Halløj hverdag!

Så så man lige mig lande lige midt i hverdagen! Og det endda i den halvslemme af slagsen. Nyt arbejde blev påbegyndt i går, transporttid på 45 minutter aftestet, og puha der skal da vist lige findes den rigtige rute! Barn syg med 40 i feber i aftes, men så er det da godt, at manden kan snuppe barnets første sygedag. Synes jeg måske ikke lige, jeg ville præsentere dem for på andendagen. Det var en ting at komme 4 minutter for sent, fordi jeg måtte vende om efter madpakken, da jeg var kørt…
Men altså, jeg kører 7.15, og er hjemme 16.45 – medmindre jeg lige skal handle på vejen, for så er den jo nok 17.15 – og det er godt nok noget af en omvæltning i forhold til, hvad jeg tidligere har været vant til.

Skulle jeg lige runde weekendens tur til det Sjællandske? Puha det var godt! På flere måder – maden var FANTASTISK på Paté Paté, og deres vine lige så. Det f.eks. et studie i, hvor forskellige den samme drue kan smage i to forskellige flasker. Priserne var ganske rimelige, og jeg er stadig positivt overrasket over min regning på trods af drink, 2 retter mad og 3 flasker vin.
Der var grin og snak og en helvedes masse dans – så meget, at jeg havde helt ondt i lægmusklerne søndag, og der var en fantastisk masse alkohol! Blev dog alligevel enig med mig selv om, at det måske var meget godt, at Karrie Bar ikke havde Sorte Svin på menukortet…
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i byen og danse, og i det hele taget hvornår jeg var så dejlig fuld. Jeg havde det SKØNNO! Eneste ulempe er manglende stemme, så min første arbejdsdag var iført hæs, sensuel drukstemme.

Turen i bilen med drengene inkluderede samtaler om økologisk sex, Fiat Brava’er med faldstamme, engelske englænder, våde værtshuse og så må jeg nok erkende, at jeg er ophavskvinde til en af weekendens sjoveste indslag:
Vi sidder søndag og spiser morgenmad, jeg kigger ud af vinduet på et stort kastanjetræ i gården og siger; “nej se et egern! Se der, et gråt et der sidder og spiser nødder!”
De andre i kor: Puk, det er en due!

Ahem… Og jeg har da ellers lige købt nye briller. Drengene var lidt bekymret, da det var mig der skulle køre bilen, men aftalen blev, at de skulle holde øje med eventuelle egern på vejen, og så skulle jeg nok forsøge at undvige dem… Jeg behøver vel ikke at nævne, hvor mange egern drengene så?

2 Kommentarer »

  1. Jan sagde,

    tirsdag 28. september 2010 kl. 17:56

    Hvis du ikke har set ‘Bjørnebrødre’ så skynd dig at se den!!

    Noget med en elg……..og et egern….måske!

  2. Puk sagde,

    onsdag 29. september 2010 kl. 14:19

    Åh nej da – elge er så voldsomme at køre ind i. Men måske man kan hoppe over?

RSS feed for kommentarer til dette indlæg · TrackBack URL

Skriv en kommentar