Beskyttet: Virkelighedens verden
Skriv dit kodeord for at se kommentarer.
Jeg brækker mig, gør vi…
Så hyggeligt det skulle have været. Barnet skulle passes af fasteren. Forældrene skulle til julefrokost. Faderen skulle have startet forældreorlov. Men nej.
Lørdag morgen startede som den skulle med at Andrea og jeg tog til svømning, mens Tomas tog til den sidste dags status på hans arbejde. Jeg følte mig sådan lidt svimmel, da jeg gik hjemad, men tænkte, at jeg bare trængte til noget at spise.
Efter svømning får Andrea noget havregrød og så falder hun i søvn på vej hjem og sover et par timer. Denne gang nåede jeg ikke andet end lige om i gården med hende, gav hende den sut, hun havde tabt og så sagde det “bvadr” og så havde hun brækket sig – mens hun lå og sov. I Voksipose, øre, hat, overtøj, handsker – det hele. Hun var godt nok forvirret, men op kom hun, fik rent tøj på og lidt vand at drikke. 1½ times søvn for lidt gør jo meget for sådan en bette tøs, så ned i barnevognen igen. Hun virkede jo ikke syg, så jeg tilskrev det en blanding af klor og havregrød og en sut i den gale hals. Denne gang kom hun ned med dyne, ny hat og nyt overtøj. 20 minutter senere gør hun det samme stunt. Bræk ud over det hele. Og så lige et par gange på gulvet i løbet af eftermiddagen – og hver gang hun kom ned at ligge i sengen, så hun sov siddende op ad to tykke puder.
Tomas kom hjem omkring kl 16 og 5 minutter senere var jeg ude at brække mig første gang. Så ingen julefrokost til nogen af os, men pasning af syge mennesker til Tomas.
Han påstår, han stadig elsker mig selvom jeg lå midt på stuegulvet og brækkede mig – jeg nåede ikke lige op på badeværelset :(
Søndag skulle vi så til min morfars og mosters fødselsdag – Andrea var frisk nok, og jeg var voksen nok til at kunne klare det. Og det gik da også helt fint – i løbet af eftermiddagen endte jeg med at have det helt godt.
Så blev det mandag og Tomas’ orlov starter og vi skulle rigtig hygge os – ja hurra da. Vi hygger os med, at han brækker sig. Og I ved hvordan mænd er, når de er syge…
Fandeme godt det kun er en 18-24 timers ting – selvom det i Tomas’ tilfælde nok ender med 48 – han lyder i hvert fald, som om han er ved at dø og vrøvler om menigitis, hovedpine, mavekramper og andet pjat ;).
Hul i hovedet og syg baby
Lå på Andreas madras her til aften med Andrea hoppende rundt på min mave. Andrea hiver fat i alle sine bøger, der står på en lille hylde, og de (bøgerne that is) falder ned. En af dem rammer mig i hovedet. Så hårdt at jeg faktisk har fået en lille flænge. Fedt at have fået hul i hovedet af en bog.
Så forstår jeg bedre, at hun skreg sådan og fik et blåt mærke, da en af de famøse bøger faldt ned på madrassen og “bouncede” op i hovedet af hende forleden dag.
Den gode gedigne forkølelse (vist halvvejs influenza i følge mand og veninde), jeg reddede mig hen over den dejlige weekend er gået i arv til Andrea. Snottet løber og hun nyser. Og synes bestemt ikke, at det er sjovt.
Stakkels lille pus.
Ja det var en bare en virus – og et udviklingstrin
Svigerinden og netdoktor overbeviste mig om, at baby godt nok havde en virus. Tre-dages-feber. Ikke at jeg anede, at der fandtes sådan en. Men nu er hun rask igen.
Derudover har hun været en lille småsur og besværlig baby i 1½ uge. Normalt går hun i seng sådan omkring 20, men den har både været 22 og 2240, og det har været med skrig og skrål.
Nu er hun en glad lille baby igen, der er gået i seng omkring 20 igen de sidste to dage.
Ifølge “60 Vidunderlige Uger” har de små et udviklingstrin omkring de 26 uger.
Så mon ikke hun nu har taget et trin mere op ad trappen?
Det er bare en virus…
Det er nemt at være læge synes jeg. Man kigger lidt på ungen, lytter på dens lunger og hjerte, ser den i ørerne og siger; “det er en virus”.
Andrea har været syg siden natten til onsdag – her havde hun 39,4 og det går jo nok. Fredag Torsdag havde hun stadig over 39, så vi tog lige en tur forbi lægen.
Hvor det altså bare var en virus.
Om aftenen var den på 40,4, så Tomas ringede lige til vagtlægen, der syntes, hun gerne lige ville se hende. For igen at konstatere, at det er en virus.
Det er sikkert rigtigt, for hele dagen i dag har hun haft lige under 37, men altså – man har jo feber af en grund, så man vil jo gerne vide, hvad det er. Men det er jo altså bare en virus…
Fredag aftens sysler
Kl 10 i formiddags havde Andrea fem måneders fødselsdag. Det er simpelthen for vildt at tænke på, at der kun er gået fem måneder. Det føles som en evighed – på den fede måde altså :)
Det er utroligt, hvor meget der når at ske med sådan en på så kort tid, hvor meget hun har nået at lære. Det er ganske enkelt ikke til at forstå omfanget af.
Vi fejrede så hendes fødselsdag her for et par timer siden med at køre en tur forbi vagtlægen.
Jo jo – ikke en måned uden besøg hos noget personale indenfor sundhedsvæsenet ;)
Hun lå og sov, men øffede lidt rundt, så Tomas gik op for at give hende en sut, og da hun vældigt huggede ud efter den, tænkte han “hold da op, du er sulten” og kaldte på mig. Inden jeg nåede at komme ovenpå fandt han ud af, at hun ikke huggede efter sutten, men trak sig sammen i mavekramper og begyndte at græde mere og mere, så hun var helt ulykkelig, da jeg nåede op af trappen. Det gjorde åbenbart ret ondt på hende, for hun sad i Tomas’ arme og knækkede sammen hver andet sekund og græd mere og mere for hver gang. Det så godt nok ikke godt ud.
Jeg fik baby og forsøgte at trøste, mens Tomas ringede og forklarede og fortalte til vagtlægen, som selvfølgelig sagde, at vi bare skulle komme forbi. Tomas skyndte sig at hente bil, mens jeg tog sko på og gik ned af trappen, og da jeg stod i opgangen og ventede, holdt det helt op med hende. To gange gjorde hun det, mens vi stod der, men ikke noget der fik hende til at græde mere.
Et kort øjeblik overvejede jeg at blive hjemme, men hvad ved man - det kunne jo være, at det begyndte igen.
Vi kom op til vagtlægen, hvor vi heldigvis var de eneste, så vi kom hurtigt ind.
Med en baby der var frisk og kæk og ikke havde haft en eneste sammentrækning siden vi kørte hjemmefra. Lægen mærkede og lyttede og da jeg kunne fortælle, at jeg ikke havde spist noget, jeg ikke plejede, så det ikke kunne være det, hun reagerede på, blev han enig med sig selv om, at det har været en ordentlig portion luft i maven.
Aldrig havde jeg da troet, at luft skulle kunne få en baby til at reagere sådan.
Nu ligger hun og sover, som intet er hændt. Mærkeligt!
Så fik vi da også lavet noget fredag aften :)
Og igen.
Nej, det er ikke for sjov, men sørme om vi ikke lige har været forbi Skejby igen.
Denne gang var det dog med Andrea. Hun var begyndt at lyde lidt rusten i vejrtrækningen d. 27, så da jeg alligevel var forbi lægen torsdag morgen (d. 28) for at få tjekket blodprocent, så blev hun lige lyttet på, og konklusionen var, at det bare var lidt forkølelse – som hendes mor.
Fredag morgen lød hun som en dampkoger med astmaanfald, så vi tog lige forbi lægen. Han lyttede og bad os om at tage forbi Skejby. Så ville de vurdere, om hun måske skulle have en maske med lidt medicin, eller om det ikke var noget problem.
Det viste sig så at være et problem. Et problem med navnet RS-virus.
RS-virus er egentlig bare en forkølelse, men en forkølelse der giver noget usædvanligt sejt slim, som de små ikke kan hoste op.
Vi blev indlagt fredag middag d. 29 – og udskrevet igen tirsdag middag d. 2. januar. Altså nytårsaften på Skejby. Det var sgu lidt småkedeligt, men hellere nytårsaften end juleaften.
Andrea har taget det med oprejst pande. Hun har hostet og hevet efter vejret og siddet stille og roligt med store øjne (og er faktisk faldet i søvn et par gange), når hun har fået en maske med medicin. Hun har ikke haft feber og har på trods af det hele været glad og har grint til både far, mor og sygeplejerske.
Og så tog hun også lige 235 g. på de dage, vi var derude. Det er da ret pænt, når man nu er syg, har snot i næsen og lidt svært ved at spise.
Vi var forbi lægen i går, og han sagde hun lyder i tip top stand. Ingen grund til at blive ved med medicinmasker – kun hvis vi syntes, hun peb lidt i det f.eks. om morgenen.
Jeg ved godt, at det ikke er sidste gang, at hun bliver syg, men nu vil jeg f*ndeme godt have lidt ro på. Bare lige få lov til at lege far, mor og barn og forsøge af få nogle rutiner i gang, der ikke bliver afbrudt en gang i ugen med et hospitalsophold.
Det positive ved at ligge derude helt til d. 2. var, at der ikke var så langt til den kontroltid jeg selv havde derude. Hvilket viste at alt er normalt igen med moren. Der mangler bare lige at få blodprocenten op på det normale – den skal gerne over 7,2, men lå i går på 6,4.
Dette var forhåbentlig sidste kapitel i Skejbyføljetonen, så jeg nu kan koncentrere mig om at få beskrevet de mere positive sider og sjove historier ved Projekt BARN.
Skejby igen. Og igen. Og igen.
Ja nu er de jo så søde på Skejby, så jeg har lige været forbi dem et par gange mere.
Efter vi var kommet hjem derude fra fredag middag gik alting fint. Jeg havde det helt super. Var endda til 60 års fødselsdag om lørdagen i fire timer. Søndag var huset fuld af gæster til den årlige konfektdag. Det hele forløb uden problemer.
Så blev det onsdag igen.
Og klokken ca det samme som onsdagen før begyndte jeg at bløde igen. Ikke noget i samme stil som ugen før, men der kom alligevel en del.
Manden (som heldigvis har sin ugentlige fridag om onsdagen) ringer til 112 og får at vide, at hvis vi kan, bliver vi nødt til at klare det selv. Et uheld har beslaglagt en del ambulancer, så det ville blive en kørsel 2 – og de kan være med en del ventetid.
Manden ringer derfor til min mor og hører om hun kan komme fra arbejdet og køre mig mens han får pakket barn og hvad man ellers skal have med til Skejby.
Vi kommer til Skejby – manden har ringet og advaret dem – og belært af sidste gang er de klar med alt udstyret til drop osv.
Jeg bliver skannet og undersøgt af læge Peter (endnu en lækker mand, må jeg lige tilføje), og han vurderer, at det han kan se på skanningsbilledet er en klump halvstørknet blod som bare skal ud. Ellers ser det helt fint ud.
Vi skal blive klogere.
Han giver mig nogle piller for at få livmoderen til at trække sig sammen og vi bliver indlogeret til observation til om aftenen, hvor vi tager hjem.
Så bliver det torsdag.
Klokken bliver lige en halv time senere end dagen før – og jeg begynder at bløde igen. Denne gang mindre end første gang, men mere end dagen før. Og det bliver ved. Manden (som har fået fri torsdag når nu konen havde været på Skejby dagen før) og jeg minder hinanden om, at det skal jo nok bløde lidt, når nu læge Peter siger, der er noget, der skal ud.
Men det blev ved. Sådan on og off i to timer og når det var on, var det med ret høj hastighed.
Vi når at snakke med Skejby 4 gange indenfor to timer til de siger “kom her ud”. Vi pakker mig og barn i bilen og kører derud, og lige da jeg når skranken ved akutstuen kan jeg mærke, at nu drypper det ikke bare – nu kommer det i klumper.
Op på briksen og denne gang er det overlæge Frank (desværre ikke så lækker som han er gammel). Han undersøger mig alt i mens det bliver ved med at bløde. En narkoselæge bliver tilkaldt og hun må desværre meddele mig, at det er for kort tid siden, jeg har spist, til at jeg kan slippe uden om at brække mig af mig selv eller få en sonde ned.
Overlæge Frank har nemlig besluttet, at jeg skal have endnu en udskrabning.
Efter jeg har forsøgt med et par fingre i halsen i 10 minutter kommer narkoselægen forbi igen og foreslår, at vi klarer det med en rygbedøvelse. Præcist som ved kejsersnittet. Jeg tygger lidt på det, men tanken om sonden er RET klam, så jeg vælger rygbedøvelsen.
Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville vælge igen en anden gang.
Der var ikke noget, der gjorde ondt – hverken bedøvelsen eller udskrabningen, men det var sgu lidt klamt alligevel. På trods af søde narkoselæger og sygeplejersker, musik i ørene og smertestillende.
Overlæge Frank havde hjælp af en anden overlæge, og de besluttede efter en times tid roden og gøren og skannen, at nu skulle der ikke være mere at hente. Den klump blod læge Peter mente at have set, viste sig nemlig at være et stykke moderkage. Så det hele var åbenbart ikke kommet med første gang.
Vi bliver udskrevet lørdag middag og så er det bare hjem og sove. Og være glad for at det hele nu er overstået.
Så bliver det fredag.
I løbet af torsdag aften og fredag morgen bløder jeg en smule mere en dagene før. Intet i stil med nogen af de andre dage, men denne gang tager jeg ingen chancer med noget som helst og ringer til Skejby og får en tid til et tjek om eftermiddagen.
Vi kører derud med krydsede fingre for at det ingenting er, men jeg er holdt op med at overveje noget som helst selv.
Jeg bliver tjekket (af læge Kirsten), og det viser sig, at der sidder en smule blod. Den har vi jo hørt før, men den her gang sidder blodet så langt nede, så der burde ikke være nogen tvivl.
Nu er det torsdag, og indtil videre er alting fint. Jeg har en tid derude 2. januar til endnu et tjek – rart at vide, at jeg lige får tjekket, om alting skrider fremad
Jeg er noget træt, men det er det. Heldigvis fik det ikke ødelagt julen. Vi nåede ikke at få julepyntet, men det går nok – barnet er jo heldigvis ligeglad. Hun har som sædvanlig taget tingene med ophøjet ro. En af dagene da hun var på mor-barnafdelingen mens jeg var på operationsbordet fandt vi da ud af, at vi synes rigtigt, når vi nu synes, at hun grovæder. Det lykkedes hende at spise næsten en halv liter erstatning fra klokken lidt over et om eftermiddagen til omkring klokken syv om aftenen – inklusive sovning. Det er nu ret pænt gået :)
Udover mine ture til Skejby (hvor jeg nu også har fundet en lækker portør og en lækker (mandlig) sygeplejerske), så går alting fint med den lille tøs.
Hun tager alle med storm, og det føles som om hun har været her altid. Hun er stadig nem – der er dog ikke så langt til skrig som der har været.
Nu skal jeg bare lige være sikker på, at alting går som det skal, så der kommer 100% ro på.
Nå ja, de to sidste i vennekredsen har født. Endnu en pige og en lillebitte (2340 g og 45 cm) dreng – 5 uger før tid og med gulsot, men det går vist fremad med ham nu.
2½ liter blod senere…
Skal vi ikke bare starte med at sige, at det var meget godt, at manden havde fri fra arbejde onsdag?
Og at vi ikke var kommet så langt, at vi sad på en café og spiste brunch?
Klokken lidt over 10 stod jeg på badeværelset og var ved at gøre mig i en tilstand, jeg kunne tillade mig at gå uden for døren i, da jeg pludselig mærker, at der kommer en del mere blod ud forneden end der gjorde tidligere på dagen.
Jeg sætter mig på toilettet, og så løber det faktisk ud af mig. Jeg tørrer mig og synes det er stoppet lidt og kalder på manden, for det vil jeg da alligevel lige tjekke med lægen. Da jeg ber ham ringe til lægen, spørger han selvfølgelig hvorfor, og da jeg så svarer, at jeg bløder ret meget, vil han jo vide hvor meget, og da jeg flytter den hånd, der holder et stykke toiletpapir, løber det igen. Det løber faktisk, som hvis man tænder en vandhane lige nøjagtig så meget, at den ikke drypper, men løber.
“Ahh, jeg ringer lige til 112 i stedet for”, siger den kloge mand.
Der kommer så 2 vældige flinke Falckmænd for at hjælpe. Den ene lægger et drop – et af de store af slagsen, hvilket skal vise sig at være meget klogt tænkt – og den anden finder iltapperat og saltvand frem. Alt i mens ligger jeg på gulvet med benene oppe på en skammel og blodet løbende ud.
Jeg får saltvand, tjekket blodtryk (der forbavsende nok stadig er fint), bliver pakket ind i morgenkåbe og et tæppe. Falckmanden bliver ved med at spørge, om jeg ikke har været svimmel og om jeg har det godt. Han ringer til Skejby for at fortælle, at nu har jeg nok mistet en liter blod, og vi er der om ca 12 minutter.
Jeg skal så lige ned fra 3. sal først. Ned af en trappe hvor der på øverste etage ligger træ nok til en halv tømmerhandel. Altså en trappe der ikke er bredere end nødvendigt – i dagligdagen, men ikke når to Falckmænd skal have en storblødende kvinde ned. Det foregik på en bærestol, og tillad mig at sige, at det var faktisk var det mest skræmmende den dag. Jeg kender godt den trappe, og ved godt hvor smal den er, og hvor nemt det er at miste fodfæstet bare en lille smule – og der hænger jeg mellem to (den ene lige en smule mere lækker end den anden i øvrigt) Falckmænd. En tillidssag som jeg gjorde dem opmærksom på.
Trappeturen ender lykkeligt. Med et par pauser ind i mellem. Jeg ender nede på gaden, hvor der står en båre og venter på mig. Og lad mig lige benytte lejligheden til at sige undskyld til de to damer, der kom gående mod mig lige netop som jeg (kun iført morgenkåbe og blødende underliv) svinger først det ene og så det andet ben op på båren.
Ind i ambulancen sammen med både mand og barn og så en “blød kørsel 1″ mod Skejby, hvor vi ender på akut gynækologisk modtagelse. Og bliver modtaget af min nye helt læge Mikkel. En læge der starter med at tage sin højre pege- og langefinger og bore dem så langt ned i min livmoder, at han kunne tælle mine ryghvirvler; “nu skal jeg lige få den til at trække sig sammen”. Av for satan! Tror stadig han har neglemærker i sin arm.
Der ryger så også lige en halv liter blod mere.
Bagefter vil han så lægge et ekstra drop i min højre hånd, men må opgive, fordi jeg nu har mistet så meget blod, at det ikke er muligt at fange en blodåre. Han er nu ikke så bekymret for det, da mit blodtryk stadig er fint.
Indtil videre er jeg ikke så glad for Mikkel. Alt hvad han har gjort ved mig, har gjort ondt. Men det ændrer sig.
Jeg bliver skannet og det viser sig, at der er 3½ cm slimhinde i min livmoder – hvilket er for meget, så jeg skal have en udskrabning.
Så er det jo ret heldigt, at jeg ikke har fået noget at spise siden aftensmaden og kun en stort glas vand i løbet af morgenen.
På det her tidspunktet er barnet også ved at vågne og være sulten, så manden der har siddet ovre i et hjørne tager barnet og går over på mor-barnafdelingen, hvor vi var indlagt for bare 3 uger siden, for at give hende noget at spise. Midt i det hele kommer jeg faktisk i tanke om, at der i fryseren står en flaske brystmælk fra dengang. Læge Mikkels kommentar var “kvinder og deres overblik”.
Jeg bliver kørt på operationsstuen, og Mikkel siger bagefter, at det var en rest af moderkagen, der sad i livmoderen og gjorde det umuligt for den at trække sig sammen, hvilket fik den til at slappe helt af, og så er der åben for alle sluser.
Det havde været ret svært for læge Mikkel at standse blødningen, og jeg mistede ca 2½ liter blod. Lige her var det, at læge Mikkel blev glad for det store drop Falckmanden lagde, for det blev nødvendigt at bruge til de to poser blod, jeg fik tilført.
Vi er alle tre hjemme nu – blev udskrevet her til middag [update: fredag middag, så kun to dage på hospitalet]. Manden blev “indlagt” sammen med mig og Andrea, så der var nogen til at tage sig af hende. Så slap jeg også for at skulle ligge der helt alene.
Jeg har gennem det hele haft det helt fint – kun to gange fik jeg det dårligt. Det var natten til torsdag, da jeg var oppe på toilet, og jeg lige måtte have hovedet ned ad. Jeg har ikke haft ondt en eneste gang, og er heller ikke specielt træt.
Min blodprocent er lidt lav (5,0), så den står på grønne bønner, røde bøffer og broccoli.
Og manden? Han panikkede ikke en eneste gang. Der var faktisk mere panik i ham, da jeg næsten brækkede anklen.
Så tak til ham og tak til læge Mikkel.
Og lille Andrea der som sædvanlig har opført sig eksemplarisk og har sovet både 5 og 6 timer ad gangen.
Og så lige en note til kritikere af mit selvvalgte kejsersnit; det har ikke noget med det at gøre, og kunne lige så godt have været sket ved en normal fødsel.
Av for &#)!&#% og ind i “)”=¤/#)” det gør ondt!
[det følgende handler om noget helt andet end graviditet]
Jeg er faldet. Faldet ned af en kant. En dørmåttekant på hele 2 cm.
“Ja og?”, vil du nok sige, men det tog kun 20-30 sekunder, så sad der en ca tennisboldstor bule på siden af anklen – og fy for SATAN det gjorde ondt. Jeg har forstuvet mange ting i min tid, men har aldrig prøvet at det gjorde så ondt. Jeg brød mig nu egentlig heller ikke om den der krunsj lyd, jeg synes, jeg kunne høre, da det skete…
I betragtning af bulen og lyden synes jeg, at et besøg på skadestuen var på sin plads (og her vil jeg lige indskyde, at hvis ikke jeg ville have kejsersnit for min egen skyld, så for mandens, der fes op i det røde felt og snakkede om ambulancer, var ved at overhale busser i lyskryds og køre fodgængere ned for at komme til skadestuen, mens han skreg “hun er gravid”, mens jeg talte med skadestuevagten i mobilen. Kunne da lige se, jeg prikkede ham på skulderen en aften og sagde “jeg har veer”. Han ville da ringe efter en ambulancehelikopter lige på stedet).
En halvanden times tid senere var jeg både blevet kørt rundt i kørestol, en hospitalsseng og fået taget røngtenbilleder, da lægen mente foden godt kunne være brækket. Og bare rolig BB fik ingen grimme stråler – fik proppet et blyforklæde godt rundt om maven (og faktisk ned mellem benene og mellem ballerne, så de – strålerne altså – ikke kom ind den vej).
Men korte af det lange er, at foden har været vældig tæt på at brække, men heldigvis “kun” er voldsomt forstuvet. Men for helvede det gør ondt!
