af Puk fredag 6. august 2010 kl. 11:13 i
Billeder, Ferie, Koncert, Opdatering, Oplevelser, ZEN
Der var jo den ferie der. Og den er så slut nu – men det betyder skam ikke, at vi ikke kan tage i sommerhus. Nogle venner har nemlig været så heldige at have købt sommerhus lige der, hvor de havde drømt om. Og det skal vi over at se her i weekenden, så efter første uge tilbage på arbejde tager vi lige en lille miniferie hos dem.
Men hvad har vi så lavet i ferien? Vi har knap været udenfor bygrænsen, kan jeg fortælle. Lige en tur i Skandinavisk Dyrepark blev det til, men ellers har det været Naturhistorisk Museum, flyttet for Tomas’ forældre, besøg hos venner og besøg af venner, Andrea har været en enkelt dag i sommerhus med farmor og farfar og kusiner, to strandture (ja flere er det faktisk ikke blevet til i år – vi må bare indse det, vi er ikke strandfolk), et besøg hos Sommer Summarum, Grøn Koncert, Stella Polaris, besøg hos en blogger og så lige isætning af en masse vinduer (der må vist komme et rent vindue indlæg senere).
Og så siger jeg værsgo til et lysbilledshow i kronologisk rækkefølge (læn jer nu godt tilbage og følg godt med):
Grøn Koncert mens vejret var godt
Grøn Koncert mens det regner
(ja det er en stor pressing vi har med, som vi trækker hen over os, når det regner.
Alt er stadig tørt når regnen stopper)
Naturhistorisk Museum
(Andrea har egen dinosaur med hvis der ikke skulle være (ud)døde dyr nok at kigge på)
Rejsegilde hos Overblikket
Gode venner
En varm isbjørn
Is og gode venner
Bare smuk og skøn
Med sus i skørterne
De ligner et nygift par foran deres nye hus
SÅ søde!
De Lillaklædte Grinebidere?
Det var en sjov fætter
Stella Polaris i godt vejr
Stella Polaris i regnvejr
(ja det er den samme pressing)
Det er hårdt at være til koncert
Og sådan bruger man 3 ugers sommerferie hjemme. Heldigvis i en sommer der har budt på virkelig det bedste vejr, Danmark kan byde på om sommeren. Det har været SÅ skønt.
ZENøjeblikke:
Mange hver dag. Se bare ovenfor.
2 Kommentarer
af Puk onsdag 23. juni 2010 kl. 10:16 i
Opdatering, ZEN
Jeg ville gerne skrive noget intelligent, men al min hjernekraft er åbenbart blevet brugt på 4 12-taller, for jeg har intet klogt at komme med. (lagde I lige mærke til hvordan jeg fik sneget mine karakterer med i samtalen monologen der?)
Så jeg vil bare nøjes med at sige; næh hvor hyggelig en weekend i min mor og fars nye lejlighed, og hvor har de fået lavet det fint. Der er superhyggeligt – og varmt :)
Jeg kan jo selvfølgelig også nævne, at Gelato igen igen har fået bank, og hvis det ikke var fordi, jeg synes det er SÅ fedt at slippe for at rende rundt og filtre indfiltrede misser ud, så kom de i sele igen. Denne gang er det en hjørnetand lige ind i skulderen med så stort et hul til følge, at han humpede og ikke kunne springe i aftes. Og ville ligge tæt. Helt tæt. Hullet har dog lukket sig her til morgen, og han går fint, så ingen dyr dyrlæge denne gang.
Der er jo også lige det faktum, at nu er det midsommer og dagene bliver igen kortere. Jeg hader det hvert år, men i år! Grrrr – forbandede sommer, hvor bliver du af? Sgu da ikke i orden at det ikke engang er begyndt, før det begynder at slutte. Sol og varme nu. Tak!
Skulle Andrea det bette pus også have et par ord med på vejen? Hun er jo god som dagen er lang – får gjort tingene rigeligt omstændeligt en gang i mellem, og man skal sige tingene 10 gange – med vris på de sidste 3 – før hun gør dem. Men hun er skarp som bare fanden, sød og kærlig, så alt er jo som det skal være.
Og huset sker der skam også noget ved. Der var tømrer sidste onsdag og torsdag for at skifte vindue i badeværelset (det sidder i taget, og vi piller ikke i tage). Det viste sig, at der er et råddent spær (hvorfor skal der være det i alle mine boliger?), så vi måtte have gang i forsikringen. Taksator kom lige med det samme og der var ingen problemer. Checken er på vej.
Tømreren kommer igen i morgen og skifter staldvinduet i trappeopgangen med et dejligt stort Velux – det glæder jeg mig til at se hvordan ender. Måske også naboen får set et par ender, for det er stort (vinduet altså), vender lige over til dem og man kan se ind i vores soveværelse. Tror vi. Vi skal lige have dem til at teste det, og så må der komme et let gardin i til at tage de værste synsforstyrrelser. Andet ville være synd for dem.
Tomas er endelig blevet færdig med understrygning af taget, og har også få beklædningsbrædderne i gavlene af. Sikke nydeligt et hus, der gemte sig derunder. Og et fint lille rundt vindue. Tosset at dække sådan noget ind.
Der gemte sig også en enkelt flagermus under brædderne, så der måtte vi lige holde en pause og finde ud af, hvordan man gør med sådan nogen. Men det viste sig ikke at blive et problem, den flyttede af sig selv om natten – den var nok blevet sur over larmen og var flyttet i en af sine andre boliger. De har nemlig nogle alternativer, sagde den flagermusekyndige jeg fik snakket med.
Så lykkedes det mig alligevel at sige noget. Det giver nok ikke 12 (og der var den igen), men nu ved I da, at jeg er i live :)
ZEN:
At hygge hos mor og far.
At sove to timer på sofaen.
At have god tid om morgenen fordi jeg ikke skal ud af døren.
At spise koldskål om eftermiddagen på terrassen sammen med Andrea og Tomas
0 Kommentarer
af Puk onsdag 26. maj 2010 kl. 10:27 i
Oplevelser, ZEN
Det vigtigste på det her “studie”, jeg er i gang med i øjeblikket, er helt klart studieturen drukturen til København. Ahhh! Min krop fik en tre-dages marianade af Asti, Somersby, Caipirinha og Små Kolde. Vi lagde hårdt ud med en Asti-brunch i toget onsdag morgen kl. 7, og så var vi ellers i gang. Det var faktisk som en hel lille miniferie. Og besøget på Christiansborg var faktisk også spændende – det blev selvfølgelig også lige peppet lidt op med at jeg havde en poptrækker med i tasken. Det fandt sikkerhedsfolkene måske ikke så sjovt. De blødte dog lidt op, da jeg fortalte, at det kun var i det tilfælde, at vi faldt over en flaske Asti eller to.
Og så tror jeg måske, at det her er på sin plads til Nicolai Wammen, der uheldigvis befandt sig samme sted på samme tidspunkt, som vi gjorde og dermed blev overfaldet af en flok århusianere, der liiiige mente, at de skulle kommentere på udviklingen på Christiansborg (det var i torsdags – før verden gik helt af lave). Undskyld Nicolai.
Og så er der måske alligevel håb for DanmarK? Jeg har i hvert fald store forventninger til den unge mand (15 år? Seriøst han lignede en på 19!), der mente jeg så helt vildt flink ud, hvorfor jeg da garanteret ville købe øl til ham? S’følig – kan da ikke ha, at de unge mennesker dør af tørst sådan en torsdag school night på Comedy Zoo.
Ohh forresten – prøv Cafe Glyptoteket (der drives af Mette Blomsterberg). Det er godt nok 48 kr for en kage, men til gengæld var der heller ikke noget som helst at udsætte på den. Måske lige at stykket uden problemer kunne have været dobbelt så stort ;)
Men vi hyggede os, det gjorde vi altså.
ZEN:
at være ude midt om natten og drikke Caipirinha (må jeg lige i den forbindelse slå et slag for Stella i Knabbrostræde med drinks til 40 kr torsdag aften/nat. Og det er en af de bedste Caipirinhaer, jeg har fået)
at opleve Elias Ehlers på Comedy Zoo – han er min nye bedste ven! Meget meget morsom :)
at sidde på hotelværelset hele onsdag eftermiddag med Somersby, Asti og en mobil med musik og snakke om MANGE ting. Jeg er sikker på, at den ene hane i kurven, der var med, har hørt ALT, hvad han vil (og ikke vil) høre om kvinder…
0 Kommentarer
af Puk mandag 17. maj 2010 kl. 12:23 i
Andrea, Ferie, Oplevelser, ZEN
En dejlig miniferie – sådan fire dage kan gøre underværker for ens trang til ferie. Specielt når man stikker af fra det hele og smutter til København. Og efterlader barn hos forældre og forældres venner og tager med ven ind og ser Mary Poppins. Og ihh hvor fint :) Tænk sig den fine røde dragt hun havde på – ville man blive set skævt til, hvis man gik rundt i den nu om dage? Og sikke en hidsig krage af en Miss Andrew!
Nu har jeg hverken læst bogen eller set nogen film, så det var uden nogen forventninger, jeg satte mig i stolen for at se stykket. Og jeg synes altså det var umåde flot! Og når man taler om flot, så den kære skorstensfejer Bert – han er altså nuttet. Sikke da et kækt gadedrengesmil han render rundt med. Og blå øjne. Mums! Se gerne forestillingen bare for ham og kostumerne :)
Og nu har barnet så også prøvet at være i forlystelsespark – vi tog nemlig en tur i Tivoli. Barn, mand, mormor, morfar, og to af morforældrenes venners børn. Og Andrea har nu HELT styr på, hvordan man gør det der med kø og vise turbånd. Og det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at hun synes rutchebaner og radiobiler er helt fantastiske. Men det bedste var da vist Piraterne Galejen. Og hun mener bestemt, at Piraten på toppen slår ud med armen og siger “det er herligt at være pirat”. Jow jow – hun har styr på sagerne :)
Zen:
at sidde og “varme op” til Mary Poppins med et to kæmpe stykker brownie
at se Mary Poppins
at spise på Pasta Basta
at få lov til at zappe 150 kanaler igennem (og nej, der var ingenting at se på)
at gå fra rutebilstationen til banegården i Århus i silende regn sammen med mand og barn Jo, det var det faktisk!
at ligge i sengen med Andrea og læse Super Mor mens hun så Lucky Luke
4 Kommentarer
af Puk onsdag 5. maj 2010 kl. 9:58 i
Oplevelser, ZEN
Det blev årets første udendørs cafebesøg i torsdags. Og det var dejligt! Maden var ok, men så heller ikke mere.
Det ser sådan her ud, når man nyder det i Nyhavn:
Stukken tilgengæld! Altså den på Amallienborg. Den var fin. Rigtig fin. Og fy føj da hende Ingrid har hærget det stakkels hus. Det har jo nok været af nød, og det har da også været måden, man gjorde det på dengang, men det har ikke været kønt.
Noget andet der ikke var kønt, var den nye trappe. Ahem siger jeg bare. Den ligner noget man kan finde i et Lundbye dukkehus… Lamperne i trappeforløbet til gængæld, ihh de var fine!
Og må jeg så lige anbefale et spisested? Nede på Esplanaden lige udenfor Mærsk er der et lille sted. Og så er det jo her, at jeg burde dokumentere det med billeder, men jeg koncentrerede mig om at nyde maden. Og det var da de bedste ristede hotdogs, vi længe har fået. Mums! Stedet hedder vist Larsens Pølser, og det var flittigt benyttet. Både af forbipasserende og pænt klædte medarbejdere fra Mærsk.
Zenøjeblikke:
At sidde I Nyhavn i aftensolen.
Supergod hotdog på Esplanaden.
Heldagsbesøg hos venner i Børkop
Solrig dag i haven
At gå i seng allerede kl 22
0 Kommentarer
af Puk onsdag 21. april 2010 kl. 22:39 i
Andrea, Billeder, Indkøb, ZEN
Det sjove er lissom gået af det, når man skal vaske ens opvask både FØR og EFTER det har været i opvaskemaskinen…
Derfor har vi nu bestilt en ny.
Jeg har ikke noget billede af den, men jeg kan da lige præstere et enkelt eller fem af barnet. Endda et af hendes første gyngetur på hendes nye gynge. Det er blevet til mange gyngeture siden – billedet er tilbage fra 26. marts.
Der er også et fra dengang vi var i Panduro Hobby for at købe påsketing – og så kunne man male en påskekylling og Dronning Margrethe var også forbi. Hun malede dog ikke en påskekylling.

Det næste viser en glad vinder af en dansekonkurrence. Præmien var en Rasmus Klump bamse:

Og resultatet af Påskeharens besøg:

Og så er hun (endelig) begyndt at tegne figurer. Her er hendes første med både øjne, mund og ben. Det er en påskekylling, og den er tegnet på hendes fantastiske magnet-tavle væg:

Det har alle været zen øjeblikke, men jeg må nok erkende, at jeg ikke har haft meget zen over den i dag, men jeg prøver alligevel at komme i tanke om nogle øjeblikke.
1. Det var zen at sidde i bilen med manden på vej i Lavpriskøkken og spise finske lakridser.
2. Også zen at være i køkkenet med både mand, barn og mor.
3. Zen at spise mandens TOTALT flade kokosmakroner – de startede ellers som fine toppe.
Hmm… mad har åbenbart været vejen til zen for mig i dag.
2 Kommentarer
af Puk mandag 19. april 2010 kl. 10:30 i
Oplevelser, ZEN
Der har været zen for alle pengene her i weekenden:
1. Det var ren zen at sidde ude på badeværelset i datterens lyserøde prinsessestol og sy en søm på et tørklæde, mens barnet plaskede rundt med alle sine badeænder.
2. Zen at sidde helt alene foran symaskinen og sy bukser i det sødeste stof med små turkise fugle.*
3. At ligge ved siden af barnet i hendes seng og synge godnatsange og høre hende falde i søvn.
4. Zen at stå med oldefaren, morfaren, farfaren, farmoren, faren og datteren og se på køer danse af glæde over forårets komme.*
5. Totalt zen at være ude i haven en hel eftermiddag og rive med mosriven mens barnet leger i sin nybyggede sandkasse.*
6. Min mors lammeskysovs og husmus humus til aftensmaden.
Der har været ganske dejlig hygge og produktivitet over weekenden – sådanne weekender er fantastiske. De føles ekstra lange og batterierne har fået lidt ekstra opladning.
Så kan mandag godt komme an!
* Billeder skal nok dukke op
0 Kommentarer
af Puk lørdag 17. april 2010 kl. 0:08 i
ZEN
Jeg burde helt sikkert gå i seng, men sidder lige og nørkler med at få tømt en meget fuld indbakke. En af de ulæste mails er fra Anna Skyggebjerg hvor hun sender kontoinformationer, så jeg kan overføre betaling for den bog, jeg har købt af hende. Super Mor hedder den, og den kan købes til (næsten) ingen penge hos hende lige nu.
Billede lånt hos Anna selv
Jeg har endnu ikke nået at få læst i bogen, men jeg har gennem de sidste mange måneder nået at læse med på Annas blog – som simpelthen handler om hendes 3 daglige zenfyldte øjeblikke.
Som jeg skrev til Anna, da jeg bestilte bogen, så fungerer hendes blog som en påmindelse til mig selv om at lægge mærke til mine zenøjeblikke i løbet af dagen og blive mere bevist om dem. En kort overgang – faktisk helt tilbage til før vi flyttede – spurgte manden og jeg hinanden om 3 ting, vi havde været glade for i løbet af dagen. Det gled lidt (helt faktisk) ud i sandet, da det blev december og alle husets beboere havde nok at gøre med bare at have tid til at spise.
Men nu – nu vil jeg øve mig i ikke kun remse mine øjeblikke op for mig selv, når jeg læesr med hos Anna, men også få dem på bloggen. Måske det kan virke som en øjenåbner for en af mine læsere?
Så here goes:
1. Det var zen at være på shopping i Stof og Stil med min mor i dag.
2. Det var zen at spille Kaj og Andrea spil med mor, far, mand og barn, og sidde og kigge på min far der skulle hoppe rundt som en indianer, min mor der skulle synge alt hun sagde, mens jeg selv skulle stå på et ben og sige som en høne. Et sjovt spil!
3. Det har været zen at sidde HELE aftenen foran pcen og lave noget af det, der har måttet vente.
0 Kommentarer