Ferie wrap up

Der var jo den ferie der. Og den er så slut nu – men det betyder skam ikke, at vi ikke kan tage i sommerhus. Nogle venner har nemlig været så heldige at have købt sommerhus lige der, hvor de havde drømt om. Og det skal vi over at se her i weekenden, så efter første uge tilbage på arbejde tager vi lige en lille miniferie hos dem.

Men hvad har vi så lavet i ferien? Vi har knap været udenfor bygrænsen, kan jeg fortælle. Lige en tur i Skandinavisk Dyrepark blev det til, men ellers har det været Naturhistorisk Museum, flyttet for Tomas’ forældre, besøg hos venner og besøg af venner, Andrea har været en enkelt dag i sommerhus med farmor og farfar og kusiner, to strandture (ja flere er det faktisk ikke blevet til i år – vi må bare indse det, vi er ikke strandfolk), et besøg hos Sommer Summarum, Grøn Koncert, Stella Polaris, besøg hos en blogger og så lige isætning af en masse vinduer (der må vist komme et rent vindue indlæg senere).

Og så siger jeg værsgo til et lysbilledshow i kronologisk rækkefølge (læn jer nu godt tilbage og følg godt med):

IMG_4259

Grøn Koncert mens vejret var godt

IMG_4261

Grøn Koncert mens det regner
(ja det er en stor pressing vi har med, som vi trækker hen over os, når det regner.
Alt er stadig tørt når regnen stopper)

IMG_4326

Naturhistorisk Museum
(Andrea har egen dinosaur med hvis der ikke skulle være (ud)døde dyr nok at kigge på)

IMG_4338

Rejsegilde hos Overblikket

IMG_4385

Gode venner

IMG_4400

En varm isbjørn

IMG_4416

Is og gode venner

IMG_4445

Bare smuk og skøn

IMG_4497

Med sus i skørterne

IMG_4517

De ligner et nygift par foran deres nye hus
SÅ søde!

IMG_4580

De Lillaklædte Grinebidere?

IMG_4632

Det var en sjov fætter

   
IMG_4657

Stella Polaris i godt vejr

IMG_4666

Stella Polaris i regnvejr
(ja det er den samme pressing)

IMG_4668

Det er hårdt at være til koncert

Og sådan bruger man 3 ugers sommerferie hjemme. Heldigvis i en sommer der har budt på virkelig det bedste vejr, Danmark kan byde på om sommeren. Det har været SÅ skønt.

ZENøjeblikke:
Mange hver dag. Se bare ovenfor.

2 Kommentarer

Ahh, endelig!

Sommerferien er slut. Jeg er alene for første gang i 3 uger. Kun mig alene hjemme. Fred og ro. Dejligt!

1 Kommentar

Næh og ihh!

En dejlig miniferie – sådan fire dage kan gøre underværker for ens trang til ferie. Specielt når man stikker af fra det hele og smutter til København. Og efterlader barn hos forældre og forældres venner og tager med ven ind og ser Mary Poppins. Og ihh hvor fint :) Tænk sig den fine røde dragt hun havde på – ville man blive set skævt til, hvis man gik rundt i den nu om dage? Og sikke en hidsig krage af en Miss Andrew!
Nu har jeg hverken læst bogen eller set nogen film, så det var uden nogen forventninger, jeg satte mig i stolen for at se stykket. Og jeg synes altså det var umåde flot! Og når man taler om flot, så den kære skorstensfejer Bert – han er altså nuttet. Sikke da et kækt gadedrengesmil han render rundt med. Og blå øjne. Mums! Se gerne forestillingen bare for ham og kostumerne :)

Og nu har barnet så også prøvet at være i forlystelsespark – vi tog nemlig en tur i Tivoli. Barn, mand, mormor, morfar, og to af morforældrenes venners børn. Og Andrea har nu HELT styr på, hvordan man gør det der med kø og vise turbånd. Og det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at hun synes rutchebaner og radiobiler er helt fantastiske. Men det bedste var da vist Piraterne Galejen. Og hun mener bestemt, at Piraten på toppen slår ud med armen og siger “det er herligt at være pirat”. Jow jow – hun har styr på sagerne :)

Zen:
at sidde og “varme op” til Mary Poppins med et to kæmpe stykker brownie
at se Mary Poppins
at spise på Pasta Basta
at få lov til at zappe 150 kanaler igennem (og nej, der var ingenting at se på)
at gå fra rutebilstationen til banegården i Århus i silende regn sammen med mand og barn Jo, det var det faktisk!
at ligge i sengen med Andrea og læse Super Mor mens hun så Lucky Luke

4 Kommentarer

Skal jeg hilse?

Vi tager lige et smut over og hilser på Mary og Frede i morgen. Måske de giver den kop chokolade, jeg aldrig fik hos Dronningen, da jeg var barn.

Jeg glæder mig meget til at se, hvad de har “done with the place”. Det kan jo være, at man kan få nogle ideer. Tror bestemt Casa Bak ville tage sig godt ud med en krone i stukken…

Barnet er hos farmoren og farfaren, mormoren tager med og morfaren passer hus og katte.

Kryds lige fingre for godt vejr – det kunne nu være rart med en sen frokost i Nyhavn.

1 Kommentar

Hello World

Fandeme godt det ikke er mig, der er fast læser af denne blog. Hvis der altså findes sådan nogen (tilbage)…

Well, jeg har lavet så meget andet. Jeg har bl.a. fundet mig en hobby. Måske jeg egentlig hele tiden har haft den, men først nu, i mit 34. år, har jeg åbenbart fundet ud af, at jeg synes det er hyggeligt, sjovt og afslappende at sidde foran symaskinen.
Man skal jo heller ikke fornægte, at man ikke kan sy i det rene luft, men man bliver jo nødt til at have noget stof at sy sammen, så det er jo en hobby med basis for en række fremtidige indkøb!
Og jeg har allerede været igang. Jeg mener jo, at man ikke skal gå ned på gear, så jeg har købt lidt forskelligt værktøj – har sågar snakket om en ny og sej maskine for mine SP-penge, men det lader vi lige blive ved snakken.
Jeg har også købt stof, og jeg er endda kommet så langt, at jeg også har syet et par ting. Det startede faktisk tidligere på året (se flere billeder på Flickr af syede sager), men nu er det nærmest blevet en vedtagen regel her i huset, at jeg er at finde foran symaskinen, når jeg ikke lige er på arbejde eller Andrea har brug for mig.

Det vildeste jeg har kastet mig ud i, er at tilmelde mig denne gruppe på Flickr: http://www.flickr.com/groups/oldredbarncoquiltalong2009/
Jeg fulgte dog kun med på sidelinien til den første quilt, men den næste har jeg stoffet klar til. Venter bare (u)tålmodigt på direktioner der starter på mandag. Det er en fantastisk flok kvinder (og en enkelt mand, så vidt jeg kan se), der er fuld af gode råd og opmuntringer.
Faktisk  er en af dem ved at sende et nyt blad til mit rulleskærer – et blad hun har liggende og ikke bruger, men som jeg lige står og mangler. Ufatteligt hvad man kan bruge det her internet til :)

Nå, men alt i dette comeback-indlæg skal jo ikke gå op i min nyfundne hobby. Der var jo også noget med, at vores badeværelse var blevet færdig, ikke? (selvom det nu egentlig også kan karakteriseres som en hobby her i huset – at bygge om, altså)
Åhh jo, og jeg siger bare: Bo Bedre, I må gerne komme at kigge! Jeg er simpelthen så smaskforelsket i det, og har ikke noget at udsætte på det. Hvilket er MEGET ulig mig, da jeg hurtigt finder på noget, der skulle have været lavet anderledes. Jeg har ikke fundet noget endnu (eller det har jeg jo, men det er virkelig småting).
Billeder siger du? Jamen selvfølgelig da! (og så ser man dem og så yder de det slet ikke retfærdighed. Øv. Men nu er jeg også tæt på at være verdens dårligste fotograf.)

Det var da vist også noget med en Hamborgtur? Ohhhh, I tell you! Det var SÅ lækkert. Brugte det hvide ud af øjnene på at bo her 1 dag og tilbringe den i Wellnessområdet og blive masseret, trykket, aet, skrubbet og alt muligt andet behageligt på. Uhm.
De første to dage var vi her – helt fint sted. Ligger lige to gader bag banegården, og går man til venstre for enden af vejen ender man i det vildeste luder og lommetyve kvarter, men går man til højre er der masser af små restaurenter, sjove butikker og herlig stemning. Cool.
Og hvor var det mærkeligt ikke at være spærret inde om aftenen. Man kunne rent faktisk komme hjem på hotellet kl 18, tage sig en lille lur, vaske sig lidt og SÅ gå ud at spise. Ihh hvor dejligt. Og barnet? Hun råhyggede sig vist derhjemme med mormoren og morfaren – spurgte kun efter os een gang. Jamen altså hvor skønt (så kan vi jo også gøre det igen uden at have dårlig samvittighed ;) ).

Og barnet hun bliver kun større og større og større.
Er faktisk (næsten) holdt op med at bruge ble. Har den kun på om natten for en sikkerhedsskyld (og når hun skal lave lort – sådan noget gør man åbenbart ikke på toilettet. Forleden RÅBTE hun inde fra sengen kl. 5 om natten; “JEG SKAL TISSE”! Jamen så må hun jo op og ud på toilet :)

Og hun snakker. Og snakker. Og er så dygtig til det. Og siger sådan nogle søde ting – og min opgave i aften er lige at komme i tanken om dem og skrive dem ned. Håber jeg kan huske dem, men for fanden altså – jeg render jo ikke lige rundt med en blok hele tiden og får skrevet ned.

Synger gør hun også. Meget og usædvanligt flot (hvis man spørger nære familiemedlemmer – men et par enkelte udefra har nu også kommenteret det positivt). Og hun er begyndt at holde hånden op for munden som en mikrofon.
Måske hun står på en scene om 20 år og fortæller, at hun har sunget siden hun var 2, og gik rundt og sang ind i hårbørsten? Jeg tror det :)

Midt i alt vore feriehalløj var der jo sådan set også to af veninderne, der endnu engang nedkom med et styk barn (hver forstås). Den ene en pige og den anden en dreng. Og de er søde og små og nej, jeg skal IKKE have flere.

Nå, men var det ikke det for denne omgang? Op på hesten igen, og gang i skrivningen. Som min mor sagde; “Julia Lahme holder pause – det er din chance”. Så her er jeg.
Og hvis I ikke kan finde mig her, så kan I finde mig her:

Mit syværelse / my sewing room

13 Kommentarer

Adjø

Hussitteren er så småt på vej.
Kattene er afleveret i pension (for første gang nogensinde og er det lige verdens mindste rum, de har sådan nogle steder, og hvordan skal jeg nogensinde undgå at få dårlig samvittighed over det?).

Kan I nu have det så godt herhjemme – vi tager til Malta og hygger os, gør vi.

0 Kommentarer

Kreativ solskinsferie

Hvor kan sådan sølle fire dage altså indeholde meget. Jeg havde ferie i sidste uge. Kun mig. Ikke manden og ikke barnet. Kun mig. Hvilket betyder, at jeg helt og holdent selv har kunnet bestemme farten. Og den har været høj. Og produktiviteten stor. Kreativiteten ligeså.
Men vi har også været sammen. Midt i solen. I byen. Og i skoven. Alene og med venner. Kort og godt en uge og en weekend der gerne måtte være mange flere af.
Og vi har taget billeder af det:

Hejre

Übernuttet bluse

Og prøv lige at se det her – det har Andrea selv taget af sine oldefar:

Oldefar

Og der er flere på Flickr

0 Kommentarer

Julefreden sænker sig

Jeg var helt panikken. Fuldstændig blank i blikket og helt “det kan da ikke passe” inde i mit hoved.

Helt tilbage til d. 1. august 2001 har jeg aldrig nogensinde arbejdet dagene op til jul, dagene mellem jul og nytår og dagene efter nytår.
Men i år – puha! Vi er egentlig kun to til at holde hjulene kørende, men med to til at trække på som backup. Heldigvis har de to holdt en masse ferie her i efteråret, så pludselig tilbød de deres hjælp i julen.
Hvilke dage havde vi behov for hjælp til? Dem alle. Tak.
Jo jo, så nu har jeg fri i julen. Fri i julen, siger jeg dig.

Fri i julen. Fri i julen!!!

Det betyder, at når jeg går hjem fredag d. 19. december skal jeg først lave noget igen fredag d. 2. januar om eftermiddagen. Det er fandeme da at have fri i julen!

2 Kommentarer

Her har I os tilbage

Så er vi hjemme igen. Har faktisk været det siden halv et natten til mandag, men hu hej der er mange ting, der skal ordnes, når man kommer hjem efter i alt 17 dage væk.
Nullermændende har ikke holdt ferie, men det har rengøringsmanden, så han skulle lige bestilles ígen. Alt tøjet er heller ikke blevet vakset, så vi har vasket tøj. Og vasket tøj. Og så lige vasket en omgang mere.

Rejsebeskrivelser og -billeder skal der nok komme, men en ting af gangen. Og den første er i morgen at tage et smut til Hamborg, for at høre et vist band.

Hyg jer :)

4 Kommentarer

Afsted det går

Om få timer sætter vi næsen mod Italien. Fire voksne og et barn i een bil. En bil der er pakket til kanten. Det bliver spændende og dejligt. Er godt nok i ferieunderskud lige nu.

Katte- og hussitter er fundet – det var godt nok ikke nemt – så vi kan tage afsted ubekymret. Altså så ubekymret man nu kan være, når man ikke er sammen med misserne.

Vi snakkes ved.

0 Kommentarer