Hvorfor kejsersnit?
Jeg skal da vist passe på med at holde fri fra nettet flere dage i træk – det vælter jo ind med kommentarer :)
Istedet for en lang kommentar, har jeg valgt at lave et indlæg i stedet.
For at tage det fra en ende af:
@Sophie: Jo, jeg har tænkt over den sprække, jeg får på maven. Forskellen på den og de eventuelle andre sprækker er, at den ikke sidder i mine kønsdele. Og det er grund nok for mig.
Jeg siger ikke, at det absolut vil gå galt, men risikoen er der – og det er en risiko, jeg ikke har lyst til at tage.
Jeg har flere familiemedlemmer, der har født – med komplikationer efter at være sprækket. Jeg har veninder/bekendte, der har født – med komplikationer efter at være sprækket. Jeg har også flere familiemedlemmer, veninder og bekendte, der har fået foretaget kejsersnit – både akutte og planlagte – og kun en har haft mindre komplikationer. Svigerinden har f.eks. fået to akutte og et planlagt kejsersnit uden et eneste problem efterfølgende.
Lægger jeg alle disse oplevelser på vægtskålene, så vejer et kejsersnit for mig tungest.
Og ja, mine mavemuskler bliver skåret over, og nej, min mave kan ikke blive helt så flad igen – men det var den sgu heller ikke før. Jeg har alligevel længe været både for blød og gammel til at gå med stumpebluser, så det går nok.
@Frederikke: Angst er måske så meget sagt. Eftersom det er blevet mere almindeligt at “få lov” til et planlagt kejsersnit her i Danmark, så er jeg ikke kommet til det at være angst – det er ikke nødvendigt, jeg “får jo bare” et kejsersnit (nu lyder det lidt let og overfladisk).
I forhold til det at jeg går glip af en fantastisk oplevelse, så har jeg aldrig tænkt på det som en fantastisk oplevelse – for mig er en fødsel “et nødvendigt onde” under det at få et barn.
@Mille: Lige nøjagtig; jeg kunne være heldig at slippe uden en skramme. Jeg ved det bare ikke, og den chance tager jeg ikke.
Jeg går ind for kalkulerede risici og velovervejede beslutninger :)
Det hører måske med til historien, at indtil for 3 år siden, skulle jeg ikke have børn. Jeg havde andet at bruge min tid, penge og mit liv på. Manden vidste, hvad han gik ind til, da vi blev gift (efter at have kendt hinanden i 7 år), men efter 3 år måtte han trække i land og sige, at det var han vist alligevel ikke helt så afklaret med. Mange skænderier og og overvejelser senere valgte jeg “at gi mig” – hellere leve et liv med ham og et barn, end leve et liv uden ham. Der er jo andre kvinder før mig, der har fået et fornuftigt liv med børn ;)
Dette for at sige, at for mig har det ikke været en forventet – og længe ventet – del af mit liv at få børn, og derfor skal det så vidt muligt foregå på mine præmisser. Jeg er et planlægningsmenneske og velvidende at man ikke kan planlægge alt (faktisk næsten ingen ting), når det kommer til graviditet og børn, så vil jeg gerne have indflydelse på så meget som muligt.
Jeg vil dog gerne understrege, at jeg er ganske klar over, at det hele lyder lidt småskabet og nu må jeg sgu tage mig sammen. Jeg er en kvinde på 31, der ikke fejler noget som helst og som formegentlig ville få en ganske normal fødsel. Formegentlig er bare ikke godt nok til mig – groft sagt er jeg en af de her krævende unge, der er vant til at få det, som jeg vil ha det.
Håber det for alle nysgerrige kunne give lidt svar på spørgsmålene.
