af Puk mandag 2. november 2009 kl. 12:32 i
Andrea, Opdatering, Oplevelser
Sygdom, feber, mavepine, ingen spisning, afføringsprøver (ingen svar endnu), gulvafhøvling i det nye hus, rengøring i det nye hus, rengøring i al almindelig, at have gæster, at være gæster, besøg i 3 børnehaver, vælge en af dem (meget svært når man helt vildt gerne ville have haft en fjerde. Der først har plads til sommer :( ) og alt derimellem.
Alt derimellem inkluderer også en meget-tæt-på-3-år-pige, der leger teenager. Alt er galt. Intet er godt nok. Hvis man forventer og beder hende om at gøre noget selv, så kan hun ikke. Hvis man gør noget for hende, så vil hun gøre det selv. Hvis man siger nej til noget hun gerne ville, stikker hun i et vræl og skynder sig at finde den forælder, der ikke har sagt nej – endnu.
Puha, det er godt nok ikke nemt at være hende – eller hendes forældre for den sags skyld – lige i øjeblikket. Specielt mig og hende vi tager nogle ture – det lover ikke godt for når hun rent faktisk bliver teenager. Er helt skrækslagen (og nok allermest træt) ved tanken.
Tilgengæld tog vi en offdag i går, og kiggede på dem her:
(fåk det er godt det kamera)
Og gjorde det her:
Og det her:
Og trænede dem her:
Alt i mens vejret var sådan her uden for:
Utroligt den lille andeting der svømmer rundt midt i billedet kan holde styr på, hvad der er op og ned i den bølgegang.
0 Kommentarer
af Puk mandag 19. oktober 2009 kl. 20:39 i
Andrea
Kan I huske, da Pinky den første blev stjålet?
Det var ikke sjovt. Ikke for barnet og da slet ikke for moren. Lige nu her for en halv time siden var det heller ikke så sjovt – Pinky er blevet glemt i vuggestuen i dag! Krise! Og vi opdagede det først, da Pinky skulle med i seng. Vi forsøgte med andre bamser, men nej. Pinky! Og det kloge lille barn forslår jo straks helt grådkvalt, at vi “bare kan ringe i telefonen til Sofie” (pædagogmedhjælper i vuggestuen).
Heldigvis har vi jo et par ekstra Pinky’er på loftet, så da jeg fortalte, at vi faktisk har en magen til Pinky – hendes kusine – på loftet, stopper barnet straks med at græde og siger “mange tak, mor”.
Ja der tudede moren så lidt mere!
Alle tre op på loftet og så gik jagten ellers i gang. Og det var da den store skattejagt. For det første ledte vi efter en sort sæk med Pinky’erne, for det andet: ALT DET DER ER PÅ LOFTET! Er I vimmer, der er meget. Da jagten faktisk var blevet afblæst – “men jeg leder bare efter den, mor” – falder mine øjne på en kasse, hvor der på siden står Pinky. Uha det var godt. Vi havde helt glemt, at Pinky’erne havde fået ny bolig – så hjælper det jo ikke meget at lede efter en sort sæk, når det er en brun papkasse.
Så Andrea døbte den straks Kusine, og kiggede på vaskemærket, der jo selvfølgelig er helt nyt, og så var der problemer igen. Sådan et vaskemærke skal jo være slidt helt i laser for at kunne kilde ordentligt på kinden, men heldigvis har Pinky tidligere været på operationsbordet og fået transplateret ekstra “kilder” på, så sådan en operation har Kusine også lige været igennem, og så vidt jeg kan høre, så er det gået helt fint med at få hende i seng.
1 Kommentar
af Puk fredag 17. juli 2009 kl. 15:10 i
Andrea, Dagligdagen
Og er der så skarpe grænser? Specielt i lige nøjagtig den her situation:
Jeg læste med ovre hos Lis, hvor hun betvivler sine egne pædagogiske evner. Og ihh hvor jeg kender fornemmelsen.
Man er midt i en situtation med barnet, hvor man pludselig indser, at den måde man reagerer på lige nu (og næste gang vi er i samme situation), den har betydning for SÅ meget senere i hendes liv. Og ens måde at være sammen på. Og hendes evne til at omgås hendes veninder. Hvordan hun opfører sig overfor kommende kærester (altså om ca 25 år!). Og hendes svigermor. Og jeg kunne blive ved med at remse områder op, hvor udfaldet er nøje afstemt med min (eller mandens for den sags skyld) måde at agere på i een bestemt situation.
Lis brugte (lidt ufrivilligt) den med at give mindre dessert som straf, fordi barnet har klippet i noget stof, hun ikke skulle klippe i
Som jeg skriver i min kommentar, så ville jeg have valgt en timeout/skammekrog (og nej, sådan en er ikke på værelset, hvis du spørger mig. Den er f.eks. på trappen i gangen. Værelset skal ikke være et sted man bliver sendt hen som afstraffelse).
Men har jeg ret? Er det bedre at give mindre dessert? Burde hun bare sendes på værelset istedet for gangen? Eller ingen af delene, men bare have en forklaring om, at det ikke er i orden.
Hvad er rigtigt/bedst?
Og jeg ved godt, at “bare du elsker hende, og viser hende det, så kan du ikke gøre noget forkert” er mantraet, men hey, det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig er der da en måde at gøre tingene på, som er bedre end andre. Men hvilken spørger jer? Og hvor ringer man hen og får den forklaret i forhold til nøjagtig den situation, man står i?
Min situation var i forgårs (to gange faktisk).
Barn og jeg er i Brugsen. Skal bare hente to ting og hun er på sin trehjulede cykel. Hun kører fint frem og tilbage, men opdager så pludselig, at man kan køre en anden vej ned til mælken end den mor går (og bør hun egentlig køre på cykel inde i Brugsen? Der var ikke mange mennesker, og hun plejer at gøre det ordentligt. Kan vel være ét fedt om det er kurv eller cykel hun kører med? Eller hur?).
Det går lystigt med at køre, og så længe hun sådan nogenlunde følger med mig er det ok. Men da vi så skal op til kassen for at stå i kø, drøner hun ned i den anden ende af butikken (og man kan altså godt køre hurtigt på sådan en cykel, skal jeg lige hilse at sige). Jeg ved godt, at det bliver kun værre, hvis jeg løber efter hende, og der er måske heller ikke grund til at hele Brugsen opdager os cykle og løbe hele biksen igennem, så jeg går bare stille og roligt efter hende.
Jeg finder hende, og får forklaret, at jeg ikke vil ha, at hun skriger så højt og at hun skal med op til kassen nu. Det går fint nok – halvdelen af Brugsen igennem hvorefter hun fiser afsted igen. Mig efter hende igen og denne gang løfter jeg stemmen lidt og holder hende i armen, så hun står stille og ser lidt vred ud, mens jeg fortæller, at nu skal hun stoppe med det, og vi skal op og betale.
Men hvorfor skal det være nødvendigt? Altså at hæve stemmen og blive lidt sur. Er det bare en nødvendig ting, når de ikke er større og ikke helt fatter, hvad man mener? Burde man kunne forklare sig ud af tingene, eller virker den slags ikke på den størrelse?
Anden situation samme aften: jeg skal til at børste tænder og lægge hende i seng. Hun siger, hun ikke vil have børstet tænder, og jeg fortæller hende, at hvis man ikke børster tænder, så kommer Karius og Baktus og hamrer i tænderne, men hvis man børster dem, så dukker de ikke op.
Hun begynder at få lidt våde øjne og spørger om det gør ondt. Ja det gør ondt, hvis Karius og Baktus hamrer i tænderne, men man skal bare bruge sin tandbørste, så kommer de ikke.
Får man så plaster på? Nej, man kan ikke få plaster på tænderne skat.
Bævende underlæbe og våde øjne “far skal putte mig!”
Jeg tænkte jo bare, at hun måske kunne forholde sig til, at der dukker sådanne to små fyre op, hvis man ikke børster tænder, så det er jo bare med at komme igang med tandbørsten.
Hvad gør man i den situation? Jeg gider ikke være den slags mor, der ikke accepterer, at barnet ikke synes det er fedt at få børstet tænder. Altså de bliver jo selvfølgelig børstet, men før vi tager “hårdt fat” og bare gør det, så kunne man måske lige snakke sig til det.
Er det håbløst naivt at tro det, når hun ikke er ældre?
Har I nummeret på en 24 timers hotline?
2 Kommentarer
af Puk tirsdag 31. marts 2009 kl. 14:30 i
Andrea
Den er lidt lang (vil man nok mene, hvis man ikke lige er mor eller far til det pågældende barn), katten står og mjaver lige nedenunder kameraet, og den tager herrelange tid at loade, men essensen er god nok; hun er da helt vildt sød:
Andrea synger
4 Kommentarer
af Puk mandag 30. marts 2009 kl. 13:44 i
Andrea, Sygdom
Jamen så tager vi da bare lige en omgang mere :(
Andrea begyndte at hoste i lørdags og det gik helt amok i går og i løbet af natten. Det giver selvfølgelig en tur til lægen mandag morgen – som er endt med en omgang penicillin mod lungebetændelse. Og trussel om indlæggelse på Skejby hvis vi ikke kunne få hende til at tage astma-anfaldsmedicinen (som hun ikke kan li, da den smager stærkt. Den forbyggende medicin vil hun heldigvis gerne ha).
Det er heldigvis lykkes her til eftermiddag (med vold og magt og Mariekiks), så en indlæggelse er afværget – for i dag i al fald.
0 Kommentarer
af Puk fredag 13. marts 2009 kl. 14:55 i
Andrea
Scenen er sat: Moren og faren i huset skulle i biografen og se “Mænd Der Hader Kvinder” (uf den var god!) og morfaren var ankommet for at sitte barn.
Selvsamme barn er estatisk over at se morfaren og hopper op og ned i sofaen. Og vælter ned. Og tager fra på bordkanten med øret, der derfor nu ser sådan her ud:
3 Kommentarer
af Puk mandag 23. februar 2009 kl. 17:42 i
Andrea
Her i huset kan vi godt lide mariehøns. Både de små flyvende og dem her:
Godt nok blev hun ikke kattekonge eller -dronning i vuggestuen, men sød er hun under alle omstændigheder.
5 Kommentarer
af Puk lørdag 14. februar 2009 kl. 22:13 i
Andrea
Så så man lige moren blive blød i knæene. Og mormoren formentlig også, når hun læser det her. Hvilket får det til at lyde som om hun kun ved, hvad der sker her i huset via denne blog. Hvilket altså er løgn. Vil du se vores telefonregning? Og så bor hende og morfaren altså nærmest herinde. De er her ret tit i hvert fald.
Nå men til sagen:
Barnet er i bad (hvilket foregår i håndvasken i køkkenet, kva sidste indlæg), og på et tidspunkt siger jeg til hende; “du ved godt, at mor elsker dig, ikke?”
Barnet siger “jo” efterfulgt af et; “mormor elsker også”.
Aj altså hvor sødt!
2 Kommentarer
af Puk mandag 8. december 2008 kl. 20:32 i
Andrea, Dagligdagen
Her i huset er barnet ved at blive puttet i seng i disse minutter. Ikke specielt tidligt for en 2årig.
Over på den anden side af gaden står husets 4årig på fortovet og vasker sin egen og hans fars cykel.
0 Kommentarer
af Puk lørdag 6. december 2008 kl. 22:07 i
Andrea, Dagligdagen, Opdatering, Sygdom
Andrea er syg igen. 39,9 torsdag aften. En tur til læge fredag formiddag, da han synes det lød lidt mærkeligt, når hun lige havde været syg. Hans bedste bud var en for kort penicillinkur, så nu får hun til på tirsdag igen.
Mærkelige sovevaner har hun også. Hun er begyndt på ind i mellem at vågne om natten og så bare være frisk og vågen i 3-4 timer. Hip hurra vi har det sjovt! Hun kommer selvfølgelig ind i vores seng – ingen grund til at stå inde på hendes værelse i flere timer og synge sig hæs.
Jeg kan heldigvis sove fra det, men manden kan ikke, så det tærer lidt på energien, når hun gør sådan to gange på een uge.
Det er bare superærgerligt, at vi har måttet aflyse vores årlige konfektdag. Ingen monsterglögg. Ingen 5 kgs marcipanklump og 12 mennesker om et bord fuld af godter.
Ikke engang dengang, jeg smed lidt rigeligt med blod, aflyste vi. Men sådan må det være i år, og skal man se noget positivt i det, så er det, at det giver lidt luft i en december, der på en eller anden måde har taget pusten fra mig i år.
En opdatering på kogepladefronten siger følgende: Nej, vi vil ikke have almindelig glaskeramisk kogeplade, så vi venter lige en uge mere, så I kan få den rigtige hjem til os. Tilgengæld har vi fundet den lille med to plader, som vi brugte, da vi byggede køkken om. Og fåk den er dårlig at lave mad på!
Nu vil jeg sætte mig hen i sofaen, glemme alt om, at det egentlig er en timestid for sent til den slags, og så sætte en film på.
Men jo, vi er i live. Vi har det godt. Vi skal nok få handlet julegaver inden d. 24 (tror jeg nok). Fødselsdagsgaverne er købt (det burde forbydes at have fødselsdag i december), og konfekten laver vi en anden dag.
2 Kommentarer
(fåk det er godt det kamera) 
