af Puk søndag 7. marts 2010 kl. 10:05 i
Andrea, BakDesign
Jeg er ikke helt sikker på hvordan det skete, men halløj barnet er blevet TMNT fan. Og ikke bare hvilken som helst TNMT. Næh nej, man er blevet Michelangelo fan (jaja måske var det Donatello i går, men i dag er altså det Michelangelo).
Så derfor måtte moren til symaskinen, og og 15 minutter senere ser barnet sådan her ud:
Og der er også købt til Donatello (lilla), Rafael (rød) og Leonardo (blå). Så burde der være basis for et par timers leg, når der er besøg af kusiner og fætre.
Hvordan jeg så lige får syet en Shredder dragt til morfaren er jeg ikke lige klar over…
Ideer modtages gerne.
0 Kommentarer
af Puk tirsdag 16. februar 2010 kl. 13:42 i
Andrea, Billeder
Sådan her så hun ud, genbrugsmariehønen:
Og så lige et mere. Bare fordi hun er supersød:
2 Kommentarer
af Puk torsdag 28. januar 2010 kl. 12:36 i
Andrea, Huset, Opdatering
I dag er det to måneder siden vi flyttede ind i det her fantastiske hus. Og det føles på een gang som i går, men samtidig som en evighed siden. Det har ikke taget mig længe at vænne mig til at bo et helt nyt sted. Jeg faldt til og følte mig hjemme lige med det samme. Det siger lidt om karmaen i huset. Her er hjemligt. Her er charmerende og hyggeligt. Det kan godt være her er koldt – for det er der, når man ikke fyrer (undskyld mig i øvrigt lige mens jeg putter brænde i ovnen) – men det ændrer vi jo på efterhånden som vi får gang i renoveringen. Hvis der bare lige var lidt flere timer i døgnet. Suk.
Kulden på toilettet er et kapitel for sig… Jeg prøver lige at lægge er termometer derud, bare sådan for sjov skyld. Og vi har nok at tage af – det her hus er fyldt med temometre. Der er et på badeværelset, et i slyngelstuen i kælderen, et i pejsestuen, et i spisestuen og så hænger der et uden for vinduet i viktualierummet, så vi også lige kan holde styr på, at der faktisk er koldere udenfor end indenfor. Men på trods af kulde og termometre er her dejligt og man føler sig veltilpas og velkommen. Og her er det mest fantastiske lys i vores spisestue. Som egentlig er en udestue, men hvem tager sig af det? Vi gør ikke.
Pejsestuen er også et kapitel for sig. Der bliver varmt. Rigtig varmt kan der blive endda. Men der er også en beroligende stemning og et dejligt lys, for det er egentlig også en slags udestue (det kan godt være, at vi ikke har mange værelser (kun 2), men vi har til gengæld mange stuer (hele 4)) :) Og et dejligt kig ud i haven med fugle i fuglefrøene. Ihh hvor har jeg glædet mig til at kunne følge ordentligt med i hvordan dagene og årstiderne skifter.
Og næste vinter VIL jeg have købt lyskæder. Hvis jeg ikke var så nærig og miljøbevidst med strømmen, så tværede jeg hele haven ind i dem Tivoli-style!
Nå men det skal ikke gå op i temperaturer det hele, det jeg egentlig ville sige var, at jeg synes det er fantastisk, hvor hurtigt man kan falde på plads og til et nyt sted, på trods af at man flytter fra en gade, man har boet i i 12 år. Det er jo gamle og indgroede vaner, der skal ændres på – og det sværeste at vænne sig til er vist, at der nu er “langt” op at handle.
Andrea har også hurtigt vænnet sig til huset. De første par uger holdt hun dog stædigt fast i, at nu ville hun gerne hjem i lejligheden, men det er gået over. Vi har dog bevidst holdt hende væk fra den gamle gade, indtil hun for alvor havde vænnet sig til flytningen.
Noget andet hun for alvor er ved at have vænnet sig til, er at gå i børnehave. Det har til gengæld taget sin tid. Hun kan stadig påstå, at hun ikke kan lide at gå i børnehave, men det bliver ikke sagt med samme overbevisning som tidligere – og de rigtige tårer er væk. Nu er der faktisk kun lidt brok over, at man skal sove til middag derovre. Så nu prøver de at tage den fra dag til dag, om hun trænger til en lur. Hun er jo ved at være en stor pige, så det er jo ikke så mærkeligt, hvis det ikke er hver dag, det er nødvendigt med en puttelur.
Hver dag sker der nye ting med hende, og det her er endnu et skridt – og en ændring der bliver lidt svært for moderen, for jeg synes altså, at det er dejligt at få et par timers koncentreret afslapning eller oprydning eller hvad man nu har gang i i weekenden.
Nå, men det var altså bare det jeg ville – holde en lille jubilæumsfest for vores første to måneder her i huset. Vi er VILDE med det!
3 Kommentarer
af Puk mandag 16. november 2009 kl. 22:47 i
Andrea, Fest
Det var vist en vældig fødselsdag, vi fik holdt for barnet i lørdags. Hele familien var der – kusiner, grandkusine og grandfætre. Og hun fik gaver og lagkage. Og vi fik ikke havregrød til aftensmad, som hun ellers havde bestilt. Vi blev enige om, at det var synd for gæsterne at servere det. Selvom hun nok ville have spist mere af det, end hun fik gjort af panderkager med fyld.
Det var alligevel en god dag – hun fortalte i hvert fald, da jeg puttede hende, at det havde været hyggeligt at puste lys ud. Og hyggeligt at puste lys ud igen (der var to lagkager). Og hun ville drømme om det om natten. Og hun elskede dem allesammen. Søde rare lille væsen :)
0 Kommentarer
af Puk fredag 13. november 2009 kl. 9:24 i
Andrea
Tusinde mange gange tillykke med din tre års fødselsdag, kære lille Andrea.
Du er ikke bare en lille pige mere – du er ved at være en stor lille pige.
Kæmpe kys og kram fra mor og far.
0 Kommentarer
af Puk mandag 2. november 2009 kl. 12:32 i
Andrea, Opdatering, Oplevelser
Sygdom, feber, mavepine, ingen spisning, afføringsprøver (ingen svar endnu), gulvafhøvling i det nye hus, rengøring i det nye hus, rengøring i al almindelig, at have gæster, at være gæster, besøg i 3 børnehaver, vælge en af dem (meget svært når man helt vildt gerne ville have haft en fjerde. Der først har plads til sommer :( ) og alt derimellem.
Alt derimellem inkluderer også en meget-tæt-på-3-år-pige, der leger teenager. Alt er galt. Intet er godt nok. Hvis man forventer og beder hende om at gøre noget selv, så kan hun ikke. Hvis man gør noget for hende, så vil hun gøre det selv. Hvis man siger nej til noget hun gerne ville, stikker hun i et vræl og skynder sig at finde den forælder, der ikke har sagt nej – endnu.
Puha, det er godt nok ikke nemt at være hende – eller hendes forældre for den sags skyld – lige i øjeblikket. Specielt mig og hende vi tager nogle ture – det lover ikke godt for når hun rent faktisk bliver teenager. Er helt skrækslagen (og nok allermest træt) ved tanken.
Tilgengæld tog vi en offdag i går, og kiggede på dem her:
(fåk det er godt det kamera)
Og gjorde det her:
Og det her:
Og trænede dem her:
Alt i mens vejret var sådan her uden for:
Utroligt den lille andeting der svømmer rundt midt i billedet kan holde styr på, hvad der er op og ned i den bølgegang.
0 Kommentarer
af Puk mandag 19. oktober 2009 kl. 20:39 i
Andrea
Kan I huske, da Pinky den første blev stjålet?
Det var ikke sjovt. Ikke for barnet og da slet ikke for moren. Lige nu her for en halv time siden var det heller ikke så sjovt – Pinky er blevet glemt i vuggestuen i dag! Krise! Og vi opdagede det først, da Pinky skulle med i seng. Vi forsøgte med andre bamser, men nej. Pinky! Og det kloge lille barn forslår jo straks helt grådkvalt, at vi “bare kan ringe i telefonen til Sofie” (pædagogmedhjælper i vuggestuen).
Heldigvis har vi jo et par ekstra Pinky’er på loftet, så da jeg fortalte, at vi faktisk har en magen til Pinky – hendes kusine – på loftet, stopper barnet straks med at græde og siger “mange tak, mor”.
Ja der tudede moren så lidt mere!
Alle tre op på loftet og så gik jagten ellers i gang. Og det var da den store skattejagt. For det første ledte vi efter en sort sæk med Pinky’erne, for det andet: ALT DET DER ER PÅ LOFTET! Er I vimmer, der er meget. Da jagten faktisk var blevet afblæst – “men jeg leder bare efter den, mor” – falder mine øjne på en kasse, hvor der på siden står Pinky. Uha det var godt. Vi havde helt glemt, at Pinky’erne havde fået ny bolig – så hjælper det jo ikke meget at lede efter en sort sæk, når det er en brun papkasse.
Så Andrea døbte den straks Kusine, og kiggede på vaskemærket, der jo selvfølgelig er helt nyt, og så var der problemer igen. Sådan et vaskemærke skal jo være slidt helt i laser for at kunne kilde ordentligt på kinden, men heldigvis har Pinky tidligere været på operationsbordet og fået transplateret ekstra “kilder” på, så sådan en operation har Kusine også lige været igennem, og så vidt jeg kan høre, så er det gået helt fint med at få hende i seng.
1 Kommentar
af Puk fredag 17. juli 2009 kl. 15:10 i
Andrea, Dagligdagen
Og er der så skarpe grænser? Specielt i lige nøjagtig den her situation:
Jeg læste med ovre hos Lis, hvor hun betvivler sine egne pædagogiske evner. Og ihh hvor jeg kender fornemmelsen.
Man er midt i en situtation med barnet, hvor man pludselig indser, at den måde man reagerer på lige nu (og næste gang vi er i samme situation), den har betydning for SÅ meget senere i hendes liv. Og ens måde at være sammen på. Og hendes evne til at omgås hendes veninder. Hvordan hun opfører sig overfor kommende kærester (altså om ca 25 år!). Og hendes svigermor. Og jeg kunne blive ved med at remse områder op, hvor udfaldet er nøje afstemt med min (eller mandens for den sags skyld) måde at agere på i een bestemt situation.
Lis brugte (lidt ufrivilligt) den med at give mindre dessert som straf, fordi barnet har klippet i noget stof, hun ikke skulle klippe i
Som jeg skriver i min kommentar, så ville jeg have valgt en timeout/skammekrog (og nej, sådan en er ikke på værelset, hvis du spørger mig. Den er f.eks. på trappen i gangen. Værelset skal ikke være et sted man bliver sendt hen som afstraffelse).
Men har jeg ret? Er det bedre at give mindre dessert? Burde hun bare sendes på værelset istedet for gangen? Eller ingen af delene, men bare have en forklaring om, at det ikke er i orden.
Hvad er rigtigt/bedst?
Og jeg ved godt, at “bare du elsker hende, og viser hende det, så kan du ikke gøre noget forkert” er mantraet, men hey, det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig er der da en måde at gøre tingene på, som er bedre end andre. Men hvilken spørger jer? Og hvor ringer man hen og får den forklaret i forhold til nøjagtig den situation, man står i?
Min situation var i forgårs (to gange faktisk).
Barn og jeg er i Brugsen. Skal bare hente to ting og hun er på sin trehjulede cykel. Hun kører fint frem og tilbage, men opdager så pludselig, at man kan køre en anden vej ned til mælken end den mor går (og bør hun egentlig køre på cykel inde i Brugsen? Der var ikke mange mennesker, og hun plejer at gøre det ordentligt. Kan vel være ét fedt om det er kurv eller cykel hun kører med? Eller hur?).
Det går lystigt med at køre, og så længe hun sådan nogenlunde følger med mig er det ok. Men da vi så skal op til kassen for at stå i kø, drøner hun ned i den anden ende af butikken (og man kan altså godt køre hurtigt på sådan en cykel, skal jeg lige hilse at sige). Jeg ved godt, at det bliver kun værre, hvis jeg løber efter hende, og der er måske heller ikke grund til at hele Brugsen opdager os cykle og løbe hele biksen igennem, så jeg går bare stille og roligt efter hende.
Jeg finder hende, og får forklaret, at jeg ikke vil ha, at hun skriger så højt og at hun skal med op til kassen nu. Det går fint nok – halvdelen af Brugsen igennem hvorefter hun fiser afsted igen. Mig efter hende igen og denne gang løfter jeg stemmen lidt og holder hende i armen, så hun står stille og ser lidt vred ud, mens jeg fortæller, at nu skal hun stoppe med det, og vi skal op og betale.
Men hvorfor skal det være nødvendigt? Altså at hæve stemmen og blive lidt sur. Er det bare en nødvendig ting, når de ikke er større og ikke helt fatter, hvad man mener? Burde man kunne forklare sig ud af tingene, eller virker den slags ikke på den størrelse?
Anden situation samme aften: jeg skal til at børste tænder og lægge hende i seng. Hun siger, hun ikke vil have børstet tænder, og jeg fortæller hende, at hvis man ikke børster tænder, så kommer Karius og Baktus og hamrer i tænderne, men hvis man børster dem, så dukker de ikke op.
Hun begynder at få lidt våde øjne og spørger om det gør ondt. Ja det gør ondt, hvis Karius og Baktus hamrer i tænderne, men man skal bare bruge sin tandbørste, så kommer de ikke.
Får man så plaster på? Nej, man kan ikke få plaster på tænderne skat.
Bævende underlæbe og våde øjne “far skal putte mig!”
Jeg tænkte jo bare, at hun måske kunne forholde sig til, at der dukker sådanne to små fyre op, hvis man ikke børster tænder, så det er jo bare med at komme igang med tandbørsten.
Hvad gør man i den situation? Jeg gider ikke være den slags mor, der ikke accepterer, at barnet ikke synes det er fedt at få børstet tænder. Altså de bliver jo selvfølgelig børstet, men før vi tager “hårdt fat” og bare gør det, så kunne man måske lige snakke sig til det.
Er det håbløst naivt at tro det, når hun ikke er ældre?
Har I nummeret på en 24 timers hotline?
2 Kommentarer
af Puk tirsdag 31. marts 2009 kl. 14:30 i
Andrea
Den er lidt lang (vil man nok mene, hvis man ikke lige er mor eller far til det pågældende barn), katten står og mjaver lige nedenunder kameraet, og den tager herrelange tid at loade, men essensen er god nok; hun er da helt vildt sød:
Andrea synger
4 Kommentarer
af Puk mandag 30. marts 2009 kl. 13:44 i
Andrea, Sygdom
Jamen så tager vi da bare lige en omgang mere :(
Andrea begyndte at hoste i lørdags og det gik helt amok i går og i løbet af natten. Det giver selvfølgelig en tur til lægen mandag morgen – som er endt med en omgang penicillin mod lungebetændelse. Og trussel om indlæggelse på Skejby hvis vi ikke kunne få hende til at tage astma-anfaldsmedicinen (som hun ikke kan li, da den smager stærkt. Den forbyggende medicin vil hun heldigvis gerne ha).
Det er heldigvis lykkes her til eftermiddag (med vold og magt og Mariekiks), så en indlæggelse er afværget – for i dag i al fald.
0 Kommentarer
