af Puk lørdag 29. november 2008 kl. 9:07 i
Andrea, Dagligdagen, Tomas
Ja tak, så kan vi så den Rasmus Klump DVD forfra og bagfra.
“For Rasmus har hejst det røde flag, med prikker på både for og bag”.
“Jeg er ikke bare sulten, jeg er pandekagesulten”.
Og det blev vi så af at høre/se Rasmus Klump i næsten døgndrift i to dage. Altså pandekagesulten. Så manden biksede noget pandekagedej sammen. Og bagte dem (hvorfor hedder det bage, når det foregår på en pande? Så skulle det jo hedde stege, men det siger man jo ikke, vel?). Og sammen med pandekagerne så kogte han også pastaskruer og kødsovs. Og havde gang i ovnen for at holde pandekagerne varme.
“Smæk” sagde det. Det var HPFI’en. Og igen. Og igen. Og igen. Kort sagt – ikke mere pandekagebagning. Heldigvis var skruer og kødsovs færdig, og der stod 7 pandekager i ovnen. Og heldigvis kender vi en elektriker, for selvom alt var slukket, kunne vi ikke engang slå relæet til igen. Så pille pille i nogle ledninger og nu har vi ingen kogeplader – kun ovn og microovn.
Og kogeplademanden kan først komme mandag eftermiddag.
Så man så lige moren købe frosne microovns retter til aftensmaden i går aftes. Og moren følte sig pinlig, så hun sørgede for, at der var nogle gode gedigne økologiske madvarer i kurven også. Skulle jo nødigt være alt for åbenlyst med microretter, når man nu bor i øko-spelt-ghettoen.
Og kunne barnet lide det? Næh nej, men nu har hun jo også altid været kvalitetsbevidst. Så det endte med havregryn med mælk. Som hun nu har levet af i 3 dage. Sammen med youghurt til penicillinpillen.
Fik jeg nævnt at hun vågnede i morges med et hosteanfald, der kunne gøre en KOLpatient misundelig?Overvejde kraftigt at tænde lyset og lede efter lungevæv på gulvet, for fy for den det lød.
Så her går det godt…
Nå ja, så blev hun jo lige målt og vejet til sin toårs undersøgelse – 88 cm høj og 12,9 kg. Mærkeligt at hun ikke engang er blevet dobbelt så lang, som da hun blev født. Ej hvor underligt egentlig.
1 Kommentar
af Puk mandag 22. september 2008 kl. 19:43 i
Dagligdagen, Opdatering
Man ved, det er mandag og første dag efter ferien, når man kommer ned til en bil, der i fællesskab med flere andre biler har fået sparket det ene sidespejl af.
Man ved, det er mandag og første dag efter ferien, når man kommer alt for sent ud af døren, selvom man egentlig synes, at man kom op i god tid. Barnet vækkede os 7.40.
Man ved, det er mandag og første dag efter ferien, når man sidder i kø ved Marienlund.
Man ved, det er mandag og første dag efter ferien, når man er for sent på den og SKAL tanke (til 9,13 heldigvis).
Man ved, det er mandag og første dag efter ferien, når man henter barn i vuggestuen og de siger, at hun vist er ved at blive syg. Ja, 39,7 har hun nu. Og ville sove kl. 19.
Man ved, det er mandag og første dag efter ferien, når man får en sms fra sin mor om, at hende og fars 15 årige kat er blevet aflivet.
0 Kommentarer
af Puk fredag 22. august 2008 kl. 23:05 i
Dagligdagen, Ferie
Lige om lidt
- skal jeg i seng
- har vi ferie
- skal hele mødregruppen inklusive mænd og kone mødes til dejlig hygge
- er det mandag; den første dag i 7 dage, hvor vi ikke har nogen aftaler
- ligger jeg ved en pool
- har jeg to lange arbejdsdage førend jeg kan sige “nu har jeg ferie”
- shopper jeg i Firenze
Ahh lige om lidt :)
0 Kommentarer
af Puk fredag 6. juni 2008 kl. 14:00 i
Dagligdagen
Vi var forbi nogle venner i går. Først det ene sted for at fikse et par vandhaner og så det andet sted for at slappe af og grille – og det var da vældig hygsomt. Alt for lang tid siden sidst.
Fælles for begge steder er, at de har have. Mig også ha!
Tænk sig at sidde der i solen med grillen tændt, misser i skyggen fra træet, barnet i sandkassen og blomster i flor.
Det kunne jeg normalt også, men i år er vi jo uden kolonihave, og med den her forsommer, så er det en ekstra torn i øjet.
Vi gør dog det bedste, vi kan for både at ignorere det og leve uden. Vi går aftenture rundt om blokken – puha det kan godt blive dyrt i is - og er på legepladsen nærmest hver dag. Hvilket man jo også bliver nødt til at være, når man er strejkeramt.
En ting er dog sikkert; jeg har en have til næste sommer! Basta! Ellers garanterer jeg ikke for følgerne!
0 Kommentarer
af Puk fredag 9. maj 2008 kl. 0:10 i
Andrea, Dagligdagen
Det var helt sikkert i går aftes. Familien blev samlet derhjemme igen kl 16.30 og så var det ellers med at komme ud af døren.
Vi må jo indrømme, at vi er faldet lidt i “førstegangs-forældre-der-ikke-bevæger-sig-ud -efter-kl-17″-fælden. Når man til hverdag ofte oplever, at barnet er ved at være træt og og egentlig ikke har lyst til at spise, og er lidt småpylret, så har man svært ved at forestille sig, at man overhovedet kan bevæge sig udenfor husets fire vægge for at spise.
Men fandeme nej tænkte fruen i huset. Det er på det nærmeste sommer derude, og ikke om jeg vil sidde indenfor på sådan en dejlig aften, som det var i går. Fuglene pippede, solen varmede, pigerne var halvnøgne – det hele kaldte på en tur på cafe.
Som tænkt så gjort – Globen Flakket here we come. Og det gik jo strålende. Hun er altså et cafe-barn. Hun charmer sig frem, hygger sig, spiser og er bare dejlig. Det var en aften, der lige gik i hjertekulen og varmede.
Se selv hvor sød og dejlig:

Må jo nok indrømme, at det med “ingen-kolonihave-i-år” – det sucks :(
Ingen muligheder for at komme ud i solen andet end på den lokale legeplads og cafer. Men vi arbejder på det.
0 Kommentarer
af Puk fredag 4. april 2008 kl. 12:36 i
Brok, Dagligdagen, Opdatering, Udråb
Skriv dit kodeord for at se kommentarer.
af Puk mandag 24. marts 2008 kl. 11:19 i
Dagligdagen, Opdatering
Der har været stille her på bloggen, men ingen grund til nervøsitet – vi har bare været aktive andre steder.
Andrea har fået sin penicilin og astmamedicin, og er ovenpå igen. Det har holdt lidt hårdt, men nu er der kun enkelte hosteanfald og få hvæs tilbage, før hun er 100% sig selv.
Der er også blevet bygget om. Og undertegnede har hjulpet til for første gang, siden Andrea kom til. Normalt hamrer, saver og banker jeg også, men nogen skal jo holde øje med den lille vandal, og sørge for resten af huset ikke sejler, når der bygges om, men hele køkkenet og begge stuer har Tomas (og alle de andre der har hjulpet til) lavet uden min hjælp. Altså rent byggemæssigt – jeg har sagtens kunnet hjæpe til fra sidelinien, og har råbt og skreget hvis der har været noget på vej ud af vater, eller de var ved at finde på en løsning, der ikke lige behagede damen.
Men denne gang med Andrea værelse - det er jo helt vildt!
Jeg har slæbt gipsplader op. En gang. 10 stk ;)
Vi har også lavet trøfler. Af kageresterne fra Andreas fødselsdag. 40 stk. Og spist (næsten) dem allesammen. Min mor og far hjalp til, og hvor er det godt, at man kan sove sig fra en trøffelkvalme, så man kan spise nogle flere dagen efter…
0 Kommentarer
af Puk tirsdag 18. marts 2008 kl. 20:29 i
Andrea, Dagligdagen, Opdatering, Sygdom
Sikke en uge!
Andrea får feber, ender oppe på 40,4, men et opkald til vagtlægen siger “giv det en dag mere”. En halv weekend uden feber, men med masser af hoste.
Afsted til lægen mandag - barnet har lungebetændelse og skal have penicilin og astmamedicin (begge dele er jo også så skide nemme at give et barn – not).
Tager på café søndag og fandeme om der ikke er nogle lavintelligente, underbemidlede, amøbelignende, halvhjernede og åndsformørkede menneskelignende klaptorske, der stjæler barnets bamse fra klapvognen!
Magen til latterlige idioter! Tudede hele aftenen over det. Fandeme da godt, at vi har købt et par ekstra – selvom hun godt kunne se, at det ikke var den gode gamle forvaskede, men alligevel snavsede Pinky med det gode næsten væk-nulrede vaskemærke bagi. Pinky den anden er nu accepteret, og det fine nye vaskemærke bliver nulret og nulret i et væk. Det lyder lidt som om hun læser en avis, så nyt er mærket.
I øjeblikket ligger hun og sover, men halvvågner med 5 minutters mellemrum, når hosten får overtaget. Håber fandene snart, at det penicillin virker!
Så til jer jeg ikke har fået skrevet tak for artiklen til, svaret på mails og smser: det er ikke personligt.
Heldigvis kom en af mine forældres venner forbi i går med et marsklam under armen og gik i gang i køkkenet – uhada det smagte med rødvin, kartofler, blomkål og broccoli til. Og tapenaderne til forretten? Mums – og resten blev spist her til aften :)
1 Kommentar
af Puk fredag 7. december 2007 kl. 11:28 i
Dagligdagen, Opdatering
En bisættelse senere (av min arm den er tung sådan en kiste).
En fødselsdag senere (vældig hyggeligt, men stakkels fødselsdags”barn”, der kun kunne ligge i sofaen med en dårlig ryg).
En kolonihavevurdering senere (beløbet lander nok i postkassen mandag, og uhh hvor er vi spændte).
En kvart december senere (hvordan begynder tiden lige pludselig at gå hurtigere?).
En juleoppyntning senere (normalt pynter vi til jul d. 1., men i år blev den dag brugt på bisættelse, så det blev i onsdags).
Nu er vi her – fredag d. 7/12 og tøserne fra mødregruppen kommer forbi i aften. På kogepladen simrer risengrøden til ris ala manden og der spreder sig en dejlig duft af vanilje i huset. I morgen er det store shoppingdag, for søndag er huset fuldt af både voksne og børn til den årlige konfektdag.
I år er jeg (små)stresset, men det bliver bedre nu. Manden har nemlig de sidste par uger både taget tidligt afsted på arbejde om morgenen (de har travlt, så han lægger lidt ekstra timer), og om eftermiddagen er han taget i kolonihaven for at gøre den pæn til vurdering (hvis man lige hamrer små 40 kvm profilbrædder op indvendig, så stiger den i værdi, så selvfølgelig gør man det. Man sætter da også lige et udstillingskøkken op, for så giver det også lidt kroner og ører), men nu er det slut. Og fra næste fredag har han orlov – uha det skal nok blive en ekstra god sidste halvdel af december :)
Og nu? Nu skal der vist lige vaskes et badeværelse og støvsuges et gulv – god weekend til jer derude
0 Kommentarer
af Puk lørdag 27. oktober 2007 kl. 13:15 i
Dagligdagen
i slutningen af oktober. Det var mildt udenfor. Klokken var 20.37 og manden i huset sagde; jeg går op i seng. Konen svarer tilbage, at hun kommer lige om lidt. Tyve minutter senere kommer manden ned igen; gider du komme og få dit møgbarn til at sove? Ti minutter efter har konen slukket og lukket og er klar til seng og til at få barnet til at sove. Tyve minutter senere igen sover både manden og barnet – og konen ligger og kigger op i loftet – klokken er jo kun 21.37 og det kan da godt være hun er småtræt og gerne vil tidligt i seng, men det er jo fuldmåne, så det er ikke så nemt at falde i søvn. Omkring femogfyrre minutter senere sover dog konen endelig.
Det var den fredag aften.
0 Kommentarer