Øv
Det er sgu lidt svært det vuggestuehalløj. Svært at tænke på at for få uger siden vidste jeg ALT, hvad min lille baby (jaja, tumling) lavede. Hvad hun spiste, hvad hun legede, hvordan hun trak vejret. Alt.
I går hentede jeg hende (min opgave tirsdag og onsdag) og på tavlen stod der, at de havde lavet fastelavnspynt. Nedenunder var der nogle billeder af min lille pige med en farveblyant i hånden, og på troldhasselgrenen inde på stuen hang det pynt, hun havde lavet (og ikke om jeg fatter, hvordan hun kan lave fastelavnspynt. Jeg formoder der er en hel del voksenhjælp med i det her).
Øv siger jeg bare, det ville jeg da gerne have været med til.
Men sådan er det med vuggestuer – de har jo reelt de fleste oplevelser med ungerne. Og tænk endda at Andrea ikke har specielt mange timer derhenne, det kunne have været meget værre.
Jeg er bare glad for, at hun har været hjemme i så mange måneder, at det er os selv, der har set hende begynde at kravle og gå.
