Historien om en mand og hans menigitis

Det begyndte tirsdag aften hvor Tomas pludseligt fik voldsomt ondt i hovedet. Mærkeligt og irriterende, men vi tilskrev det, det usædvanligt trykkende og varme vejr.
Hovedpinen fortsatte, men man er vel mand, sÃ¥ man tager bare et par piller. OgsÃ¥ selvom man vÃ¥gner af smerterne kl 4 om natten…
Fredag morgen blev det dog alligevel for meget, så han fik ringet til lægen og fik en tid kl 11. Det besøg endte med en opringning til neurokirurgisk afdeling på Kommunehospitalet, som meddelte, at de gerne ville se på ham.
Han skulle blive liggende hos lægen og vente på ambulancen, og da det åbenbart alligevel ikke var så kritisk, var ambulancen ikke var med udrykning, så der gik 2 timer inden den kom.
Den lader vi lige stÃ¥ lidt… 2 timer. Det var for farligt at jeg hentede ham i bilen, men Ã¥benbart ikke farligt at vente 2 timer.
I al den tid sad jeg på Kommunehospitalets parkeringsplads og ventede, for mig havde han jo fået alarmeret. Det var 2 pænt lange timer kan jeg berette.
Endelig dukkede han op og blev kørt på neurokirurgisk intensivafdelingen til undersøgelse for en hjerneblødning. Deres første undersøgelser tyede ikke på det, og en CT-skanning viste da også, at der hverken var svulster eller blødninger i hjernen. Heldigvis!
Næste test var en lumbalpunktur for at undersøge for menigitis, og da lægen tapper spinalvæsken siger han, at den ser helt fin og klar ud, så han tvivlede på, at det var det.
Hans bud var sÃ¥ migræne eller en anden “irriterende men uforklarlig hovedpine”. Dejlig sigende diagnose…
2 timer senere kom svaret på prøven, og det var så heldigvis menigitis. Formentlig virusudgaven (ikke til at behandle, ikke smitsom, ikke farlig) og ikke bakterieudgaven (til at behandle, smitsom, farlig), men det kunne de ikke sige 100% endnu.
Jeg skriver heldigvis, for menigitis er en diagnose, der er til at forholde sig til, og som i øjeblikket føles langt bedre end alternativerne.
Fra fredag aften til i formiddags har de fået flere og flere svar på prøver og de viser endeligt, at det er en virus, og at de bakterier der er, stammer fra den infektion, der har udløst menigiten.
Natten til lørdag blev han flyttet fra intensiv til en anden afdeling pÃ¥ Kommunehospitalet, og lørdag eftermiddag, da de havde fÃ¥et sendt en anden patient hjem, sÃ¥ der var plads, blev han overført til Skejby (vi har noget med Skejby her i familien), hvor han ligger nu. Og skal ligge i 5-7 dage. Derefter er det hjem og ligge i mindst lige sÃ¥ mange dage. Og det er uden at lave noget – hellere ikke at se fjernsyn eller læse, da hans helbredelse og eventuelle mén afhænger af hans evne til at ligge stille (er der nogen der har nogle stesolider til salg?).
Det var historien om en mand og hans menigitis.

Jeg fik vist ikke nævnt, at lørdag var vores 18 års kærestedag?
Vi hyggede os rigtigt, kan jeg fortælle…

13 Kommentarer

Og igen.

Nej, det er ikke for sjov, men sørme om vi ikke lige har været forbi Skejby igen.
Denne gang var det dog med Andrea. Hun var begyndt at lyde lidt rusten i vejrtrækningen d. 27, sÃ¥ da jeg alligevel var forbi lægen torsdag morgen (d. 28) for at fÃ¥ tjekket blodprocent, sÃ¥ blev hun lige lyttet pÃ¥, og konklusionen var, at det bare var lidt forkølelse – som hendes mor.

Fredag morgen lød hun som en dampkoger med astmaanfald, så vi tog lige forbi lægen. Han lyttede og bad os om at tage forbi Skejby. Så ville de vurdere, om hun måske skulle have en maske med lidt medicin, eller om det ikke var noget problem.

Det viste sig så at være et problem. Et problem med navnet RS-virus.
RS-virus er egentlig bare en forkølelse, men en forkølelse der giver noget usædvanligt sejt slim, som de små ikke kan hoste op.

Vi blev indlagt fredag middag d. 29 Рog udskrevet igen tirsdag middag d. 2. januar. Alts̴ nyt̴rsaften p̴ Skejby. Det var sgu lidt sm̴kedeligt, men hellere nyt̴rsaften end juleaften.

Andrea har taget det med oprejst pande. Hun har hostet og hevet efter vejret og siddet stille og roligt med store øjne (og er faktisk faldet i søvn et par gange), når hun har fået en maske med medicin. Hun har ikke haft feber og har på trods af det hele været glad og har grint til både far, mor og sygeplejerske.
Og så tog hun også lige 235 g. på de dage, vi var derude. Det er da ret pænt, når man nu er syg, har snot i næsen og lidt svært ved at spise.

Vi var forbi lægen i gÃ¥r, og han sagde hun lyder i tip top stand. Ingen grund til at blive ved med medicinmasker – kun hvis vi syntes, hun peb lidt i det f.eks. om morgenen.

Jeg ved godt, at det ikke er sidste gang, at hun bliver syg, men nu vil jeg f*ndeme godt have lidt ro på. Bare lige få lov til at lege far, mor og barn og forsøge af få nogle rutiner i gang, der ikke bliver afbrudt en gang i ugen med et hospitalsophold.
Det positive ved at ligge derude helt til d. 2. var, at der ikke var s̴ langt til den kontroltid jeg selv havde derude. Hvilket viste at alt er normalt igen med moren. Der mangler bare lige at f̴ blodprocenten op p̴ det normale Рden skal gerne over 7,2, men l̴ i g̴r p̴ 6,4.

Dette var forhåbentlig sidste kapitel i Skejbyføljetonen, så jeg nu kan koncentrere mig om at få beskrevet de mere positive sider og sjove historier ved Projekt BARN.

1 Kommentar

Skejby igen. Og igen. Og igen.

Ja nu er de jo så søde på Skejby, så jeg har lige været forbi dem et par gange mere.
Efter vi var kommet hjem derude fra fredag middag gik alting fint. Jeg havde det helt super. Var endda til 60 års fødselsdag om lørdagen i fire timer. Søndag var huset fuld af gæster til den årlige konfektdag. Det hele forløb uden problemer.

SÃ¥ blev det onsdag igen.
Og klokken ca det samme som onsdagen før begyndte jeg at bløde igen. Ikke noget i samme stil som ugen før, men der kom alligevel en del.
Manden (som heldigvis har sin ugentlige fridag om onsdagen) ringer til 112 og fÃ¥r at vide, at hvis vi kan, bliver vi nødt til at klare det selv. Et uheld har beslaglagt en del ambulancer, sÃ¥ det ville blive en kørsel 2 – og de kan være med en del ventetid.
Manden ringer derfor til min mor og hører om hun kan komme fra arbejdet og køre mig mens han får pakket barn og hvad man ellers skal have med til Skejby.

Vi kommer til Skejby – manden har ringet og advaret dem – og belært af sidste gang er de klar med alt udstyret til drop osv.
Jeg bliver skannet og undersøgt af læge Peter (endnu en lækker mand, må jeg lige tilføje), og han vurderer, at det han kan se på skanningsbilledet er en klump halvstørknet blod som bare skal ud. Ellers ser det helt fint ud.
Vi skal blive klogere.
Han giver mig nogle piller for at få livmoderen til at trække sig sammen og vi bliver indlogeret til observation til om aftenen, hvor vi tager hjem.

SÃ¥ bliver det torsdag.
Klokken bliver lige en halv time senere end dagen før – og jeg begynder at bløde igen. Denne gang mindre end første gang, men mere end dagen før. Og det bliver ved. Manden (som har fÃ¥et fri torsdag nÃ¥r nu konen havde været pÃ¥ Skejby dagen før) og jeg minder hinanden om, at det skal jo nok bløde lidt, nÃ¥r nu læge Peter siger, der er noget, der skal ud.
Men det blev ved. Sådan on og off i to timer og når det var on, var det med ret høj hastighed.
Vi nÃ¥r at snakke med Skejby 4 gange indenfor to timer til de siger “kom her ud”. Vi pakker mig og barn i bilen og kører derud, og lige da jeg nÃ¥r skranken ved akutstuen kan jeg mærke, at nu drypper det ikke bare – nu kommer det i klumper.
Op på briksen og denne gang er det overlæge Frank (desværre ikke så lækker som han er gammel). Han undersøger mig alt i mens det bliver ved med at bløde. En narkoselæge bliver tilkaldt og hun må desværre meddele mig, at det er for kort tid siden, jeg har spist, til at jeg kan slippe uden om at brække mig af mig selv eller få en sonde ned.
Overlæge Frank har nemlig besluttet, at jeg skal have endnu en udskrabning.

Efter jeg har forsøgt med et par fingre i halsen i 10 minutter kommer narkoselægen forbi igen og foreslår, at vi klarer det med en rygbedøvelse. Præcist som ved kejsersnittet. Jeg tygger lidt på det, men tanken om sonden er RET klam, så jeg vælger rygbedøvelsen.
Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville vælge igen en anden gang.
Der var ikke noget, der gjorde ondt – hverken bedøvelsen eller udskrabningen, men det var sgu lidt klamt alligevel. PÃ¥ trods af søde narkoselæger og sygeplejersker, musik i ørene og smertestillende.

Overlæge Frank havde hjælp af en anden overlæge, og de besluttede efter en times tid roden og gøren og skannen, at nu skulle der ikke være mere at hente. Den klump blod læge Peter mente at have set, viste sig nemlig at være et stykke moderkage. Så det hele var åbenbart ikke kommet med første gang.

Vi bliver udskrevet lørdag middag og så er det bare hjem og sove. Og være glad for at det hele nu er overstået.

SÃ¥ bliver det fredag.
I løbet af torsdag aften og fredag morgen bløder jeg en smule mere en dagene før. Intet i stil med nogen af de andre dage, men denne gang tager jeg ingen chancer med noget som helst og ringer til Skejby og får en tid til et tjek om eftermiddagen.
Vi kører derud med krydsede fingre for at det ingenting er, men jeg er holdt op med at overveje noget som helst selv.
Jeg bliver tjekket (af læge Kirsten), og det viser sig, at der sidder en smule blod. Den har vi jo hørt før, men den her gang sidder blodet så langt nede, så der burde ikke være nogen tvivl.

Nu er det torsdag, og indtil videre er alting fint. Jeg har en tid derude 2. januar til endnu et tjek Рrart at vide, at jeg lige f̴r tjekket, om alting skrider fremad
Jeg er noget træt, men det er det. Heldigvis fik det ikke ødelagt julen. Vi nÃ¥ede ikke at fÃ¥ julepyntet, men det gÃ¥r nok – barnet er jo heldigvis ligeglad. Hun har som sædvanlig taget tingene med ophøjet ro. En af dagene da hun var pÃ¥ mor-barnafdelingen mens jeg var pÃ¥ operationsbordet fandt vi da ud af, at vi synes rigtigt, nÃ¥r vi nu synes, at hun grovæder. Det lykkedes hende at spise næsten en halv liter erstatning fra klokken lidt over et om eftermiddagen til omkring klokken syv om aftenen – inklusive sovning. Det er nu ret pænt gÃ¥et :)

Udover mine ture til Skejby (hvor jeg nu også har fundet en lækker portør og en lækker (mandlig) sygeplejerske), så går alting fint med den lille tøs.
Hun tager alle med storm, og det føles som om hun har været her altid. Hun er stadig nem – der er dog ikke sÃ¥ langt til skrig som der har været.
Nu skal jeg bare lige være sikker på, at alting går som det skal, så der kommer 100% ro på.

NÃ¥ ja, de to sidste i vennekredsen har født. Endnu en pige og en lillebitte (2340 g og 45 cm) dreng – 5 uger før tid og med gulsot, men det gÃ¥r vist fremad med ham nu.

4 Kommentarer

2½ liter blod senere…

Skal vi ikke bare starte med at sige, at det var meget godt, at manden havde fri fra arbejde onsdag?
Og at vi ikke var kommet så langt, at vi sad på en café og spiste brunch?

Klokken lidt over 10 stod jeg på badeværelset og var ved at gøre mig i en tilstand, jeg kunne tillade mig at gå uden for døren i, da jeg pludselig mærker, at der kommer en del mere blod ud forneden end der gjorde tidligere på dagen.
Jeg sætter mig på toilettet, og så løber det faktisk ud af mig. Jeg tørrer mig og synes det er stoppet lidt og kalder på manden, for det vil jeg da alligevel lige tjekke med lægen. Da jeg ber ham ringe til lægen, spørger han selvfølgelig hvorfor, og da jeg så svarer, at jeg bløder ret meget, vil han jo vide hvor meget, og da jeg flytter den hånd, der holder et stykke toiletpapir, løber det igen. Det løber faktisk, som hvis man tænder en vandhane lige nøjagtig så meget, at den ikke drypper, men løber.
“Ahh, jeg ringer lige til 112 i stedet for”, siger den kloge mand.

Der kommer sÃ¥ 2 vældige flinke Falckmænd for at hjælpe. Den ene lægger et drop – et af de store af slagsen, hvilket skal vise sig at være meget klogt tænkt – og den anden finder iltapperat og saltvand frem. Alt i mens ligger jeg pÃ¥ gulvet med benene oppe pÃ¥ en skammel og blodet løbende ud.
Jeg får saltvand, tjekket blodtryk (der forbavsende nok stadig er fint), bliver pakket ind i morgenkåbe og et tæppe. Falckmanden bliver ved med at spørge, om jeg ikke har været svimmel og om jeg har det godt. Han ringer til Skejby for at fortælle, at nu har jeg nok mistet en liter blod, og vi er der om ca 12 minutter.
Jeg skal sÃ¥ lige ned fra 3. sal først. Ned af en trappe hvor der pÃ¥ øverste etage ligger træ nok til en halv tømmerhandel. AltsÃ¥ en trappe der ikke er bredere end nødvendigt – i dagligdagen, men ikke nÃ¥r to Falckmænd skal have en storblødende kvinde ned. Det foregik pÃ¥ en bærestol, og tillad mig at sige, at det var faktisk var det mest skræmmende den dag. Jeg kender godt den trappe, og ved godt hvor smal den er, og hvor nemt det er at miste fodfæstet bare en lille smule – og der hænger jeg mellem to (den ene lige en smule mere lækker end den anden i øvrigt) Falckmænd. En tillidssag som jeg gjorde dem opmærksom pÃ¥.

Trappeturen ender lykkeligt. Med et par pauser ind i mellem. Jeg ender nede på gaden, hvor der står en båre og venter på mig. Og lad mig lige benytte lejligheden til at sige undskyld til de to damer, der kom gående mod mig lige netop som jeg (kun iført morgenkåbe og blødende underliv) svinger først det ene og så det andet ben op på båren.
Ind i ambulancen sammen med bÃ¥de mand og barn og sÃ¥ en “blød kørsel 1” mod Skejby, hvor vi ender pÃ¥ akut gynækologisk modtagelse. Og bliver modtaget af min nye helt læge Mikkel. En læge der starter med at tage sin højre pege- og langefinger og bore dem sÃ¥ langt ned i min livmoder, at han kunne tælle mine ryghvirvler; “nu skal jeg lige fÃ¥ den til at trække sig sammen”. Av for satan! Tror stadig han har neglemærker i sin arm.
Der ryger så også lige en halv liter blod mere.
Bagefter vil han så lægge et ekstra drop i min højre hånd, men må opgive, fordi jeg nu har mistet så meget blod, at det ikke er muligt at fange en blodåre. Han er nu ikke så bekymret for det, da mit blodtryk stadig er fint.
Indtil videre er jeg ikke så glad for Mikkel. Alt hvad han har gjort ved mig, har gjort ondt. Men det ændrer sig.

Jeg bliver skannet og det viser sig, at der er 3½ cm slimhinde i min livmoder – hvilket er for meget, sÃ¥ jeg skal have en udskrabning.
Så er det jo ret heldigt, at jeg ikke har fået noget at spise siden aftensmaden og kun en stort glas vand i løbet af morgenen.

PÃ¥ det her tidspunktet er barnet ogsÃ¥ ved at vÃ¥gne og være sulten, sÃ¥ manden der har siddet ovre i et hjørne tager barnet og gÃ¥r over pÃ¥ mor-barnafdelingen, hvor vi var indlagt for bare 3 uger siden, for at give hende noget at spise. Midt i det hele kommer jeg faktisk i tanke om, at der i fryseren stÃ¥r en flaske brystmælk fra dengang. Læge Mikkels kommentar var “kvinder og deres overblik”.

Jeg bliver kørt på operationsstuen, og Mikkel siger bagefter, at det var en rest af moderkagen, der sad i livmoderen og gjorde det umuligt for den at trække sig sammen, hvilket fik den til at slappe helt af, og så er der åben for alle sluser.
Det havde været ret svært for læge Mikkel at standse blødningen, og jeg mistede ca 2½ liter blod. Lige her var det, at læge Mikkel blev glad for det store drop Falckmanden lagde, for det blev nødvendigt at bruge til de to poser blod, jeg fik tilført.

Vi er alle tre hjemme nu – blev udskrevet her til middag [update: fredag middag, sÃ¥ kun to dage pÃ¥ hospitalet]. Manden blev “indlagt” sammen med mig og Andrea, sÃ¥ der var nogen til at tage sig af hende. SÃ¥ slap jeg ogsÃ¥ for at skulle ligge der helt alene.
Jeg har gennem det hele haft det helt fint – kun to gange fik jeg det dÃ¥rligt. Det var natten til torsdag, da jeg var oppe pÃ¥ toilet, og jeg lige mÃ¥tte have hovedet ned ad. Jeg har ikke haft ondt en eneste gang, og er heller ikke specielt træt.
Min blodprocent er lidt lav (5,0), så den står på grønne bønner, røde bøffer og broccoli.

Og manden? Han panikkede ikke en eneste gang. Der var faktisk mere panik i ham, da jeg næsten brækkede anklen.
Så tak til ham og tak til læge Mikkel.
Og lille Andrea der som sædvanlig har opført sig eksemplarisk og har sovet både 5 og 6 timer ad gangen.

Og så lige en note til kritikere af mit selvvalgte kejsersnit; det har ikke noget med det at gøre, og kunne lige så godt have været sket ved en normal fødsel.

5 Kommentarer