Skal vi stege hanekyllinger?

Ahhh her er dejlig varmt. 21 dejlige grader i den spisestue vi tidligere ikke kunne få op på mere end 18. Forskellen? Fra den her:

IMG_1288

Til den her:

IMG_2675

Sikke en forskel. Både på varmen og på mængden af forbrugt træ. Vi bruger ca 1/3 af hvad vi brugte i pejsen.
Der er også en anden forskel. Væggen. Den var godt nok ikke synderligt køn før, men det har da hjulpet, at der kom lidt puds på den. Så skal den (og resten af rummet) bare males.
Og læg i øvrigt lige mærke til misserne – totalt splatkatte :)

Faktisk kan den lille ovn levere så meget varme, at til fejring af min fødselsdag i søndags, måtte vi have terrassedøren op, så der kunne komme frisk kølig luft ind og brugt fugtig varme ud. Gad vide hvad naboerne har tænkt med alt den dug på ruderne i spisestuen – det var helt umuligt at se ud.

Apropos fødselsdag; en dejlig dag fredag med ikke mindre en FANTASTISK bearnaisesauce kreeret af manden (og så er jeg jo lykkelig) og ganske underholdende film i biffen. Og drinks endda. Jamen altså. Men jeg bringer her en advarsel; tag ikke på Stiften i den tro, at de kan servere Caipirinhas. Det kan de IKKE! De bruger både brun rom og danskvand (hvis man ikke når at stoppe dem). Den brune rom med sukker, lime og is smager da godt nok, men det har intet med en Caipirinha at gøre. Uanset hvad Dennis Knudsen-look-a-like bartenderen siger. Nå så!

Apropos noget der ikke har noget med det det bliver kaldt at gøre. Den nye Sherlock Holmes film. Den har intet med Sherlock Holmes at gøre – udover navnene. Men den er fin som fredagsfilm. Og så ser man altså Robert Downey Jr. i bar (og veltrænet) overkrop i den…
Hvis man skal se Sherlock Holmes, så fås det ikke bedre end dem de sender på DR2 fredage kl. 20. Det er KLASSE! Og nu vil jeg gå ind og se den fra i fredags.

RSS feed for kommentarer til dette indlæg · TrackBack URL

Skriv en kommentar