En kælketur
I skal da ikke snydes for denne video fra kælkebakken i Schweiz (den tager lidt tid at loade)
Beskyttet: Virkelighedens verden
Skriv dit kodeord for at se kommentarer.
Jeg brækker mig, gør vi…
Så hyggeligt det skulle have været. Barnet skulle passes af fasteren. Forældrene skulle til julefrokost. Faderen skulle have startet forældreorlov. Men nej.
Lørdag morgen startede som den skulle med at Andrea og jeg tog til svømning, mens Tomas tog til den sidste dags status på hans arbejde. Jeg følte mig sådan lidt svimmel, da jeg gik hjemad, men tænkte, at jeg bare trængte til noget at spise.
Efter svømning får Andrea noget havregrød og så falder hun i søvn på vej hjem og sover et par timer. Denne gang nåede jeg ikke andet end lige om i gården med hende, gav hende den sut, hun havde tabt og så sagde det “bvadr” og så havde hun brækket sig – mens hun lå og sov. I Voksipose, øre, hat, overtøj, handsker – det hele. Hun var godt nok forvirret, men op kom hun, fik rent tøj på og lidt vand at drikke. 1½ times søvn for lidt gør jo meget for sådan en bette tøs, så ned i barnevognen igen. Hun virkede jo ikke syg, så jeg tilskrev det en blanding af klor og havregrød og en sut i den gale hals. Denne gang kom hun ned med dyne, ny hat og nyt overtøj. 20 minutter senere gør hun det samme stunt. Bræk ud over det hele. Og så lige et par gange på gulvet i løbet af eftermiddagen – og hver gang hun kom ned at ligge i sengen, så hun sov siddende op ad to tykke puder.
Tomas kom hjem omkring kl 16 og 5 minutter senere var jeg ude at brække mig første gang. Så ingen julefrokost til nogen af os, men pasning af syge mennesker til Tomas.
Han påstår, han stadig elsker mig selvom jeg lå midt på stuegulvet og brækkede mig – jeg nåede ikke lige op på badeværelset :(
Søndag skulle vi så til min morfars og mosters fødselsdag – Andrea var frisk nok, og jeg var voksen nok til at kunne klare det. Og det gik da også helt fint – i løbet af eftermiddagen endte jeg med at have det helt godt.
Så blev det mandag og Tomas’ orlov starter og vi skulle rigtig hygge os – ja hurra da. Vi hygger os med, at han brækker sig. Og I ved hvordan mænd er, når de er syge…
Fandeme godt det kun er en 18-24 timers ting – selvom det i Tomas’ tilfælde nok ender med 48 – han lyder i hvert fald, som om han er ved at dø og vrøvler om menigitis, hovedpine, mavekramper og andet pjat ;).
Så gik tiden
Huhej hvor alting går hurtigt – specielt tiden.
Baby kan kravle fuldt ud – og gør det gerne.
Øve sig allerede på at stå og gå.
Hjemme i lejligheden er stue og spisestue færdige. Køkkenet mangler ikke meget – måske det endda nåes i dag?
Tomas har lungebetændelse. Lyder og ligner godt nok en der bare er forkølet.
Baby er forkølet. Lyder og ligner godt nok en der har en voldsom lungebetændelse.
Måske vagtlægen er galt på den?
Og bør man ikke blive hjemme fra alting med baby, når der er andre babyer, når ens egen er forkølet? Ikke så meget for hendes skyld, men for ikke at smitte de andre? Eller er det misforstået venlighed? Vi andre bliver jo ikke hjemme fra alting, bare fordi vi er forkølede.
Puk var i byen med mødregruppen forleden. Resulterede i massive tømmermænd (gad vide hvad vagtlægen havde bestemt dem til at være?).
En ny kolonihave er måske fundet – den er i al fald en mulighed, men nu skal vi lige have set den indvendigt også.
Internet, egen blog og andres? Hvad er det? I hvert fald ikke noget der kan nås meget af på den her opkobling.
Dyneløs
Vi er i øvrigt dyneløse herhjemme – da vi var halvvejs mod Odden fra København i søndags, opdager manden, at han havde glemt at pakke vores dyne. Den lå stadig på sofaen hos Rikke og Casper.
Derfor sover vi nu med vattæppe puttet i dynebetræk. I og for sig egentlig ikke noget problem, hvis der nu havde været en ordentlig sommer med nogle varme nætter. Men nej – jeg har derfor sovet med pyjamas og skisokker. Sokkerne ryger dog i løbet af natten, men alligevel…
Lidt sjovere
Det er nu lidt sjovere, når der ikke ligger en baby i en tremmeseng kun 40 cm væk…
Baby havde det godt, men faren blev syg
Moren og faren var ellers til bryllup i lørdags. Baby var ikke. Hun blev passet herhjemme af sin mormor og morfar. En stor dag som var gået rigtig godt. Hvor er det dejligt, at det ikke endte i skrig og skrål, men at hun sagtens kan undvære sin mor og far.
Nu håber vi bare, at det går lige så godt på lørdag, hvor vi også skal til byllup. Der skal hun passes af sin faster. Hjemme hos faster, onkel og tre kusiner. Og denne gang er vi ikke kun 15 min væk, men helt i Thyregod. Det bliver spændende.
Det viste sig også, at det ikke var babys velbefindende, vi skulle være nervøs for, men mandens. Mellem hovedretten og desserten blev han nemlig syg i begge ender (han undskylder for toilettets udseende, men uden toiletbørste har man ikke mange chancer), så vi måtte køre hjem allerede klokken 23. Ret surt når nu det var en god fest og baby havde det godt.
Han er dog ovenpå igen, men måtte da have hjælp af lidt diarréstoppende medicin lørdag aften og søndag.
