reagerer på lige nu (og næste gang vi er i samme situation), den har betydning for SÅ meget senere i hendes liv. Og ens måde at være sammen på. Og hendes evne til at omgås hendes veninder. Hvordan hun opfører sig overfor kommende kærester (altså om ca 25 år!). Og hendes svigermor.  Og jeg kunne blive ved med at remse områder op, hvor udfaldet er nøje afstemt med min (eller mandens for den sags skyld) måde at agere på i een bestemt situation.

Lis brugte (lidt ufrivilligt) den med at give mindre dessert som straf, fordi barnet har klippet i noget stof, hun ikke skulle klippe i
Som jeg skriver i min kommentar, så ville jeg have valgt en timeout/skammekrog (og nej, sådan en er ikke på værelset, hvis du spørger mig. Den er f.eks. på trappen i gangen. Værelset skal ikke være et sted man bliver sendt hen som afstraffelse).
Men har jeg ret? Er det bedre at give mindre dessert? Burde hun bare sendes på værelset istedet for gangen? Eller ingen af delene, men bare have en forklaring om, at det ikke er i orden.
Hvad er rigtigt/bedst?
Og jeg ved godt, at “bare du elsker hende, og viser hende det, så kan du ikke gøre noget forkert” er mantraet, men hey, det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig er der da en måde at gøre tingene på, som er bedre end andre. Men hvilken spørger jer? Og hvor ringer man hen og får den forklaret i forhold til nøjagtig den situation, man står i?

Min situation var i forgårs (to gange faktisk).
Barn og jeg er i Brugsen.  Skal bare hente to ting og hun er på sin trehjulede cykel. Hun kører fint frem og tilbage, men opdager så pludselig, at man kan køre en anden vej ned til mælken end den mor går (og bør hun egentlig køre på cykel inde i Brugsen? Der var ikke mange mennesker, og hun plejer at gøre det ordentligt. Kan vel være ét fedt om det er kurv eller cykel hun kører med? Eller hur?).
Det går lystigt med at køre, og så længe hun sådan nogenlunde følger med mig er det ok. Men da vi så skal op til kassen for at stå i kø, drøner hun ned i den anden ende af butikken (og man kan altså godt køre hurtigt på sådan en cykel, skal jeg lige hilse at sige). Jeg ved godt, at det bliver kun værre, hvis jeg løber efter hende, og der er måske heller ikke grund til at hele Brugsen opdager os cykle og løbe hele biksen igennem, så jeg går bare stille og roligt efter hende.
Jeg finder hende, og får forklaret, at jeg ikke vil ha, at hun skriger så højt og at hun skal med op til kassen nu. Det går fint nok – halvdelen af Brugsen igennem hvorefter hun fiser afsted igen. Mig efter hende igen og denne gang løfter jeg stemmen lidt og holder hende i armen, så hun står stille og ser lidt vred ud, mens jeg fortæller, at nu skal hun stoppe med det, og vi skal op og betale.
Men hvorfor skal det være nødvendigt? Altså at hæve stemmen og blive lidt sur. Er det bare en nødvendig ting, når de ikke er større og ikke helt fatter, hvad man mener? Burde man kunne forklare sig ud af tingene, eller virker den slags ikke på den størrelse?

Anden situation samme aften: jeg skal til at børste tænder og lægge hende i seng. Hun siger, hun ikke vil have børstet tænder, og jeg fortæller hende, at hvis man ikke børster tænder, så kommer Karius og Baktus og hamrer i tænderne, men hvis man børster dem, så dukker de ikke op.
Hun begynder at få lidt våde øjne og spørger om det gør ondt. Ja det gør ondt, hvis Karius og Baktus hamrer i tænderne, men man skal bare bruge sin tandbørste, så kommer de ikke.
Får man så plaster på? Nej, man kan ikke få plaster på tænderne skat.
Bævende underlæbe og våde øjne “far skal putte mig!”
Jeg tænkte jo bare, at hun måske kunne forholde sig til, at der dukker sådanne to små fyre op, hvis man ikke børster tænder, så det er jo bare med at komme igang med tandbørsten.
Hvad gør man i den situation? Jeg gider ikke være den slags mor, der ikke accepterer, at barnet ikke synes det er fedt at få børstet tænder. Altså de bliver jo selvfølgelig børstet, men før vi tager “hårdt fat” og bare gør det, så kunne man måske lige snakke sig til det.
Er det håbløst naivt at tro det, når hun ikke er ældre?

Har I nummeret på en 24 timers hotline?