Jo det var rart

Jeg ringede til forsikringsselskabet igen – og halløj, jeg fik faktisk samme svar som første gang, jeg ringede til dem. SÃ¥ nu er det to ens svar ud af tre samtaler. Procentsatsen bliver bedre og bedre…
Imens venter jeg blot pÃ¥, at pengene bliver overført. Jeg tror ikke helt pÃ¥ noget, førend jeg ser det…

1 Kommentar

SÃ¥ er det begyndt

MÃ¥tte skrabe is af forruden her til morgen…
Og der var -2 grader.

2 Kommentarer

Hej?

Jamen hov, der forsvandt jeg da vist lige. En uge hjemme med barn og en weekend i sommerhus med venner – puha det kan da tage pusten fra de fleste :)

Til gengæld har vi haft gæster siden sidst. Og det var sgu hyggeligt. Og endte sent. Og sørme om ikke vi har fÃ¥et gang i vores hverandetugentlige madspiseklub. Og det var ogsÃ¥ hyggeligt – og ingen af børnene kom til skade denne gang.
Og jeg har endda være gæst. Alene. Hos hus-præsten der holdte fødselsdag en almindelig torsdag kl 11 om formiddagen. For hvornÃ¥r kan en præst ellers? Og det var ogsÃ¥ skrækkelig hyggeligt – og alt for længe siden sidst.

Og sÃ¥ var der jo lige weekenden pÃ¥ Helgenæs i lÃ¥nt sommerhus med bedstevennerne. Ahh to herlige dage – altsÃ¥ da de endelig fik lov til at sejle herover, for det blæste da godt nok noget fredag aften.
Så skønt at være sammen med de to mennesker for hvor får man snakket og været sammen (og sovet 1½ times middagslur), når man har en hel weekend.
Vi glæder os allerede til næste gang.

Og sÃ¥ gjorde jeg lige et indkøb i fredags – et lækkert (og lidt dyrt) et af slagsen, men det mÃ¥ blive en anden dag, I fÃ¥r det at se.
Ihh sikke en spoiler, hva?

4 Kommentarer

Godt nyt?

Nu siges det jo, at intet nyt er godt nyt, sÃ¥ jeg kan hermed konkludere, at her gÃ¥r helt vild godt…

Seriøst, der er intet at berette herfra. Vi oplever ingen sjove ting, spiser ikke et eller andet supergodt (eller dÃ¥rligt) mad. Besøger ikke nogen mennesker. FÃ¥r ikke besøg af nogen mennesker. Kort sagt vi gÃ¥r pÃ¥ arbejde og i vuggestue og kommer hjem og fikser lidt pÃ¥ gangen (ufatteligt hvor lang tid “de sidste smÃ¥ting” altid tager) og spiser lidt mad.

Så altså; intet nyt herfra.

Men kender du nogen, der vil købe en lejlighed: http://www.home.dk/sag/620C2461

8 Kommentarer

OBS*

Jeg kan oplyse, at Sumersby æblecider IKKE smager godt til risengrød med smørklat og kanelsukker.

Bare lige så I andre ikke laver samme fejl.

* Oplysninger til Borgere i Samfundet

Kommentarer lukket til OBS*

Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Og er der så skarpe grænser? Specielt i lige nøjagtig den her situation:

Jeg læste med ovre hos Lis, hvor hun betvivler sine egne pædagogiske evner. Og ihh hvor jeg kender fornemmelsen.
Man er midt i en situtation med barnet, hvor man pludselig indser, at den måde man reagerer på lige nu (og næste gang vi er i samme situation), den har betydning for SÅ meget senere i hendes liv. Og ens måde at være sammen på. Og hendes evne til at omgås hendes veninder. Hvordan hun opfører sig overfor kommende kærester (altså om ca 25 år!). Og hendes svigermor.  Og jeg kunne blive ved med at remse områder op, hvor udfaldet er nøje afstemt med min (eller mandens for den sags skyld) måde at agere på i een bestemt situation.

Lis brugte (lidt ufrivilligt) den med at give mindre dessert som straf, fordi barnet har klippet i noget stof, hun ikke skulle klippe i
Som jeg skriver i min kommentar, så ville jeg have valgt en timeout/skammekrog (og nej, sådan en er ikke på værelset, hvis du spørger mig. Den er f.eks. på trappen i gangen. Værelset skal ikke være et sted man bliver sendt hen som afstraffelse).
Men har jeg ret? Er det bedre at give mindre dessert? Burde hun bare sendes på værelset istedet for gangen? Eller ingen af delene, men bare have en forklaring om, at det ikke er i orden.
Hvad er rigtigt/bedst?
Og jeg ved godt, at “bare du elsker hende, og viser hende det, sÃ¥ kan du ikke gøre noget forkert” er mantraet, men hey, det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig er der da en mÃ¥de at gøre tingene pÃ¥, som er bedre end andre. Men hvilken spørger jer? Og hvor ringer man hen og fÃ¥r den forklaret i forhold til nøjagtig den situation, man stÃ¥r i?

Min situation var i forgårs (to gange faktisk).
Barn og jeg er i Brugsen.  Skal bare hente to ting og hun er på sin trehjulede cykel. Hun kører fint frem og tilbage, men opdager så pludselig, at man kan køre en anden vej ned til mælken end den mor går (og bør hun egentlig køre på cykel inde i Brugsen? Der var ikke mange mennesker, og hun plejer at gøre det ordentligt. Kan vel være ét fedt om det er kurv eller cykel hun kører med? Eller hur?).
Det går lystigt med at køre, og så længe hun sådan nogenlunde følger med mig er det ok. Men da vi så skal op til kassen for at stå i kø, drøner hun ned i den anden ende af butikken (og man kan altså godt køre hurtigt på sådan en cykel, skal jeg lige hilse at sige). Jeg ved godt, at det bliver kun værre, hvis jeg løber efter hende, og der er måske heller ikke grund til at hele Brugsen opdager os cykle og løbe hele biksen igennem, så jeg går bare stille og roligt efter hende.
Jeg finder hende, og fÃ¥r forklaret, at jeg ikke vil ha, at hun skriger sÃ¥ højt og at hun skal med op til kassen nu. Det gÃ¥r fint nok – halvdelen af Brugsen igennem hvorefter hun fiser afsted igen. Mig efter hende igen og denne gang løfter jeg stemmen lidt og holder hende i armen, sÃ¥ hun stÃ¥r stille og ser lidt vred ud, mens jeg fortæller, at nu skal hun stoppe med det, og vi skal op og betale.
Men hvorfor skal det være nødvendigt? Altså at hæve stemmen og blive lidt sur. Er det bare en nødvendig ting, når de ikke er større og ikke helt fatter, hvad man mener? Burde man kunne forklare sig ud af tingene, eller virker den slags ikke på den størrelse?

Anden situation samme aften: jeg skal til at børste tænder og lægge hende i seng. Hun siger, hun ikke vil have børstet tænder, og jeg fortæller hende, at hvis man ikke børster tænder, så kommer Karius og Baktus og hamrer i tænderne, men hvis man børster dem, så dukker de ikke op.
Hun begynder at få lidt våde øjne og spørger om det gør ondt. Ja det gør ondt, hvis Karius og Baktus hamrer i tænderne, men man skal bare bruge sin tandbørste, så kommer de ikke.
Får man så plaster på? Nej, man kan ikke få plaster på tænderne skat.
Bævende underlæbe og vÃ¥de øjne “far skal putte mig!”
Jeg tænkte jo bare, at hun måske kunne forholde sig til, at der dukker sådanne to små fyre op, hvis man ikke børster tænder, så det er jo bare med at komme igang med tandbørsten.
Hvad gør man i den situation? Jeg gider ikke være den slags mor, der ikke accepterer, at barnet ikke synes det er fedt at fÃ¥ børstet tænder. AltsÃ¥ de bliver jo selvfølgelig børstet, men før vi tager “hÃ¥rdt fat” og bare gør det, sÃ¥ kunne man mÃ¥ske lige snakke sig til det.
Er det håbløst naivt at tro det, når hun ikke er ældre?

Har I nummeret på en 24 timers hotline?

2 Kommentarer

4 måneder, 53 stykker tøj, 7 timer og 7 dage

I søndags – nej ikke i gÃ¥r, men forrige søndag – kom det pludselig over mig. Den store pose strygetøj der stod midt stuegulvet skulle væk. Og ikke bare for syns skyld væk (altsÃ¥ ind under sengetæppet eller sÃ¥dan noget), men rigtigt væk.
Så jeg gik i gang. Og jeg strøg. Og strøg og strøg lidt mere. Så spiste jeg aftensmad og så strøg jeg igen. Så sagde jeg godnat til Andrea og så strøg jeg igen. Lige til 23:15 hvor jeg endelig strøg den sidste kjole.

Der var 4 måneder gammelt tøj.
Der var 53 stykker tøj.
Det tog 7 timer (fraregnet tiden brugt på aftensmad).
Det lå på armlænet af sofaen i 7 dage førend det kom op at hænge.

Det er ikke nemt at være strygekone i det her hus.

Jeg har i øvrigt strøget yderligere 4 stykker tøj i løbet af ugen.

2 Kommentarer

Sådan er vi så forskellige

Her i huset er barnet ved at blive puttet i seng i disse minutter. Ikke specielt tidligt for en 2Ã¥rig.

Over på den anden side af gaden står husets 4årig på fortovet og vasker sin egen og hans fars cykel.

Kommentarer lukket til Sådan er vi så forskellige

39,9 giver ingen konfekt

Andrea er syg igen. 39,9 torsdag aften. En tur til læge fredag formiddag, da han synes det lød lidt mærkeligt, når hun lige havde været syg. Hans bedste bud var en for kort penicillinkur, så nu får hun til på tirsdag igen.

Mærkelige sovevaner har hun ogsÃ¥. Hun er begyndt pÃ¥ ind i mellem at vÃ¥gne om natten og sÃ¥ bare være frisk og vÃ¥gen i 3-4 timer. Hip hurra vi har det sjovt! Hun kommer selvfølgelig ind i vores seng – ingen grund til at stÃ¥ inde pÃ¥ hendes værelse i flere timer og synge sig hæs.
Jeg kan heldigvis sove fra det, men manden kan ikke, så det tærer lidt på energien, når hun gør sådan to gange på een uge.

Det er bare superærgerligt, at vi har måttet aflyse vores årlige konfektdag. Ingen monsterglögg. Ingen 5 kgs marcipanklump og 12 mennesker om et bord fuld af godter.
Ikke engang dengang, jeg smed lidt rigeligt med blod, aflyste vi. Men sådan må det være i år, og skal man se noget positivt i det, så er det, at det giver lidt luft i en december, der på en eller anden måde har taget pusten fra mig i år.

En opdatering på kogepladefronten siger følgende: Nej, vi vil ikke have almindelig glaskeramisk kogeplade, så vi venter lige en uge mere, så I kan få den rigtige hjem til os. Tilgengæld har vi fundet den lille med to plader, som vi brugte, da vi byggede køkken om. Og fåk den er dårlig at lave mad på!

Nu vil jeg sætte mig hen i sofaen, glemme alt om, at det egentlig er en timestid for sent til den slags, og så sætte en film på.

Men jo, vi er i live. Vi har det godt. Vi skal nok få handlet julegaver inden d. 24 (tror jeg nok). Fødselsdagsgaverne er købt (det burde forbydes at have fødselsdag i december), og konfekten laver vi en anden dag.

2 Kommentarer

Et kort men fatalt sygdomsforløb – historien om en kogeplades endeligt

Egentlig har jeg sammen med en kollega gang i en analogi om, at mine kogeplader er en patient, og at jeg da derfor selvfølgelig kan få kogepladens første sygedag og orlov til at passe samme, da kogeplademanden kommer og tager patienten med til indlæggelse. Senere ringer kogeplademanden så og fortæller, at patienten er afgået ved døden, og vi skal nu ud og se os om efter nye kogeplader.
Problemet er bare, at indlægget jeg vil henvise til, hvor jeg skriver om sygdommens opstÃ¥en ogsÃ¥ omhandler Andrea og hendes hosten lungevæv op (altsÃ¥ næsten). SÃ¥ nej, jeg burde jo ikke skrive “patienten afgik ved døden” og linke til indlægget, man kunne jo en forkert opfattelse, men da jeg nu har forklaret det hele, sÃ¥ gør jeg det alligevel: patienten afgik ved døden.

Korte af det lange er, at vi endnu en aften skal lave mad uden komfur. Hvorfor får man sådan lyst til ting, der kun kan laves på komfur, når man er i den situation?

PS: Den anden patient har det fint nu – hoster stadig, men er i vuggestue og har leget med Karoline ude pÃ¥ legepladsen, ikke den samme bluse pÃ¥ hjem som derover og er træt. SÃ¥ mon ikke det har været dejligt at komme derover igen?

Kommentarer lukket til Et kort men fatalt sygdomsforløb – historien om en kogeplades endeligt